‘The 8 Show’: Stærkt underholdende Netflix-serie udvikler sig til en modbydelig kamp for overlevelse
Listen over film og serier, hvor mennesker er en del af et spil om liv og død, er efterhånden lang. Og i forbløffende mange tilfælde er resultatet vellykket.
Fra ‘The Hunt’, ‘Battle Royale’ og ‘The Hunger Games’ til ‘Alice in Borderland’, ‘The Platform’ og ikke mindst kæmpehittet ‘Squid Game’.
Nu har en ny spiller meldt sig på banen. Netflix lægger platform til, og sydkoreanske Han Jae-rim har instrueret de otte afsnit under den passende titel ‘The 8 Show’. Tænk en blanding mellem ‘The Platform’ og ‘Squid Game’, tilsat flere alliancer og mere modbydelige sammensværgelser. Især sidstnævnte har helt tydeligt været i tankerne hos skaberne af ‘The 8 Show’, hvor setdesignet emmer af kunstighed – selv solopgangen er fake.
Alligevel har serien sin egen klare eksistensberettigelse.
Vi følger otte mennesker, der har det til fælles, at de alle har pengeproblemer, og som inddrages i et mystisk spil.
Vi lærer aldrig deres navne at kende. I stedet kalder de hinanden ved det nummer, der står på det kort, de hver især trækker ved showets begyndelse. Nummeret repræsenterer den sal, de tjekker ind på. Det viser sig hurtigt, at disse numre spiller en afgørende rolle for spillets udvikling.
Den første, vi møder, er 3. sal (3S), der på grund af en gæld på 900 millioner won (cirka 4,5 millioner kroner) er i gang med et selvmordsforsøg, da han afbrydes af en mobilnotifikation om, at der er blevet overført en masse penge til hans konto.
Kort efter samles han op af en limousine, der transporterer ham til en biograflignende sal. Her bliver han budt velkommen til ‘The 8 Show’ – et program, der hverken kræver viden eller specielle færdigheder.
Sammen med syv andre er han nu låst inde i en bygning, hvor alt omkring er lavet af plastik. De får tildelt et værelse, hvor der hverken er møbler, toilet eller andet inventar.
Hvert værelse har en resultattavle, der viser, hvor mange penge de hver især har optjent. Hvert minut stiger beløbet. Et drømmescenarie for de otte deltagere, der ikke skal gøre andet end at være til stede. Og hvis de mangler noget, kan de købe alt over værelsets samtaleanlæg.
Men det hele er selvfølgelig for godt til at være sandt. Især for nogle af deltagerne. For et af seriens utallige twists kommer, da det går op for de otte deltagere, at beløbet, de optjener, varierer afhængigt af deres sal. Mens 8S tjener 380000 won i minuttet, må 1S nøjes med 30000 won.
Seriens samfundskritik er ikke til at tage fejl af. For det er fuldstændig tilfældigt, hvilke af deltagerne der er endt hvor. Helt på samme måde som det er tilfældigt, hvem der fødes ind i rigdom eller fattigdom
Spillets vigtigste regel er, at ingen må dø (så stopper spillet, og de mister deres optjente penge). En anden afgørende regel er, at deltagerne ikke må fjerne noget som helst fra deres værelse. De kan dog bruge en elevatorskakt til at transportere mad med mere til hinanden.
Udover deres værelser har de et fællesområde, der kaldes Torvet. Her tikker et kæmpe display med et nedtællingsur, der fortæller, hvornår spillet er slut. Det leder til endnu et twist. Det viser sig nemlig, at de selv kan øge tiden, de har tilbage.
Men hvordan?
Først tror de, at det sker ved at bevæge sig op og ned ad de mange trapper mellem hver sal. De starter derfor et system, hvor man hver anden dag henholdsvis går (arbejder) og holder fri.
Herfra tager serien en ubehagelig drejning. For 1S tjener ikke bare færre penge end de andre, han halter også og kan derfor ikke ’arbejde’ lige så hårdt som de andre. Han tilbyder i stedet, at han kan opbevare de andres afføring på sit værelse, da dette heller ikke må fjernes fra værelserne og den tilhørende skakt.
De fattige står i lort til halsen, mens dem fra det øverste samfundslag lever i vild luksus.
Dette tragikomiske skel mellem rig og fattig viser sig at være showets egentlige ærinde. For hvordan håndterer man at leve side om side med en eller flere, der tjener langt mere end en selv, har mere magt og ikke gør det mindste for at være ydmyg omkring det?
I starten forsøger de otte deltagere at skabe et samfund, hvor alle behandles retfærdigt. Langsomt, men sikkert overtager misundelse og grådighed imidlertid, og sund fornuft og retfærdighed sættes til side.
Da det går op for deltagerne, at de optjener tid (og dermed penge), efter hvor høj underholdningsværdi de leverer, går ‘The 8 Show’ går fra at være et interessant karakterstudie til at være direkte modbydeligt. Man kan slippe afsted med mange morbide ideer, hvis ens økonomiske ressourcer er uendelige, og den eneste regel er, at ingen må dø.
Det er altså deltagernes individuelle grådighed, tankegang og syn på, hvordan et samfund skal køre, der gør, at det ender tragisk, og at ‘The 8 Show’ adskiller sig fra inspirationskilderne.
Jeg tog mig selv i at spørge, hvem der finder den form for ydmygelse og meningsløs vold underholdende. Men svaret er naturligvis: Det gør mange.
Det gør ‘The 8 Show’ både tankevækkende og underligt aktuel.
Kort sagt:
Den sydkoreanske ‘The 8 Show’ er stærkt underholdende samfundskritik, hvor man sluger de otte afsnit råt. Hver dog forberedt på en afslutning, der ikke er for sarte sjæle.
Anmeldt på baggrund af hele serien.