’The Big Cigar’: Denne nye seriesatsning er for glat på hele tre forskellige måder

Kender du det, når du sidder til en fest og taler med en person, der åbner sig for dig? Men at bekendelsen samtidigt virker sært præsenteret, som om vedkommende har øvet sig foran spejlet derhjemme?

Sådan har jeg det med ‘The Big Cigar’.

Vi befinder os mellem midt-60’erne og midt-70’erne. Hovedpersonen er den afroamerikanske aktivist Huey P. Newton (André Holland), der sammen med Bobby Seale (Jordane Christie) etablerer ‘Black Panthers’: et kommunistisk besindet politisk parti, der kæmpede for afroamerikaneres rettigheder i kølvandet på mordet af Malcolm X, der fandt sted et år tidligere.

Vi er i 1966. Men vi er også i 1972 og 1969 og 1967. Historien hopper rundt for at fastholde vores opmærksomhed og lede efter den mest sexede version af virkeligheden.

Hollywood mener, at sexappellen peaker ved Black Panthers forhold til Hollywood. ‘The Big Cigar’s største omdrejningspunkt er derfor buddy-romancen mellem Huey og Hollywood-produceren Bert Schneider (Allessandro Nivola) og hans kollega Steve Blauner (P.J. Byrne). Schneider er manden bag Jack Nicholson-milepælen ‘Easy Rider’ og dokumentaren ‘Hearts and Minds’ om den amerikanske indsats i Vietnam, som han desuden vandt en Oscar for.

Forinden statuetten var Schneider åbenbart Huey P. Newtons fortrolige ven og aktivistiske kammesjuk. Da Huey anklages for mordet på en 17-årig pige, er det Schneider og Blauner, som hjælper ham med at flygte i eksil. Først til Mexico, dernæst til Cuba.

Lad os få det åbenlyse af vejen: ‘The Big Cigar’ er en flot og underholdende serie. Mest af alt er det en meget velspillet serie. André Holland er særligt magnetisk, og hans palet får lov at eksplodere, for Huey er både karismatisk, stoisk og fornuftig, men også forbitret, rasende og – senere i tidslinjen – på sammenbruddets rand. Stofafhængig og utilregnelig.

Holland spiller alle facetterne med stor autenticitet. Det er en klassisk stjerneskabende Hollywood-præstation.

Men jeg vil argumentere for den påstand, at ‘The Big Cigar’ først og fremmest er et lækkert produkt, at den hævder at beskæftige sig med menneskelig uudgrundelighed og komplekse politiske spørgsmål, men at den gør det på en måde, som taler til os som forbrugere.

Hvordan? På tre glatte måder:

Den glatte vinkel
Huey P. Newtons historie foregår i Amerikas politiske heksekedel, under Vietnamkrigen, den sorte borgerrettighedsbevægelse, kort efter Cubakrisen, durk ned i den kolde krig og rumkapløbet mod månen, og alligevel handler den om Hollywood.

Den taler til det, vi kan genkende, det vi har set i fjernsynet. Vi får lov at se de mennesker, vi kender fra verden bag glasset, såsom Richard Pryor og Jack Nicholson. Serien er tituleret, branded og solgt som ‘The Big Cigar’, fordi det er navnet på en film, som skal dække over Hueys flugt, selvom denne dimension af plottet fylder en meget lille del af historien.

I serien er Huey skeptisk over for Schneiders tilnærmelser. Han frygter, at Hollywood vil varegøre oprøret. Det har den gjort nu.

Den glatte form
Varegørelsen indebærer den formmæssige angst for at kede sit publikum.

Historien hopper i tid og bruger den klassiske ’freeze-frame + you probably wondered how I ended up here’ og spring til »3 år tidligere«. Vi er næsten ude i 90’ernes pladerids.

Desuden er serien slick, smart, hurtig og fyldt med virkemidler a la splitscreen og energisk underlægningsmusik. ‘The Big Cigar’ er et vellubrikeret produkt, som skærer ekstremiteterne fra, så pillen glider nemmere ned. Hvilket bringer os til sidste punkt.

Det glatte valg af de rigtige dæmoner
‘The Big Cigar’ sælger sig selv som en menneskelig fortælling. Vi ser, at Huey er stofmisbruger, at han kæmper med mentale lidelser og plages af hovmod, ærgerrighed og vrede.

Denne form for svaghed er legitim, fordi vi har set den før – igennem fjernsynet. Vi er trænede til at forstå den. Men den menneskelige flertydighed er kun legitim, hvis den kan vises uden at vække forargelse.

Visse djævle kan ikke markedsføres for masseblikket. ‘The Big Cigar’ udelader behændigt den aggressivt kommunistiske dimension. Den fortæller ikke, at Huey P. Newton var på en 10 dages tur til Kina og beskrev landet som et »befriet territorium med en socialistisk regering«, og at Black Panthers tog inspiration fra ‘Juche-ideologien’ om selvstændighed og militærmagt, som grundlagde Nordkoreas afskærmede protektionisme. I ‘The Big Cigar’ tilhører voldsfantasien aldrig hovedpersonen, men partiets sekundære skikkelser, såsom Eldridge Cleaver, der får påfaldende lidt skærmtid.

Når Black Panthers nyhedsbrev i 1970 indebar budskaber såsom »Knuste vinflasker og hypodermiske nåle er meget effektive. Ben fra høns og svinekoteletter kan endda anvendes som våben«, kredser ‘The Big Cigar’ om Hueys humanitære arbejde og venskab med komikeren Richard Pryor. Den kunne have valgt begge.

Men volden tilhører aldrig Huey, aldrig rigtigt. Da historien dvæler ved hans mulige overfald på en skrædder, klipper den hurtigt væk fra selve voldshandlingen. Skal jeg virkelig tro på, at lederen af en væbnet revolutionsgruppe aldrig selv var voldelig? Tror folkene bag serien ikke på, at jeg kan indeholde denne modsætning: At et menneske både kan være ondskabsfuldt og godhjertet?

Problemet er, at ‘The Big Cigar’ vil skabe en forestilling om menneskelig kompleksitet: En plaget mand, der nærved bliver opslugt af sin egen revolution. Men den udelader samtidig al utilregnelighed, som ikke kan sælges, uden risiko for at det brede publikum gyser og slukker.

Den største selvmodsigelse er derfor ikke den menneskelige. Det er, at vi står med en fortælling om en oprører, som frygtede at blive fanget af Hollywood, og som nu bliver netop det, kyndigt steriliseret for det ubehag, som gjorde manden kompleks og interessant.

---

Kort sagt:
Apple TV+-serien ‘The Big Cigar’ er et glatbarberet forrædderi imod facetterne af den revolution, som den hævder at portrættere.

Anmeldt på baggrund af hele serien.