Er veganere sjove?
Det er svært at komme udenom, at folk, der spiser plantebaseret, ikke er kendt som humørbomber i populærkulturen eller samfundsdebatten. Ellers ville der næppe findes udtryk som millitant veganer eller ‘vegaphobia’ – et helt ord for at hade veganere.
Efter at have gennemtrawlet mange artikler med ‘The Best Vegan Jokes’ er jeg heller ikke overbevist. Der er overraskende lidt at komme efter i vittigheder som: »Why are vegans so peaceful? They never want beef«.
Hvis man spørger skaberkrafterne i det danske komedielandskab, står det til gengæld anderledes til. Der er veganere omvandrende bunker af funny-bones.
Igen og igen falder jeg over film og serier, hvor de skal forestille at være det absolut sjoveste i hele verden. Faktisk så sjove at de kun behøver at være til stede for at være dybt latterprovokerende.
For nylig var det i ‘Orkestret’ sæson to, hvor de veganske alternativer i kantinen er en af de mange fejlkilder, konsulenten Frey fra Kulturministeret (spillet af Nina Rask) tager til efterretning. For er der overhovedet sådan nogle?
Svaret lyder prompte fra Lene Maria Christensens kantinedame, at der er »pomfritter og ærter, hvis du godt kan lide grøntsager«. Til spørgsmålet om, hvorvidt pomfritolien har været i berøring med kød, bliver Frey sendt ad helvedes til med en tallerken tilbehør og en kommentar fra kokken om, at hun engang har »stegt en veganer« i frituregryden.
Om vi skal grine mest af den woke Frey eller den knap så woke Vestegns-dame, kan diskuteres. Men ikke desto mindre gav optrinnet mig følelsen af, at dets forfatter lige så godt kunne have haft en aftale med kaninerne.
Før du sender mig til tælling til tonerne af verdens mindste violin, vil jeg gerne understrege, at det her ikke er et kampskrift for bedre repræsentation af plantebaseret kost i danske komedier. Det handler ikke om misvisende veganerkarakterer, der holder os tilbage som samfund (selvom det måske gør det!).
Men selvom det måske (helt anti-animalsk) er at skyde gråspurve med kanoner, vil jeg påstå, at de danske komediers talrige veganerjokes og -karakterer er symptom på, hvad det er, genren fejler herhjemme helt generelt.
Nemlig at danske komedier sjældent kommer helt op og ringe. Hvilket skyldes en tilgang til stereotyper og buzzwords, der bæger præg af at være bagom dansen og bruge værktøjskassens dovneste redskaber.
Og her er ‘haha en veganer’ en overraskende udbredt trope.
Græd ikke over spildt mangochutney
Et af de værste eksempler finder man i ensemblekomedien ‘Hygge! fra sidste år, hvor en søskendeflok og deres partnere mødes for at spise middag.
Her spiller Andrea Heick Gadeberg den gæve unge middagsgæst Laura, og da hun og kæresten Nicolaj møder op for at spise hos hans rige storebror og kone, opstår der problemer.
»Jeg har da sagt, at Laura er veganer ikke?«, spørger Nicolaj. Og så er det meningen, at man skal grine!
Både fordi, at det har Nicolaj selvfølgelig ikke, men også fordi ‘Hygge!’ lader til at synes, at fænomenet veganer er så sjovt, at det kan stå alene.
For at det ikke skal være nok, har veganer-Laura også taget nogle flasker mega klam og fattigrøvsagtig naturvin med, som resten af det bedrebemidlede selskab ser på, som om det var det urinprøver pakket ind i cellofan. Ligesom ‘veganer’ er ‘naturvin’ nemlig noget fnys- og fnisværdigt alternativt hurlumhej, der ikke behøver andet end navns nævnelse for at skulle forestille at være en joke.
I ‘Hygge!’ peaker Lauras karakterark desuden, da hele selskabet sendes ud på jagt i mørket for at finde en droneleveret takeaway-bestilling, der kommer, efter hun høfligt har spist æbler hele aftenen (i det mindste er hun en sympatisk veganer).
Men ak, det højteknologiske indiske veganermad lider en skæbne som et stykke jaget vildt, da det lige inden ankomsten bliver skudt ned af galningenaboen »psyko-Lars«.
»Min chana masala… med mango chutney!« udbryder den sultne veganer grædende, før hele selskabet må ud at lede efter den plantebaserede Challenger-ulykke i skoven. Da de finder den enlige lille bøtte med kondimentet (som heldigvis er landet oprejst og intakt med låg), begynder Laura at spise det stønnende og med fingrene.
Hvilket trods alle de flashy forsøg på at være med på noderne (så så man lige os og kikærter!), er lige så fladpandet usjovt, som når den tykke dreng Mikey i ‘The Goonies’ har sult som tilbagevendende karaktertræk.
‘Hygge!’s Laura er i øvrigt blot én af de seneste års danske filmveganere med det navn.
I ‘Hvor kragerne vender’ fra 2020 blev spisevanerne også brugt som en (noget mere vellykket) identitetsmarkør i konflikten mellem storbysnuden Laura og hendes landmandsfamilie. I provinskomedien vil Rosalinde Mynsters hjemvendte forfatter slet ikke spise »noget med dyr«, hvilket åbenlyst er et slag i ansigtet på hendes fædrene gård, hvor det faktisk er »det vi lever af«, som hendes mor, spillet af Bodil Jørgensen, jamrer.
Tog kegler i 90’erne
Det er selvfølgelig svært at komme uden om, at spisevaner helt generelt kan være en fremragende måde at tegne karakterer på.
Tænk bare på ‘Den eneste ene’, hvor Sidse Babett Knudsen udødeliggjorde sætningen »du lugter af løg«. Danskernes kødkærlighed bliver fænomenalt grillet i ‘De grønne slagtere’.
I amerikansk og engelsk populærkultur er der endda masser af eksempler på komiske filmveganere.
‘The Simpsons’ introducerede Kwik-E-Mart-bestyreren Apu som veganer i afsnittet ‘Lisa the Vegetarian’ i 1995, der udskiftede butikkens almindelige pølser med tofudogs, uden nogen opdagede det. I samme 30 år gamle afsnit finder man også den ultimative arketypiske ekstremveganer på »niveau fem«, som ikke spiser noget med en skygge.
Når det gælder de absurde eksempler, tager Edgar Wrights ‘Scott Pilgrim vs. The Worlds’ prisen som den sjoveste med sin tankelæsende Todd the Vegan, som får sine superkræfter fra sin frelste diæt. Alt ramler dog, da han narres til at drikke kaffefløde og bliver ført bort af The Vegan Police. Men det siger ikke så lidt, at veganeren allerede i 2010 var på tegneseriefigur-stadiet.
I ‘Notting Hill’ var Hugh Grant på date med en frutarianer, der kun spiste selvdød nedfaldsfrugt og talte om myrdede gulerødder. Hvilket tog kegler hjem. I 1999.
Men hvis man skal tro nutidens danske komedier, er der ikke sket så meget med den joke siden årtusindeskiftet.
Plantebaseret toilethumor
I mange år har den danske komedie haft en anstrengende stor kærlighed til kropsvæsker og kønsdele. Men selvom det nu er den veganske mangochutney, der faldes på halen over, er det ofte lige så plat og uopfindsomt udført som en saunaklemt nosse i ‘Klassefesten’ eller en fisseflåt i ‘Jagtsæson 2’.
Lidt har ændret sig siden det allerførste afsnit af DR3-hittet ‘Doggystyle’ fra 2018, hvor hovedkarakteren Asta var til kemiprøve i et kollektiv og fortalte, at hun elskede pølser, hvorefter hun blev mødt med dødsblikke fra bofællesskabets beboere, der altså var »forholdsvis veganske«.
Også i Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags køkkenserie ‘Bag enhver mand’ fra sidste år, var de to karakterers duel samtidig en kamp mellem gammeldags mandede kød-tilberedninger og progressive kvindelige grøntsagsserveringer.
Hvis man var i tvivl om, hvor på skalaen over lefleri for laveste fællesnævner veganerproblemet nu befinder sig, skal man bare se ‘Bytte bytte baby’, som solgte over 90.000 biografbilletter sidste år og har en Netflix-produceret efterfølger på vej.
I babyforbytningskomedien bliver to kvinder fejlagtigt gjort gravide med hinandens børn på en fertilitetsklinik, hvilket selvfølgelig er et rimeligt stort problem. Men næsten lige så slemt er det faktisk, at ikke-veganeren Mille Dinesen, en advokattype der æder pålæg direkte fra køleren som en anden gravid gabagoolfortærende Tony Soprano, skal bære en veganerkvindes barn.
»Er du veganer?« spørger hun med så rasende mimik, at det skal forestille at være en joke i sig selv. Og punchlinen er: »Min baby skal have kød!«.
I den aktuelle Viaplay-serie ‘Kald mig far’ nærmer man sig så småt noget, der føles mere nutidigt, fordi man i stedet for én veganer-karakter, defineret udelukkende af sin havremælk, går efter et lidt bredere generationsportræt af en selvretfærdig klimaspiser.
Her er det ikke en ensidig veganer, men at spise CO2-neutralt der kommer under kærlig komisk behandling. Vennerne Emil (Alex Høgh Andersen) og Viktor (Magnus Haugaard) driver nemlig et bæredygtigt cateringfirma, hvis navn – Klimad – muligvis er det sjoveste i hele serien. Men der er også en potentielt dødbringende mandelfløde og et afsnit, der handler om, hvorfor »fucking foie grais« er problematisk.
Selvom den i virkeligheden ret grønne 1700-tals-film og Bodil-vinder ‘Bastarden’ gik gennem ild og vand for at få kartoflen plantet i den danske muld, var det ikke uden noget perfekt leveret Mads Mikkelsen-brok over for mange grøddage.
Man er, hvad man spiser, og dansk humor tror, den er totalt med på noderne, fordi den prøver kræfter med en kødfri dag.
Men jeg glæder mig til den dag, vores nationale komedier lægger »forbandede hippier«-mentaliteten fra sig og kommer ud af sin frikadelleæra.