‘Gondola’: Smuk biografaktuel filmromance er som Wes Anderson uden ord

Luften er fortryllende i Veit Helmers smukke ordløse film ’Gondola’.

Det forstår både publikum og Iva (Mathilde Irrmann) hurtigt, da hun i forbindelse med en slægtnings begravelse tilflytter en stille bjergby i Georgien.

Mens andre bærer sørgekåber og holder vejret, iklæder hun sig en dybblå jakke og inhalerer de betagende omgivelser som nyansat vognfører på en svævende gondolstation.

Men selvom der er sprøde æbletræer og sjælfulde marker, er den største betagelse kollegaen Nino (Nini Soselia).

Placeret i hver deres højthængende fartøj forbinder de byens ender, og når de passerer hinanden, mødes deres øjne og længsler. Det starter med høflige buschaufføragtige nik, men udvikler sig langsomt til en sensuel og kreativ dans, hvor de i en tæt på magisk virkelighed leger sig igennem himlen og ind i et nærværende forhold.

Med deres næsten barndommelige aura fortaber man sig i deres sødme, og som de omringes af serenader fra georgiske bjerge og tilskuere forestiller man sig, at deres gondoler skal fortsætte ud i evigheden og væk fra deres griske luresvin-chef.

Ja, sådan en er der naturligvis i denne følsomme kærlighedskomedie, der udover en ulmende og nedslående homofobi udgør filmens antagonist. Som en klassisk skurk er han sådan en charmerende wife beater-fætter, der skubber gamle mænd i rullestole ned ad trapper, og som gerne selv vil have et stykke med kvinde – allerhelst Nino. Det sidste fortæller han gennem provokerende bank i bordet og klamme sleske blikke.

To be fair, så bevirker det dialogløse aspekt, at han må være opfindsom i sin udtryksform. Han griber det bare helt forket an.

For ’Gondola’s tæt på stumme tilstand er ikke blot et fortællermæssigt spændende eksperiment, men ligeledes en klokkeklar demonstration af, at det stærkeste (kærligheds)sprog ikke nødvendigvis indbefatter ordet. På charmerende og fornøjelig vis klarlægger de to kvinder nemlig, at hengivenhed sagtens kan vises gennem velsmurte madpakker, violinspil og fælles drømmesyn.

Lad derfor denne film indgå som fast inventar i samtykkedebatten, idet den på skøn vis klarlægger/bekræfter, at det (naturligvis) hverken kræver MitID-adgang eller en latterlig kontraktunderskrivelse at indlede en seksuel eller romantisk relation. Man kan nemlig sagtens kommunikere tydeligt gennem krop, så længe modparten nosser sig sammen til at forstå gennem fintfølenhed.

Der er således mange positive elementer at fremhæve ved instruktørens pudsige dogme. Dog betyder den manglende dialog, at filmen minder lidt om en mindre verbal version af ’Pingu’, for også her fortælles der gennem prust, latter og andre spændende lyde, alt imens der føres en teatralsk og til tider voldsom gestik. Det tenderer i nogle scener til det fjollede, og det bliver en smule anstrengende i længeden.

Man kunne derfor have ønsket, at ’Gondola’ havde været en lille finurlig kortfilm – et format, Veit Helmer tidligere har excelleret i.

Omvendt har man på mange måder ikke lyst til at miste minutter i den tyske instruktørs billedskønne univers. For med en næsten Wes Andersen’sk farvepalet og æstetik – og i et vidunderligt samarbejde med fotografen Goga Devdarianis stærke kamerahånd – leverer han smukke portrætter af længsel og (menneskets) natur.

Iva og Nino er forelskede i hinanden. Helmer er forelsket i de smukke georgiske omgivelser. Sammen har de skabt en poetisk billedbog om kærlighed – og dennes mange former og sprog.

---

Kort sagt:
’Gondola’ er en billedskøn film uden dialog, men med en masse at fortælle.