’Graverne’: TV 2’s journalistserie aner tilsyneladende ikke, hvad en journalist er
Meget få professioner får deres egne heltefortællinger som journalister.
’Alle præsidentens mænd’ og ’Spotlight’ giver én lyst til at søge ind på Journalisthøjskolen for at lægge øre til whistleblowere og skubbe korrupte ministre ned fra deres taburetter – uagtet at mediebranchen er i krise.
Men TV 2’s nye dramaserie ’Graverne’ gengiver mest bare gamle troper, så man får lyst til at slukke for fjernsynet, være sød ved sin kæreste og spise et rigtigt måltid mad.
Mille Dinesen er redaktionschefen Liv på graverredaktionen Brændpunkt, der laver fire årlige programmer for tv-stationen DK1. Hun drikker sin kaffe med to Treo’er og har en evig koncentrationsrynke i panden. Derhjemme venter hendes oversete, lækre juristhusbond Adam (Afshin Firouzi), der selv er mellemleder på produktionsselskabet bag Brændpunkt, men hele tiden snakker om at føle sig overset.
Søren Mallings Hansen har to sæt læsebriller Britt Bendixen-style, et evigt bjerg af dokumenter foran sig og en søn, der er rasende over hans arbejdsnarkomani og (tørlagte) alkoholisme. Af en eller anden grund spiser han Tuc-kiks hele tiden.
Lila Nobels Alice udnytter sin nye kæreste, som arbejder for Justitsministeriet. Hun vil have et interview med ministeren, om det så koster hende kærligheden. I privaten har hun kun knækbrød og for gammel honning.
Og så er der den idealistiske praktikant Frederik, der spilles af Clint Ruben. Talentet er underkendt på redaktionen, men han bruger også kontortiden på at lægge an på kameraføreren på produktionsselskabets andet program, Morgenland, der er seriens dovne karikatur på Go’ Morgen Danmark. Han har endnu ikke nogen mærkelige madvaner, men han er selvfølgelig heller ikke uddannet journalist. Til gengæld har han en kæreste derhjemme.
Inden længe er Brændpunkt på sporet af en ordentligt GUL BJÆLKE, selvom de selvfølgelig er lukningstruede af DK1. Det er nemlig længe siden, den Cavling-vindende redaktion har haft et stort gennembrud, graverjournalistik er dyrt og alt det der.
Så nu skal det gå stærkt!
Problemet med ’Graverne’ er, at den hverken ved, hvad journalister er, hvordan de graver, eller hvad de graver i.
Ingen af journalisterne er blevet digitaliserede, og første gang, vi rigtigt ser en mobiltelefon, er, når topjournalisten Liv får skældud over ikke at have besvaret sine opkald. I stedet sidder de og nusser papir, som de gjorde det i mesterværket ’Alle præsidentens mænd’ – fra 1976. Denne gang er det bare uden at kunne stave. Jeg fandt tre grove stave- og kommafejl i de første tre afsnit i journalisternes noter og sms’er.
Men ét er sjusk med grammatikken – tv-serien om journalisterne har begået den noget værre journalistiske dødssynd ikke at lave nok research. De fleste, der har været på en mediearbejdsplads efter 90’erne, vil utvivlsomt slå op i en hånlatter i mødet med den ’60 Minutes’-agtige analoge tv-utopi, vi møder her.
Til gengæld holdes det hele lækkert i indstillingerne. Fra skuespillernes påklædning og redaktionens møbler til farverne på væggene i privaten såvel som på jobbet findes alskens moderigtige jordfarver og støvede pasteller.
Det virker til, at ’Graverne’ er lavet af mennesker, der bruger mere tid på Instagram end Information.
Historien, som graverjournalisterne kommer på sporet af, er så urealistisk, at det næsten er grotesk.
En hætteklædt person giver redaktionen en note, der afslører, at der i det såkaldte luksusfængsel Gaudehøj findes en skjult afdeling under jorden, hvor det danske retsvæsen spærrer terrorister inde uden rettergang. Sådan Abu Ghraib-style, men bare i den danske provins.
Her i det danske Guantánamo sidder en helt almindelig familiefar. Ham er der ingen kollegaer, arbejdsgiver, familiemedlemmer, naboer, boligudlejer, socialrådgiver eller andre, der i de seks måneder, han har siddet varetægtsfængslet uden anklage og mulighed for at få kontakt til omverdenen, har råbt højt til myndighederne om.
Redaktionen beslutter sig for at kaste alle deres ressourcer ind på at forfølge det bogstaveligt talt papirlapstynde tip, før de har brugt bare 10 minutter på at undersøge, om der er hold i sagen. Og det første, graverveteranen Søren Malling gør i sin research, er at afsløre sin historie for en konkurrent fra Ekstra Bladet.
Graverredaktionen kontakter ikke kilder, som en avislæsende seer selv havde fundet oplagte at ringe til. Til gengæld lyver de for almindelige kilder om, hvilket medie de kommer fra, ligesom de ikke sikrer juridisk eller journalistisk rygdækning til deres muldvarp, der i øvrigt er Hansens søn, som de sender ind i et højrisikofængsel med overvågning i skjorten.
Der er så mange brud på presseetikken i denne her serie, at graverjournalisterne aldrig havde fået arbejde igen.
Selvfølgelig skal fiktion også have lov til at være fiktion. Vil man have afsindigt fed graverjournalistik, kan man jo bare se ’Den sorte svane’ igen. Men problemet med ’Graverne’ er, at den voldsomme afvigelse fra virkeligheden gør selve historien komplet utroværdig og dermed også kedelig og irrelevant for mennesker, der gerne vil se en god krimithriller.
Det er ærgerligt. På et tidspunkt, hvor flere og flere danskere aktivt undviger nyhederne, og hvor brudfladerne i medieverdenen er skræmmende og interessante som sjældent før, har vi fortjent en serie, der minder os om at lytte til vores vagthunde, når de gør.
Kort sagt:
Konspirationen i ’Graverne’ er så overdrevet, at den kommer op på siden af en pædofiliring under et pizzeria. Samtidig bliver man mere vildledt end vejledt i de journalistiske arbejdsmetoder – og dét på et tidspunkt hvor nyhedshundenes troværdighed i forvejen er under pres.
Anmeldt på baggrund af de tre første tre afsnit.