’Supacell’: Britisk rappers medrivende Netflix-serie er ’Top Boy’ møder superhelte
Det kan være svært at skille sig ud i den tætpakkede skov af superheltefilm og -serier, men den britiske Netflix-serie ‘Supacell’ hæver sig akkurat over trækronerne af intetsigende superhelteukrudt.
Udgangspunktet er ellers en ret uinteressant origin-fortælling: En gruppe tilsyneladende almindelige mennesker fra det sydlige London udvikler superkræfter ud af det blå. Gab.
Budbringeren Michael (Tosin Cole) kan pludselig teleportere sig gennem tid og rum og ser en fremtid, han ikke nødvendigvis ønsker. Den enlige far Andre (Eric Kofi-Abrefa) får The Thing-agtig styrke. Sygeplejersken Sabrina (Nadine Mills) besidder telekinetiske kræfter. Den forhutlede Rodney (Calvin Demba) løber med lynets hast. Og bandelederen Tazer (Josh Tedeku) bliver usynlig.
With great power comes … en masse konsekvenser af ens handlinger og andre besværligheder.
Som ofte i superheltehistorier er det store mysterium, hvordan de fem mennesker, der tilsyneladende ikke har nogen forbindelse til hinanden, pludselig bliver forbundet. Deres eneste fællestræk er, at de alle er sorte og på hver deres måde kæmper for at finde fodfæste i det sydlondonske miljø.
Som superhelteserie når den ikke sokkeholderne på mere nytænkende pendanter som ’The Boys’ og ’Invincible’. Hvor mange gange har man ikke set en spinkel fyr løbe hurtigt? Eller en stor mand være stærk?
Heldigvis er ’Supacell’ ikke kun en superheltefortælling.
Første afsnit giver sig tid til at introducere karaktererne, så vi får en dybere forståelse for dem og deres udfordringer. Derfor tror vi på det, når en venlig pusher med økonomiske problemer udnytter sin nye evne til at sælge så meget hash som muligt, når han finder ud af, at han kan løbe som The Flash.
På samme måde bruger sin usynlighed til at tage hævn over sine rivaler. Mens den pengepressede far er desperat for at holde sin teenagesøn ude af bandemiljøet. De redder ikke verden – de redder sig selv og deres nærmeste.
I den forstand er ’Supacell’ beslægtet med gangsterserien ’Top Boy’s fokus på ulighed, racisme, fattigdom og et svigtende sundhedssystem, forankret i magtkritik. Det bliver tydeligt, når vi erfarer, hvorfor de fem har fået deres kræfter.
Skaberen af serien, Rapman, er mest kendt som rapper og musikproducer, men har tidligere markeret sig som instruktør og manuskriptforfatter med filmen ’Blue Story’, som skabte debat og blev forbudt i visse biografer på grund af beskyldninger om, at den glorificerede vold og bandekultur.
Sammenlignet med pastelfarvede Marvel er ’Supacell’ da også stærke sager. Sammenlignet med ’The Boys’ er den til gengæld mild som et glas laktosefri mælk.
Men vigtigst af alt har Rapman, uden at det føles påtaget, skabt en superheltehistorie med en næsten udelukkende sort rollebesætning og med sorte helte – stadig en sjældenhed inden for superheltegenren.
Rapman er selv fra det Sydlondon, der ofte har været omdrejningspunkt i hans tekster og film, og han bringer en åbenlys autenticitet og realisme til sin Netflix-serie. ’Supacell’ er så godt skrevet og karaktererne så fængslende, at man nemt binger de seks afsnit på en regnfuld sommerdag.
Finalen baner vejen for anden sæson, og Rapman har da også planlagt tre sæsoner fra start. Hvis han holder niveauet, kan Netflix meget vel stå med en ny superhelteguldgrube.
Kort sagt:
Rundt om superheltegenrens mange klicheer er ‘Supacell’ en medrivende, underholdende og overraskende serie med fødderne solidt plantet i Sydlondon.