’Emily i Paris’ sæson 4 del 1: Netflix’ monsterhit er stadig så falsk fransk som Merci-chokolade, men man æder hele pakken
De røde læber er tilbage.
Det samme er det heftige alkoholindtag, de smørbagte croissanter og de flade oneliners – for slet ikke at tale om de kulturelt begavede mænd med rullekrave og moustache.
Ja, i ’Emily in Paris’s fjerde sæsons første del er alt tydeligvis, som det plejer.
Du kan derfor – nok engang – overvære Emily Coopers (Lily Collins) rosenduftende hovedstadstilværelse og glæde dig over, at hendes garderobe fortsat er lige så fuld af dumme hatte, som hendes middelmådelige (dog underligt velbesøgte) Instagram-profil er fuld af hashtag-begejstrede følgere.
Og når den titelbærende Audrey Hepburn look-a-like ikke knuser britiske badboy-hjerter – eller lader sin yankee-tunge maltraktere det franske sprog – bruger hun vanen tro tiden på både at spolere og redde dagen på et fremadstormende marketingsbureau.
Her kæmper le boss og femme fatalen Sylvie (Philippine Leroy-Beaulieu), der som bekendt har skiftet Søren Bregendal ud med den solkyssede Laurent, lidt med noget frygt for amerikansk alderisme – og med at vise sin værdsættelse af den oversete og hurtigtalende Julien, som nu er begyndt at kigge mod nye kontorretninger.
Det lader yndlingskollegaen, den quirky Luc, sig ikke rigtigt mærke af. Han har for travlt med at knalde Michelin-damer og levere usammenhængende – om end poetiske – Gajolpakke-citater.
Disse kommer ofte i forbindelse med Emilys ulidelige menage a trois-situationer, hvilke udløser frustrationer og meterbrede gab – indtil der altså ’pludselig’ sker noget mon dieu-agtigt på den front.
For efter lidt stille dans til en monoton udgave af ’Dancing in the Moonlight – og efter forrige sæsons runaway bride-moment, hvor Camille endelig (!) anerkendte sit kærlighedsnederlag – synes det drænende romantiske shall/shall not-tovtrækkeri og ualmindeligt lange forspil mellem Emily og the hot chef Gabriel (Lucas Bravo) at have nået sin sukkersøde forløsning. Halle-freaking-luja.
Sig derfor au revoir til undertrykte længsler og bonjour til overgivelse og vovet sex på tagrygge.
Men det er faktisk ikke ’Emily in Paris’ eneste positive udvikling. Den fashionable Netflix-basker er nemlig blevet anderledes moderigtig – og her hentydes der ikke udelukkende til chikke koboltblå suits eller seriens inddragelse af TikToks storhittende real or cake-tendens.
Udover at stille skarpt på en forenende babybule og alternativ familieførelse angriber Darren Star-produktionen nu også misogyni, ubalancerede magthierarkier og slutshaming gennem et tidsåndeligt (og nogenlunde alvorstungt) MeToo-plot.
Det er på mange måder fint udført og yderst klædeligt. Det modsatte er muligvis at sige om nogle besynderlige bananinkluderede penis pants.
Men stor tøjkunst kræver som bekendt dristighed og ting, der stritter, og man fortaber sig netop i den æstetisk lækre seersucces, fordi den giver plads til Marylin Fitoussis vilde kostumer og smukke som uforståelige styles – og fordi den er leveringsdygtig i kælne billeder af parisiske gader fuld af gourmetmad, champagne og amour.
Serien gennemsyres dog af en polereret amerikansk karikatur af byernes by, hvilket skærer en lille smule i denne europæiske hud. Det samme gør overspillet – og stemmen – fra den ’sjove’ bedsteveninde, Mindy (Ashley Park), der uheldigvis deler seng og omgangskreds med sleske mænd, men som lykkeligvis ikke synger lige så meget som sædvanligt i denne sæsons første del.
Hun skal dog åbenbart deltage i Melodi Grand Prix, så mon ikke vi nok skal komme til at høre en masse semiirriterende fraseringer fra hende.
Og mon ikke seriens arbejdsrelaterede og egoantændte ildebrande, der forsøger at agere fortællemæssig motor, men som mest af alt vidner om dramaturgisk venstrehåndsarbejde, nok skal slukkes af seriens resterende halvtrætte og endimensionelle karakterer.
Trods tidligere nævnt tematisk fremgang er ’Emily in Paris’ fortsat som en æske Merci-chokolade: falskt franskklingende, dybt forudsigelig og fuld af tomme kalorier.
Jeg har dog ganske fornøjeligt ædt både æske og serie på en formiddag og 32 sekunder, og jeg gætter på, at du kommer til at gøre det samme.
Bonne appétit!
Kort sagt:
Det frankofile monsterhit er fortsat, som vi kender, hader og elsker det.
Anmeldt på baggrund af hele første del.