‘Lady in the Lake’: Natalie Portman er betagende, når hun roder i andres undertøj
Der er noget både omformeligt og umådeligt helstøbt over den mystiske gudinde, der i keltiske folkemunde omtales ‘the lady of the lake’.
For trods gentagne kernekvaliteter som stærk femininitet og et sultent hjerte, er sagnfortællingerne om (og beskrivelserne af) hende mangeartede – det samme er hendes skikkelser.
Hun afbildes nemlig ofte som bærer af forskellige kroppe og navne, og vandgudinden synes derfor ikke ’kun’ at fremelske den enkelte kvindes kompleksitet, men ligeledes feminin kød- og sjælelig forbundenhed.
Man kunne fristes til at mene, at det netop er et sådant portræt af hende, der males i den amerikanske forfatter Laura Lippmans roman ’Lady in the Lake’ fra 2016 – og ligeledes i Alma Har’els visionære serieadaption og navnesøster. I begge værker skildres misogyni og racisme i 1960’ernes Baltimore alt imens to kvinders parallelle liv sammenvikles gennem forfærdelige forbrydelser og en forenende (vand)kanal.
På den ene side står Maddie Schwartz (Natalie Portman), der iklædt gule spadseredragter og en velfriseret bob, der fungerer som sin kolde mands kosher servitrice og semitilfredse undersåt. Han undertrykker hende, hun sine pinsler.
Men da Maddie en dag finder en efterlyst jødisk pige død i en nærliggende sø, overskylles hun af insisterende ulykke, og som modsvar til livets dræbende meningsløshed – og med ønsket om at udskifte husmodertilværelsen med en profession som skrivende og mordopklarende journalist – forlader hun sin mand og sin faderbegejstrede teenagesøn.
Inden længe vil endnu et lig af en kvinde blive fundet i selvsamme sø, og på skæbnesvanger vis introduceres Maddie for borgerrettighedsaktivisten Cleo (Moses Ingram), der kæmper for retten til, at hun og sin sygdomsramte søn må trække vejret.
Spøgelsestilstande rammer byen, og i Maddie og Cleos både fra- og nærvær spørger presse, politi og publikum: Hvem er egentlig død? Who is the lady in the lake?
Med disse spørgsmål drives serien intenst frem – og med hyppige flashbacks også tilbage – når Alma Har’els mindre lystige version af ’Desperat Housewives’ alvorstungt beskriver den hårrejsende valorisering af folks liv og historier – og fremlægger, at kun nogles død er værd at sørge over.
Noir-thrilleren skræmmer altså ikke blot med to drabsager, men ligeledes med samfundets tragiske og hadefulde forhold. Visuelt er den dog langt mere end noir, for ’Lady in the Lake’ er fuld af 60’er-pang, glimmer, elegance og tilbagevendende surrealistiske sekvenser – nogle mere vellykkede end andre.
Lydsiden – eller snarere det suveræne soundtrack – er en af seriens absolutte styrker og tæller blandet soulbangers og pragtstykker af the one and only Nina Simone. Det musikalske ikons skarphed og rislen lyder særligt godt, når disse akkompagnerer Moses Ingrams både rørende og charmerende præstation som hardworker-mamaen Cleo.
Det varmer, når hun danser tæt med sin pimpstylede komikermand, men skærer når hun – grundet urimelighed og mafioso-typer – er ved at drukne i vand og i virkelighedens begrænsninger.
En smule mere frit kan Maddie bevæge sig, der i skikkelse af Natalie Portman er en voldsomt spændende karakter. Den Oscar-vindende skuespiller har tidligere vist sin styrke i nuancerede og intense kvindeportrætter (senest i Todd Haynes ’May December’), og i ’Lady in the Lake’ er hun endnu engang en ulmende og betagende man-eater.
På luftige udåndinger taler hun ligestilling, og med sortmalede øjne roder hun i andres undertøj og hovedstol med målet om at skrive/stjæle sig til et liv.
Og netop forbindelsen mellem liv og skriv er en nøgletematik i dramaserien, der griber i spørgsmål og problematikker vedrørende (sproglig) umyndiggørelse, fortællermagt, og hvad det vil sige at lukrere på – og forstørre – andres lidelser. Det meste er i denne forbindelse skrapsindigt og bevægende gjort.
Der er dog op til flere af ’Lady in the Lake’s selvstillede spørgsmål, der mangler at blive besvaret, ligesom der er delelementer – såsom en detaljeret beskrivelse af en 60’er-avisredaktion – som nok er lettere at udfolde i et litterært værk end i en miniserie på syv afsnit.
Men Alma Har’els adaption fungerer fint som en spændingsfortælling – og endnu bedre som en fortælling om to kvinders forskelligartede kamp mod frihed og et langsomt overtag på samfundets kvælende vand.
Kort sagt:
Lad dig ikke narre af ’Lady in the Lake’s glitter og glamour. Miniserien er en barsk gennemgang af misogyni, racisme, og hvad det vil sige, når undertrykte selv begynder at undertrykke.