‘Industry’ sæson 3: HBO’s hæmningsløse pengeserie er endelig fantastisk nok til at tage over fra ‘Succession’
Ifølge Descartes’ eksistensfilosofi kan mennesket vist ikke fremkalde billeder, der ikke allerede er i bevidstheden. Alle uhyggelige monstre, man kan møde i mareridt, vil være udgjort af former og farver, der allerede findes.
Hvis det passer, tør jeg ikke tænke på, hvad forfatterne, Mickey Down og Konrad Kay, bag de outrerede scenarier i ‘Industry’s tredje sæson har set i deres tid i Londons finansmiljø, som de senere skiftede til showbusiness.
For den i forvejen grænseløse serie topper sit eget ‘Højere Vildere (Skru Op For Den Bitch)’-mantra.
Eksempel: En karakter står på et tidspunkt under en julefest med familien, onanerende til en livestreamende camgirl på sin iPhone ved en urinal, mens han forsøger at swipe hende drikkepenge med den anden hånd foran en måske-måske ikke låst dør, med sin baby i bæresele, indtil hans kort bliver afvist, og der pludselig drypper blod fra hans cokenæse ned på babyens kind, og han sniffer lidt mere coke, inden han bevæger sig tilbage til selskabet.
Det er alt sammen meget chaotic evil-versionen af opremsningsbørnesangen ‘Bjerget ligger langt ude i skoven’, hvis den altså havde handlet om nogle af verdens mest nedrige kapitalister.
Dramaet er så stort, at vi konstant er på grænsen til plathed og sæbeopera, men i det store hele er det også fraværet af alle hæmninger, der tager ‘Industry’ fra god til fantastisk i denne sæson.
Forventningerne er ellers høje, efter HBO har bumpet den kritikerroste, men kun nichedyrkede serie op i hierarkiet med et nyt ‘Gossip Girl’-gruppesexet coverbillede og et historisk eftertragtet søndagsspot i sendefladen. Den skuffer heldigvis ikke.
Udgangspunktet er stadig London-divisionen af den amerikanske hedgefund Pierpoint. Denne gang handler det økonomiske om grønne investeringer og bankens store statsning på ESG (Ethical, Social, Governance) i form af det grønne energiselskab Luimi, der har Kit Haringtons old money-legebarn Henry Muck som falsk progressiv-CEO.
Udover et fornøjeligt Jon Snow-gensyn åbner hans adelige karakters historie for et bredere blik på det britiske klassesamfund, hvor man gyser over de rigeste svin i oilskin og golfbold i ganen-dialekter, der gør grin med Jeffrey Epsteins ø.
I de første to sæsoner har hovedpersonen i ‘Industry’ heddet Harper Stern. Myha’las investerings-vovehals, der trods falske eksamenspapirer hustlede sig hjerteløst til tops, indtil hendes forkærlighed for insidertrading alligevel fik skovlen under hende i slutningen af anden sæson.
Da sæson 3 starter, er hun strandet som kalendernusser i den etiske investeringsfond Future Dawn, og der sker et tiltrængt fokusskift i karaktergalleriet, indtil hun får en ny mulighed for amoralsk shorting-opportunisme.
Harpers tomme plads i det mærkelige magtspil med Pierpoint-chefen Eric Tao udfyldes i stedet af Marisa Abels rigmandsdatter Yasmin Hanani.
Hun kæmper ikke blot med at bevise sit ikke-eksisterende værd som børsmægler, men er også i paparazzi-dækket skandaleskjul (kasket og herligt taktløse Lady Di-paralleller), fordi hendes liderlige fars økonomiske svindel er blevet opdaget.
Det bekender han til Yas på den værst tænkelige måde: lige efter hun har fanget ham med hovedet oppe i skrævet på en højgravid yacht-tjener i hendes kahyt. Hans pik er endda stadig hård. Endnu en situation hvor hittepåsomheden er taget til den største yderlighed af deranged, som former hele sæsonen.
Mens Tao (Eric Leung) hele tiden har været karakterafvigende, er han nu single og i midtvejskrise, og havner konstant i ydmygende seksuelle udskejelser. Man aner seriens synsvinkel af Gen Z-afstumpethed, som nyder at hive bukserne af den gamle mand.
Sideløbende skildres det dog også, hvordan han som asiatisk-amerikansk ansat også er underlagt sine hvide chefer.
Serien har desværre givet op på ‘Alien’-aktuelle David Jonssons Gus, men til gengæld når vi nye følelsesmæssige dybder hos seriens eneste tilnærmelsesværdigt elskelige karakter – den forbandede blonde arbejderdreng Robert. Dertil rammes der plet med stort set alle nytilføjelser i galleriet. Især aktiegulvets nye blondine Sweetpea, der har 50.000 corporate girlie-følgere på Instagram.
Selvom sammenligningen bliver mere tom, jo mere man gentager den, tror jeg mere end nogensinde på, at ‘Industry’ kan udforme det hul i streaminglandskabet, der har været, siden vi efterlod Kendall Roy stirrende mod Hudson-flodens eksistentielle afgrund.
Prestigeserier, hvor alle er nederen, er efterhånden new normal, og selvom man kan nå langt med fyndig ondskab, kan det ikke holde kadencen alene. Jeg fik mareridt af at se mere end ét afsnit ad gangen, for det føles ofte som at være medløber til mobning.
Og selvom jeg i den første halvdel af sæsonen savnede, at serien handlede om noget og ikke bare om nogen, når den heldigvis i mål med stormstyrke til at igangsætte en ny finanskrise.
Selvom ‘Industry’ i nogle tilfælde burde tørre pulveret af næsen, stråler den i sidste ende som storartet neoliberalisme-pulp anno 2024 i ånden efter ‘American Psycho’.
Kort sagt:
Efter tre sæsoner har ‘Industry’ endelig nået sit fulde potentiale og ligner nu på alle punkter det hit, den har fortjent at blive.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.