KOMMENTAR. »Nu sker der nok snart noget«, har været den bærende udgangsreplik i hovedet på publikum over otte afsnit i sæson 2 af den adelige infight, House of the Dragon’. Og bevares, noget sker – bare ikke nok til at opfylde forventningerne. Vi keder os.
Spørgsmålet er, om Dragehuset vitterligt bevægede sig for langsomt i anden ombæring, eller om vi er blevet så hjernevasket af omskiftelighed og Tik-Tok-trang til øjeblikkelig nydelse, at enhver sendrægtighed virker som rottegift på vores nervøse nervebaner?
Ønsker man en perlerække af episke forløsninger uden opbygning, kan man jo bare se en Zack Snyder-film eller smelte noget dårligt heroin i en rusten ske. (Eller begge dele)
Publikum virker til at hige efter to ting: 1. De store slag. 2. Kvaliteten i ’Game of Thrones’ første fire sæsoner.
Men ’Game of Thrones’ første fire sæsoner var kendetegnet ved ikke at have særligt mange store slag. Faktisk var der kun to – ’The Battle of Blackwater’ i slutningen af anden sæson og kampen om Castle Black i slutningen af fjerde. De resterende og mere udskældte sæsoner sprudlede tværtimod af action.
Forspillets tyngde
Foruden at kunne forlade sig på George R.R. Martins originalmateriale (inden manden med selerne gik i stå) freestylede showrunnerne Benioff og Weiss sig frem til en bromance mellem Bronn og Jamie, der medførte en masse Jackie Chan-action og slapstick-comedy i Dornes ørkenstat.
Vi fik også et bims off-road-koncept, hvor Westeros’ Avengers-hold går på zombiejagt nord for muren for at redpille Cersei ved at vise hende, at der findes zombier, hvilket ender med at virke overraskende, selvom Cersei har haft en zombie som bodyguard de seneste tre sæsoner.
Pointen er, at selvom Tronekampen også ramte plet med de store kampe såsom ’Hardhome’ og ’Battle of the Bastards’, var det ikke disse sammenstød i sig selv, som sikrede serien sin kvalitet.
Enhver forløsning kan kun eksplodere med tyngden fra den substans, som forspillet har lagt i smedjen. Hvis vi ikke føler, at der er noget menneskeligt vedkommende på spil, kan folk rive hovederne af hinanden, ride på drager og skyde laser ud af øjnene i vilden sky, uden nogen løfter et øjenbryn (hvilket forklarer Marvel-koncernens indeværende problemer).
Men omvendt er forspillet også nødt til at have en indefravirkende kvalitet, altså kunne mere end blot at foranledige. Her går det galt for ’House of the Dragon’. Men det er interessant, hvorfor det går galt.
Magnetisk velspillende
Det er ikke på grund af skuespillet, som har været blændende hele vejen igennem. Emma D’Arcy, Olivia Cooke og Tom Glynn-Carney har ledt an i et ensemble af småkendte og underkendte skuespillere, der er både fremragende castet og magnetisk velspillende.
Det er heller ikke på grund af George R.R. Martins originalmateriale, som er et veritabelt cornucopia af intriger og borgerkrigsforbrydelser, og det er da slet ikke på grund af Ramin Djawadis atmosfæriske kompositioner, det elegante og umage kostumearbejde eller den overvældende autentiske scenografi og de dertilhørende smukke billeder og så videre. Alt hænger sammen på nær det vigtigste: manuskriptet.
Fortællingen slår altid på halv kraft, hvis der ikke er hjerteblod i blækhuset.
Det, der mangler i ’House of The Dragon’, er ikke ’mere action’ eller ’større slag’ og ’hurtigere forløb’. Det, der mangler, er et bedre forspil: scener, som får mig til at føle for karaktererne og frygte for deres skæbne.
Jeg ønsker at gyse, når min favoritter er i farezonen og juble i triumf, når de sejrer. Jeg er ikke interesseret i ’drama-som-sport’-forvekslingen. Jeg vil have noget, der stikker langt dybere: Det usunde parasociale forhold, som rigtigt godt tv kan stylte op som en drivende illusion. En serie, der er så god, at jeg får lyst til at være inde i den og leve blandt de fiktive karakterer.
Hvad ’House of The Dragon’ i stedet giver mig er en masse velskrevet dialog, som er fascinerende på samme måde som borgerlige menneskers kollektion af Royal Copenhagen-Stel: Man kigger på det, siger at det er ’flot’, tænker at det er ’fint’, og føler absolut ingenting.
Transit gennem kongeriget
Det nytter ikke noget, hvis tredje sæson åbner med fire afsnits ramasjang af ild og blod og glitrende stål, hvis jeg er lodret ligeglad med, hvem der beholder hovedet på skuldrene, når afsnittet er overstået, og jeg må desværre indrømme, at denne voyeuristiske apati nåede nye højdemeter her i anden sæson.
Da chefen for dronningegarden, Sir Steffon, blev opslugt af drageflammer sad jeg bogstaveligt og gabte mine kæber af led. Da drageridder-udvælgelsen udmøntede sig i et brutalt blodbad, var min reaktion mere ’helledusseda’ end ’hold-da-op’. Selv i en af de bedste scener, hvor Rhaenys T. dratter melankolsk mod jorden, var mit medfølelsesbarometer højest på mellemstadiet.
Så hvorfor kan Dragehuset ikke drage mig?
En af forklaringer kan være, at fortællingen ’strander’ karaktererne på faste pladser med identiske hensigter. ’Game of Thrones’ første sæsoner gav figurerne mere vingefang for dannelsen af hver deres heroes journey. Vores helte og skurke travaserede Westeros, blev adskilt fra hinanden, udsat for prøvelser og oparbejdede langsomt hver deres særskilte fortælling i hver deres særskilte hjørne af historien.
Spredningen af underfortællinger gav desuden universet en lang større ’bredde’. Westeros føltes som et stort kongerige, med forkalkede afkroge, der simrede af hengemt magi.
I ’House of The Dragon’ er alle karaktererne bosat på en af to lokationer: Dragonstone og The Red Keep (og nårh ja, selvfølgelig Damons drømmeborg, Harrenhall). Criston Cole møller rundt i midten, men ellers er kongerigets eventyrlighed begrænset til transit. Hvem gider udforske et land, som de fleste hovedpersoner kan flyve henover?
Marionetter i et opstillet drama
Desuden er de bærende karakterers hensigt støbt over samme kalkule: At ville sidde på tronen. Hold A mod Hold B.
I fraværet af idiosynkratiske intentioner bliver enhver karakter hurtigt et ansigtsløst delelement i en samlet masse. Det forsøger manuskriptet at løse ved at skabe scener, som iscenesætter indre bevægelse. Hvis karakterernes heroes journey ikke kan være en reel journey, fordi de er bundet i tid og rum og hensigt, må dramaturgien finde sted inde i karaktererne og udtrykkes igennem (meget) dialog.
Det, vi derved får, er en masse mindmap-psykologiske scener, som virker mere skrevede end levende. Man kan næsten høre ekkoet fra stemmerne, der læser op fra story-beats-post-it-noterne i forfatterrummet, for eksempel i scenen, hvor Larrys Strong kommer haltende ind til Aegon i finaleafsnittet og sætter sig på sengekanten. »Denne scene skal vise, at Larrys vinder Aegons tillid ved at henvise til sin egen forkrøblede tilstand og understrege håbet for en bedre fremtid, hvilket igangsætter den indre bevægelse, som skal flytte ham over i den nye del af plottet herovre«.
Spillet på borgen føltes farligt i ’Game of Thrones’, fordi man ikke vidste, hvad der kunne ske. Enhver scene kunne potentielt ændre hele hovedplottet, og selv når den ikke gjorde, indebar dialogerne deres egen poesi.
I ’House of the Dragon’ er kammerspillet ikke et indblik i Pandoras æske, men en nøje kalkuleret ’opsætning’, som er både velspillet og velskrevet, men aldrig virker autentisk og sitrende. Karaktererne fremstår ikke som levende mennesker i en verden af dirrende magi, men som dansende marionetter i et opstillet drama, der venter på tredje akt.
’House of the Dragon’s problem er ikke, at den går for langsomt, men at den ikke går i blodet.
’House of the Dragon’ kan ses på Max.