’Jackpot’: Hvis bare actionkomedie med John Cena og Awkwafina havde været instrueret af Tarantino
Vi befinder os i Californien i 2030. Et lotteri ved navn The Grand Lottery er blevet den nye store dille. Det er klassisk lotto med et dramatisk twist: Hvis nogen dræber vinderen inden for 24 timer, får de den gigantiske pengepræmie i stedet.
Ud fra præmissen alene lyder ‘Jackpot’ som en temmelig uopfindsom omgang. ‘Battle Royale’, ‘Hunger Games’ og ‘Squid Games’ er alle eksempler på en slags moderne fiktive gladiatorkampe, hvor mennesker dræber mennesker for at vinde liv, lemmer eller gysser.
Alligevel var der to gode grunde til, at jeg var forsigtigt optimistisk, da jeg satte mig foran tv’et med en pose Click-mix.
Den ene grund er filmens instruktør Paul Feig, som med ‘Bridesmaids’, ‘The Heat’, ‘Spy’ og ‘Ghostbusters’-rebootet har skabt gode og solide komedier og actionkomedier med det tilfælles, at de har kvinder, der både er runde karakterer, megagrineren og badass, i hovedrollen. Den slags har ellers langt fra været normen i Hollywood.
Den anden gode grund er skuespiller, komiker og rapper Awkwafina, bedst kendt for ‘The Farewell’, hvor hun udfoldede sine evner som komisk, varm charmetrold.
Awkwafina indtager rollen som den dusørjagede, snappy upcoming skuespiller Katie, der er så (u)heldig at vinde jackpotten i Feigs nye komedie. Hun spiller over for actionbøffen John Cena, som – viser det sig – gør en god figur som den atypiske bodyguard, der hjælper Katie med at undslippe L.A.s mange blodtørstige dusørjægere.
Kemien mellem de to skuespillere spiller fint, og især Cena byder på muntre stunder med sin inkarnation af det bløde, misforståede muskelbundt.
Men sådan rigtigt sjovt bliver det aldrig – heller ikke selvom Awkwafina og Cena virkelig prøver. Og det hjælper faktisk ikke på sagen, at de er omringet af en hær af bikarakterer – Simu Lui, Machine Gun Kelly, Ayden Mayeri – der også virkelig, virkelig prøver. Alle prøver helt vildt hårdt, og det bliver næsten for meget af det gode.
’Jackpot’ får alt, hvad den kan trække efter genrekunstens regler af rappe replikker, buddy ping-pong og til slut en bloopers-kavalkade af klip, som bliver ved. Og ved. Og ved.
Og indrømmet: Jeg er et rimeligt tough crowd, når det gælder Hollywoods amerikanske actionkomedier, men jeg kan som de fleste godt nyde en god komedie og synes altså, at ‘Jackpot’ er temmelig kedelig. Nok mest af alt, fordi den knækker på den dersens dumme præmis.
Inden for en halv time har Katie hele Los Angeles’ tilsyneladende skruppelløse befolkning på nakken, og det havde måske været sjovt at se hr. og fru. L.A. kaste med knive og stole, hvis ikke det havde været så forbandet ligegyldigt.
Oplevelsen havde måske været anderledes god, hvis en garvet voldsaficionado som Tarantino havde stået for koreografien. Jeg tør næsten ikke forestille mig, hvad han kunne have gjort med et rum fyldt med ambitiøse unge skuespillerinder med sylespidse hæle og albuer!
Feig er mere jordnær og ikke visuelt kreativ på den måde – eller hårdtslående for den sags skyld. Selv om der jo nok bliver sagt ‘fuck’ en gang eller to, er ‘Jackpot’ meget uskyldsren PG-13. Og de mange voldstableauer i ellers kreative settings (casting-gange, kungfu-rum, Machine Gun Kellys mansion osv.) føles repetitive.
Jeg kan som sagt godt lide Feig, men han er simpelthen ikke den rigtige til at løfte en omgang dum og lidt blød action. I stedet måtte han for min skyld hellere gå tilbage til at lave lidt mere relatérbare catfights mellem keglede brudepiger.
Dét kan han bedre finde ud af!
Kort sagt:
Trods god kemi mellem John Cena og Akwarfina føles Paul Feigs actionkomedie ‘Jackpot’ mest som en bleg PG-13 ‘Squid Games’ for ‘Hunger Games’-segmentet.