INTERVIEW. Jeg er næsten en smule skuffet, da jeg møder Harmony Korine ved sidste års Venedig Film Festival efter verdenspremieren på hans nyeste kreation, den infrarøde lejemorderfilm ’Aggro Dr1ft’, der nu er tilgængelig på streaming.
Til premieren turnerede han rundt på den røde løber iført en dæmonmaske, der også optræder i filmen, men dagen derpå er masken udskiftet med en fed cigar og en åbentstående hawaiiskjorte.
Harmony Korine har en mørk side og en pæn side: Der er den uregerlige skaterteenager, der som 19-årig gjorde sin debut som manusforfatter på den grænsesøgende undergrundsfilm ’Kids’ i 1995.
Den samme teenager, der fire år senere blev indlemmet i Dogme95-klubben med filmen ’Julien Donkey-Boy’ efter at have modtaget Lars von Triers velsignende ord: »Han er fuldstændig skør. Det er godt. Det er det, vi har brug for«.
Udsagnet var en perfekt indkapsling af den unge instruktørspire, som samme år satte sig for at optage verdens, efter Korines eget udsagn, »sjoveste film«.
Under titlen ’Fight Harm’ optog han en serie af vignetter, hvor han blev lammetævet af fremmede mennesker på gaden. Filmen blev aldrig til noget, fordi tæskene førte til alvorlige skader og fængselsophold – og fordi optrinnene ikke var nær så sjove for andre, som instruktøren mente, de burde være.
Det var også i den periode, at han begik en stribe af legendariske besøg i David Lettermans talkshow, der kulminerede, da han blev bortvist på livstid, fordi han angiveligt forsøgte at stjæle fra Meryl Streeps taske i backstage-området. Optrin, der siden er blevet udødeliggjort på YouTube.
I dag er det den pæne side, der møder mig og en håndfuld andre internationale journalister til en snak om ’Aggro Dr1ft’, hans nystiftede og allerede banebrydende tech-produktionsselskab EDGLRD (udtales Edgelord) og filmmediets fremtid.
Stofferne fra hans ungdom, der affødte otte lange år uden en film på cv’et mellem 1999 og 2007 (og flere nedbrændte huse, fordi han faldt i søvn med tændte cigaretter), har den i dag 51-årige instruktør for længst lagt bag sig.
I mellemtiden har han fundet det tætteste, han nogensinde er kommet på mainstreamsucces, med film som ’Mister Lonely’, ’Spring Breakers’ og ’The Beach Bum’.
Men nu er Korine endnu engang klar til at bryde alle konventioner.
Kvalmende ond
Med ’Aggro Dr1ft’ har han lavet en film, som han slet ikke vil kalde en film.
Her følger man verdens bedste lejemorder, der begiver sig gennem Miamis underverden, mens han reflekterer over splittelsen mellem sin gerning og sit liv som familiefar (fornemmer man en slags kunstner-selvportræt?).
Det er en klassisk Korine-fortælling om karakterer på kanten af samfundet, der forsøger at transcendere livets tristesse ved at skabe alternative fællesskaber og nye virkeligheder. Præcis som den krøllede hjerne bag selv har gjort det.
Resultatet blev kaldt »kvalmende ondt« af Soundvenues filmredaktør ved premieren. Og filmen minder i det hele taget ikke om noget andet med sine infrarøde billeder, sin inspiration fra computerspil- og TikTok-æstetik, sin gumpetunge dialog og papirstynde plot. Alt sammen overlagt, bedyrer Korine.
Som kunstnerisk leder af EDGLRD har han begivet sig ind i en ny fase af sin karriere, der sammenkæder cutting edge teknologi med filmkunst for at skabe en form, som kan fange vores interesse i en tid, hvor vi søger underholdning på adskillige skærme på samme tid.
For når den undergrundskultur, man er født og opvokset i, er blevet udraderet af populærkulturen, er der kun én måde at slå overmagten på: På dens egen banehalvdel.
Vi spurgte ham om ambitionen bag hans nye selskab, om filmmediets fremtid og videospils indvirkning på filmkunsten, der også har inspireret hans kommende film ’Baby Invasion’ – fotograferet som et førstepersonsskydespil – der får premiere på dette års Venedig-festival i september.
Hvad kommer efter spillefilmen?
Hvad er visionen bag EDGLRD?
»EDGLRD er egentlig et designfirma med udgangspunkt i tech-industrien. Det er en slags kollektiv, der samler spiludviklere, programmører, unge tech-folk, hackere, designere og arkitekter. Formålet er at undersøge, hvordan vi kan skubbe til de formmæssige grænser, være legesyge og se, hvad der gemmer sig derude«.
»En af de ting, vi til at starte med satte os for at udforske, var spørgsmålet: Hvad definerer en film? Vi ville gerne lave noget, der overskred de traditionelle rammer, noget, der mindede mere om en sensorisk oplevelse. For at finde ud af, hvad der kom efter spillefilmen«.
»Det var lidt som et laboratorium: Vi brugte et år på at lege med forskellige teknologier. Alle mulige forskellige audiovisuelle-komponenter. Udfordringen var, at vi jagtede noget, som vi kunne føle, men som vi ikke kunne sætte ord på. Det handlede om at gå på opdagelse, at være legesyge som børn. Der var intet højstemt over det«.
»Grundspørgsmålene, vi stillede os selv, var: Hvordan underholder vi os selv? Hvad har vi ikke set før? Hvad kunne være sjovt at lave?«
»Det var sådan, ’Aggro Dr1ft’ blev født«.
Ren energi og farve
Hvordan opstod ideen om at optage filmen i infrarød?
»Min fotograf begyndte at bruge de her termiske kameraer, som han fik lov at låne af NASA, der bruger dem til deres termiske billeder«.
»Vi lavede nogle tests med kameraerne, og det var virkelig interessant. Vi prøvede at koble det med teknologier fra spilbranchen og til sidst med kunstig intelligens, som vi brugte til at lægge effekter over billederne. Jeg følte, at det var ulig noget, jeg havde set før. Det føltes, som om billederne var baseret på ren energi og farve«.
Hvor førte det jer hen?
»Jeg ville gerne lave noget, der føltes mere som et videospil. Noget, der var barberet ned til det allermest basale: Arketyper, sparsom dialog og i virkeligheden bare en vibe. Det er dét, der tiltaler mig allermest: Noget, der er vibe-baseret. Ikke didaktisk eller narrativt, men baseret på en vibe, en følelse, en oplevelse. Meget af det kom fra videospil«.
»Jeg har selv spillet en masse videospil i løbet af de sidste år, og de begyndte at udfylde mere og mere af min tid. Det er, som om tiden bliver ophævet, fordi man træder ind i en åben verden, som man kan gå til på så mange forskellige måder. Den ide kan jeg godt lide, men det er også skidt, fordi det kan opsluge en – modsat film, som begyndte at fylde mindre og mindre i min hverdag, og som jeg synes er blevet mindre og mindre interessante«.
Hvorfor synes du, at traditionelle spillefilm er blevet mindre interessante?
»Det er en udvikling, der er sket over flere år, som jeg egentlig har haft svært ved at forstå, for jeg er flasket op på film. Jeg elsker dem tydeligvis, for jeg har lavet dem, siden jeg var teenager. Men i årenes løb er de begyndt at føles af mindre og mindre. De var ikke længere beskidte. Jeg kunne ikke mærke dem«.
»Jeg fik ikke den samme følelsesmæssige forbindelse, som når jeg ser en film af John Milius eller Clint Eastwood, som jeg stadig føler mig forbundet til. Alt det nye føltes, som om det kom fra en algoritme. Alle talte, som om den samme havde skrevet dialogen, billederne så plastiske ud«.
»Jeg begyndte at gravitere mere mod de videospil, mine børn spillede, eller klip på YouTube og TikTok. Det fik mig til at genoverveje filmen, og om mærkatet overhovedet havde en betydning. Jeg er ikke knyttet til biografoplevelsen – jeg synes, det er på tide at prøve noget nyt«.
»Måske er ’Aggro Dr1ft’ slet ikke en film. Jeg forsøgte i hvert fald at undgå at lave en film. Jeg freestylede. Vi havde ikke et traditionelt manuskript. Jeg var ude efter noget andet, og derfor kommer filmen også til at dele vandene – og det er helt fint«.
Vender virkeligheden ryggen
Hvad er forbindelsen mellem videospil og film? Spilmediet lader til at have gennemgået en udvikling, hvor spil først efterlignede film ved at integrere et narrativ, og hvor film derefter begyndte at imitere videospil-æstetik …
»Det er helt rigtigt. Jeg begyndte at få en fornemmelse af, at grænserne mellem medietyper var ved at smelte sammen. Spilteknologien var blevet så god, at den næsten vendte det hele på hovedet: Traileren til ’Call of Duty’ ligner, at det kunne være en Spielberg-film, og ’Transformers’-filmene ligner spil. Live action, spil, musik og kunst smeltede sammen med teknologien på en måde, jeg aldrig har set før«.
»Vi har også selv udviklet et spil, der er baseret på ’Aggro’. Tanken er, at filmen og spillet skal komplimentere hinanden. De skal regenereres, remixes, og på den måde kommer filmen måske aldrig til at slutte«.
I dine tidlige film fik man en fornemmelse af, at du prøvede at skubbe til grænserne for, hvordan man kunne indfange noget, der var ufiltreret, ægte og virkeligt. Er det overhovedet muligt at indfange det virkelige i dagens hypermedierede samfund?
»Jeg er gået helt væk fra at forsøge at indfange noget, der er virkeligt. I dag er jeg langt mere interesseret i det uvirkelige: At forsøge at indfange en oplevelse«.
»Jeg har vendt virkeligheden ryggen og vil hellere nå frem til noget, der minder mere om æstetiske stoffer: Indfange oplevelsen af at tage på klub eller til rave. Følelsen af at blive slået i gulvet af musikken. Er det muligt at opleve den fysiske oplevelse gennem noget, der er nogenlunde narrativt? Det er dét, vi afsøger«.
Mindblowing
Hvordan ser du på nye teknologier som kunstig intelligens og deres potentielle rolle i filmmediets udvikling?
»Jeg synes, det er spændende. Verden er konstant i forandring, og jeg ser det på ingen måde som en eksistentiel trussel. Jeg tror heller ikke, at det ene kommer til at erstatte det andet«.
»Lige nu arbejder vi på et system, vi kalder The Dream Box, som skal gøre det muligt at skabe billeder af sine drømme uden brug af prompts«.
Hvad vil det sige »uden prompts«? Er det forbundet til ens tanker?
»Det er ideen. Vi har allerede lavet nogle tests, som har været fuldstændigt mindblowing«.
Det lugter langt væk af disruption …
»Tja, uanset hvad jeg gør, bliver det altid tolket som en form for disruption. Selv når jeg synes, det, jeg laver, er dårligt«.
»Hvis du havde fortalt nogen, hvad internettet ville udvikle sig til, ville de aldrig have troet dig. Ingen ved, hvad fremtiden bringer – og det er enormt spændende«.
’Aggro Dr1ft’ kan ses på edglrd.com.