INSIDER. Sebastian Bull gjorde sig for alvor bemærket som gangsteren Nicki Nørrebro i spændingsserien ’2 Døgn’ i 2021-2022, men han har været aktiv i mange år.
Siden debuten som barneskuespiller i Thomas Vinterbergs ’Submarino’ i 2010 har den 28-årige skuespiller blandt andet medvirket i ’Jagten’, ’9. april’, ’Efterforskningen’ og ’De forbandede år 2’.
Nu er Hellerup-fødte Bull aktuel med sin største rolle til dato i Gustav Möllers ’Vogter’, hvor han spiller over for ingen ringere end Sidse Babett Knudsen. Bull portrætterer Mikkel, som indsættes i et fængsel, hvor Babett Knudsens Eva arbejder som betjent. Hvad han ikke ved er, at Eva er mor til den unge mand, han har fået 16 år bag tremmer for at slå ihjel.
At spille hovedrollen i selskab med en skuespiller, der – med Sebastians ord – har »Kim Larsen-faktor« og er »vores alle sammens mor«, i en film anført af så skarp en instruktør som Möller, har betydet meget for Bull. Faktisk turde han nærmest ikke tro på, at det var rigtigt, da han fik opkaldet om, at jobbet var i hus.
Vi fangede Bull en tirsdag formiddag over telefonen til en snak med udgangspunkt i Soundvenues interviewkoncept Insider, hvor en aktuel kunstner tager os med bag kulisserne og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Et uventet pres
Hvad var den sværeste nød at knække på ’Vogter’?
»Det, der var svært for mig, var ikke fysikken. Altså, han er sindssygt fysisk, Mikkel. Hans vrede og hele det der fængselstraume sidder i hans fysik. Så det brugte jeg vildt meget tid på at få inkorporeret. Men det, der især var svært for mig, var, når han så åbnede munden og snakkede. Hvor fanden ligger Mikkels stemmevolume i alt det her?«.
»Så stod jeg dér på set og havde en lang dialogscene med Sidse, hvor jeg lige pludselig var sådan her: ’Gud, jeg er blevet helt usikker på, hvordan fanden er det, hans stemmeleje ligger? Hvordan snakker han?’. Det var noget, vi måtte tage lidt løbende.«
Hvilken detalje er du gladest for ved ’Vogter’, som andre måske ikke vil lægge mærke til?
»For mig er det helt klart de steder, hvor Mikkel er skrøbelig, og man ser måske ikke ved første øjekast specifikt, hvor det er. Der er lagt sådan nogle små Kinder-æg rundt omkring, hvor der ligger noget sårbarhed for den her hårde mand«.
»Det er jo også en film, som handler om så meget andet end bare fængsel og vold. Det er jo en bearbejdelse af sorg. Det at opfostre sin søn i stabile gode rammer, og alligevel så ender han i noget lort«.
Hvilken konkret feedback påvirkede mest arbejdet med ’Vogter’ i tilblivelsesprocessen?
»Jeg var i Nyborg Statsfængsel, hvor jeg besøgte flere afdelinger. De der unge gutter var rimelig oppe at køre, fordi de havde set mig som Nicki Nørrebro i ’2 Døgn’. De elsker bare ’2 Døgn’ inde i spjældet. Det var det fedeste«.
»Jeg skulle navigere i alt det der blærerøvsshow, hvor de fortæller, hvor seje de er og sådan noget. Da jeg ligesom kom forbi det, var der én af dem, der kiggede på mig og var virkelig seriøs. Og så siger han: ’Når jeg kommer ud herfra, så ser jeg filmen, og så vil jeg have, det skal være 1:1 rigtigt, hvad du gør’«.
»Dér fik jeg et uventet pres, som jeg ikke havde forventet, jeg ville tage på mig, for jeg identificerer mig jo ikke med den verden. Og jeg synes ikke, man skal gøre, ligesom de gør. Men på en eller anden måde, hvis man giver kærlighed til det, bliver du også nødt til at sige: ’Jamen klart, vi er i den her situation. Selvfølgelig skal jeg portrættere en karakter så rigtigt, som det nu kan være’«.
Vidunderligt talent
Hvilken fysisk genstand er den vigtigste for, at du kan gøre dit arbejde godt?
»Øhm ja, altså jeg vil ikke reklamere med det, men … en pakke snus. Det kan være sindssygt svært at have ADHD, når man laver film. Pakken er skidefed, for så kan jeg dreje lidt på den, jeg kan åbne den og lukke den, når jeg sidder og snakker replikker. Det er sådan en stressbold på en eller anden måde for mig. Så den har jeg altid på mig, for så går det bedre med at høre efter, jeg får noget stimulans af nikotinen, og det gør, at jeg ligesom kan klare de der læseprøver og pauserne bedre, og hvis der er en eller anden instruks, er det rart lige at have den i hånden og sådan noget. Det er bare nu engang sådan, det er for mig«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Jeg vil sige, at Patrick (A. Hansen, red.), som er med i ’Mørkeland’, har jeg altid syntes var vidunderlig. Han har en komisk nerve, der er fantastisk, og hans repliklevering er superfed. Så han er én, hvor jeg tænker, han kunne godt tage fart«.
Hvilken irriterende tendens inden for dit felt taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Jeg tror stadig, det er det der med, at fordi man er filmskuespiller, er det svært at komme ind i teaterverdenen. At det på en eller anden måde stadig er fine art at lave teater, hvor man ikke bare kan komme ind fra højre, som man kan på film«.
»Jeg har jo tatoveringer, og der er mange, der har sagt, ’du ødelægger det for dig selv’, hvor jeg så bare bruger det til at sige ’det vigtigste er, at Sebastian har det godt privat’, og det er ved at have tatoveringer. Selvfølgelig skal mit skuespil også kunne leve samtidig med det, men vi er jo også bare i en anden tid. Man kan gå en tur på Strøget, og så kan du blive streetcastet, og lige pludselig er du med i en tv-serie. Så hvorfor fanden skal jeg ikke kunne have tatoveringer og spille andre typer roller end kriminelle? Jeg synes virkelig, det er på tide med et kæmpe opgør med alt det der«.
Ikon og geni
Hvem er det største geni i din branche, som få mennesker udenfor kender?
»Altså jeg ved ikke, om det er dårlig stil, men jeg vil nævne én af mine bedste venner, Lue Støvelbæk. Han laver meget teater og har vundet en Reumert, så det kører jo for ham. Men jeg synes bare ikke, han får de roller i dansk film, han fortjener«.
Har du et stort kunstnerisk forbillede, du ser op til?
»Ja ja, det har jeg, og jeg bliver ved med at sige det. Jeg har holdt fast i ham i mange år. Thomas Bo Larsen. Han er mit ikon og mit geni. Og heldigvis har jeg fået ham lidt som mentor, så vi mødes og går nogle ture sammen og snakker ofte. Vi har ligesom fået et virkelig nært venskab. Vi har fulgt hinanden i mange år, fordi jeg spillede hans søn i ’Jagten’ til at starte med. Så lavede vi ’Advokaten’ sammen i Sverige, hvor vi hang ud mange måneder sammen, hvor jeg fik lov til at se, hvordan han arbejder rigtigt«.
»Og man kan ikke andet end tage hatten af for det, han gør. At se ham arbejde er så fucking inspirerende, fordi han navigerer så vildt i sit kompas. Han kan sidde i en bil på vej på set og ikke ane, at han har en stor monolog. Jeg tænker bare ’fuck mand, hvad laver du? Altså kom nu, du bliver nødt til lige at kigge på dine replikker’. Jeg er ordblind selv, så jeg har svært ved at hjælpe ham. Men klip til, at han bare nailer den under optagelserne. Hans tilstedeværelse er så vild, når han bare lige pludselig er der«.
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, som du møder?
»Det er, at der er mange, der tror, det er nemt at være skuespiller. Altså at du har lavet én film, og så er du økonomisk sikret, og det er svært at finde forståelse for, at det kan være svært. Hvis man brokker sig, bliver man tit mødt med ’amen hold dog kæft, det går da godt for dig’«.
Intern jalousi
»Men der er virkelig meget intern konkurrence og jalousi. Jeg synes, arbejdsmiljøet skal være sundere. Altså, vi er alle sammen nogle egoister, der skal arbejde sammen. Og der synes jeg, at man skal pakke sit ego væk og arbejde sammen som hold og sørge for, at alle, lige meget hvilken funktion du har på et filmset, bliver taget seriøst«.
Hvornår har du virkelig følt dig forstået i forbindelse med en produktion?
»Jeg optog en amerikansk film, der hedder ’Azrael’. Jeg havde lige haft første dag på set, og jeg sidder i min trailer, og så ringer min agent og siger: ’Sebastian, du har fået ’Vogter’’. Jeg tænker, det her, det er bare ikke rigtigt. Men hun var sådan, ’jo jo, det er det. Jeg ringer igen om fem minutter’. Så lagde jeg på og gik ud af min trailer, og så står der én, som hedder Nathan (Stewart-Jarret, red.), som er en stor engelsk skuespiller. Han var sådan, ’er du okay?’. Så var jeg sådan, ’ja, jeg har fucking lige landet en hovedrolle. Min første hovedrolle i en dansk spillefilm’. Og så var han sådan ’nå, tillykke’, og så tænkte jeg ikke mere over det«.
»Jeg kommer hjem til mit hotelværelse, hvor jeg bare bryder fuldstændigt sammen, fordi jeg er så lykkelig. Jeg stod og græd på mit værelse alene, fordi jeg gerne ville have fejret det her med de mennesker omkring mig, der betyder noget, og jeg følte mig alene der midt i Estland. Og imens jeg er ked af det og samtidig vanvittigt lykkelig, banker det på min dør, og så står Nathan i sit stiveste puds og siger: ’Må jeg ikke invitere dig på middag og fejre din nye rolle?’«.
»Og så går vi ned og drikker champagne til klokken tre om natten, selvom vi begge to har optagelser dagen efter, og vi synger hele vejen hjem – altså, vi havde det bare så sjovt sammen. Og der handlede middagen bare om at fejre: Det går godt. Det er sådan et øjeblik, jeg tit tænker tilbage på, hvis der er et eller andet. Der er masser af kærlighed i det her. Vi skal bare give det til hinanden, i stedet for at det hele bliver så konkurrenceminded«.
Hvornår har anmelderne eller publikum misforstået din intention med noget af dit arbejde?
»Jeg tror måske mest, det var, da jeg prøvede at lave musik. Med skuespil har jeg altid fået fine anmeldelser, men når man tager nogle nye chancer, kan folk godt være sådan, ’årgh, kan du ikke bare holde dig til at være skuespiller?’. Men jeg har ikke sådan fået rigtig høvl for noget. Der er nogle ting, der er gået mindre godt, men det har aldrig været mig, der har fået på den store klinge. 7-9-13«.
At vende stilstand til sin fordel
Hvad er det bedste ved dit job?
»Det kollegiale, når man er i gang med en scene, er fedt. Og det er fedt, når musikken svinger i scenen – man er gode til sine replikker, og man er gode til det hele, sammen. Så kan man bare mærke, ’årgh, det er nu, det er fedt’. Det er de der momenter, som man søger, hver gang man laver en film. At have den der samhørighed«.
Hvad er det værste ved dit job?
»Det værste er, at det handler om én selv. Jeg synes meget hurtigt, man kan blive for selvkritisk. Og så for sådan en som mig, der har ADHD, er det værste, du kan gøre at få et ustruktureret arbejde. Så det handler om selv at prøve at finde en eller anden måde at gøre det struktureret på. For eksempel ved jeg, at når jeg ikke har arbejde, så har jeg et skema, jeg kører efter«.
»Det der med at gå på kompromis med sin kunstneriske integritet kontra penge – det er også en konstant kamp. Der er mange af mine venner, som er dygtige skuespillere, som har valgt at lægge det på hylden, fordi de kan ikke klare det mere. Nogle har sagt nej til et job, fordi de tænker, det kørte og ’nej, jeg er ikke her, jeg skal lave sådan en her type film’, hvor jeg altid har sagt: ’Tag det nu bare’. Deres kunstneriske integritet har ligesom spændt ben for dem selv. Tit må man gå på kompromis med det, man gerne vil, fordi det måske kan tage én lige lidt videre«.
Hvad er dit vigtigste venskab i branchen?
»Lue Støvelbæk og jeg er i gang med at udvikle en tv-serie sammen, som han og jeg har fundet på og skrevet, og så har vi så ansat nogle mennesker«.
»Når man møder et kreativt menneske, som man svinger ekstremt godt med, kan man lige pludselig få ting til at ske. Og man bruger hele tiden de der stilstandsperioder, der er, til sin fordel – til at sige: ’Perfekt, nu har jeg sgu lige lidt fri, jeg gider ikke bare spille PlayStation eller World of Warcraft, jeg vil i gang’. Når man så kender nogle fede mennesker, så giver det hele bare sig selv. Og vi også arbejder hårdt, ikke?«.
’Vogter’ har biografpremiere 12. september.