‘In Restless Dreams: The Music of Paul Simon’: Jeg fik tårer i øjnene og en klump i halsen under livsbekræftende portræt af en ægte legende
»Jeg har fingeren derude et sted, og så kommer pulsen«.
Således beskriver Paul Simon sin drivkraft, og vel at mærke ikke den drivkraft han havde som ung, da han skrev nogle af musikhistoriens mest ikoniske sange, men derimod den, han besidder, da han som 81-årig laver albummet ‘Seven Psalms’.
Det albums tilblivelsesproces får dejligt meget fokus i Alex Gibneys nye dokumentar ‘In Restless Dreams: The Music of Paul Simon’, der viser en aldrende kunstner i fuldt legesygt vigør og med et dybt fokus på skabelse – her seks årtier inde i karrieren.
Det er livsbekræftende at se hovedpersonen optage hvalknogler og melodisk percussion, vise sin imponerende samling af eksotiske instrumenter fra hele verden og dirigere a capella-oktetten Voces8 under indspilningerne.
Imellem disse sekvenser klippes der selvfølgelig til Simons imponerende karriere, der tog sin begyndelse sammen med folkeskole-kammeraten Art Garfunkel i New York tilbage i slut-50’erne, da de under navnet Tom & Jerry udgav singlen ‘Hey Schoolgirl’.
Draget af byens spirende folkscene i kvarteret Greenwich Village begyndte Simon selv at skrive sange, og filmens fokus på en helt tidlig demoudgave af ‘The Sound of Silence’ understreger, hvor formfuldendt Simon er som sangskriver i start-20’erne.
Han var ellers begyndt at studere jura, men studierne droppes, for som han siger: »Jeg ville ikke være advokat, men sangskriver og musiker, der kunne hyre en advokat, hvis jeg fik brug for det«.
Og skærmydslerne melder deres ankomst. Tom & Jerry er nu blevet til Simon & Garfunkel og er i 1965 slået igennem med netop ‘The Sound of Silence’. Succesen fortsætter årtiet ud og når et kommercielt og kunstnerisk højdepunkt med mesterværket ‘Bridge over Troubled Water’ i 1970.
Men her kommer der også revner i venskabet mellem Art og Paul. Førstnævnte prioriterer en spirende filmkarriere og sidstnævnte mærker mindreværdskomplekser. Pauls mor har nemlig sagt: »Du har god stemme, Artie har en flot stemme«, og man ser også tydeligt Simons irritation over, at hans makker soler sig i rampelyset og nærmest gør ‘Bridge over Troubled Water’ til et solonummer.
Tilblivelsen af det udødelige album blev også filmet, og det er umuligt ikke at fokusere på, hvordan de to gamle venner åbenlyst glider fra hinanden in real time.
En af 60’ernes mest elskede duoer kaster håndklædet i ringen, og Simons solokarriere indledes. Op gennem 70’erne med skiftende succes, hvilket også er en af årsagerne til, at Simon & Garfunkel genforenes til den gigantiske koncert i Central Park i 1981. De gamle trakasserier melder dog deres ankomst, og Simon rammer for alvor plet som soloartist med ‘Graceland’ i 1986.
Og her forsvarer filmen virkelig sin spilletid på tre en halv time. Alex Gibney er særdeles gavmild med det materiale, han har haft til rådighed, og det er praktisk talt umuligt at sidde stille under en lang og dybt livsbekræftende sekvens, hvor Simon og hans sydafrikanske musikere groover sig ind på hinanden i studiet i Johannesburg, mens de skaber det legendariske album.
Ved udgivelsen af ‘Graceland’ blev Simon mødt med kritik, fordi mange mente, at han ved at arbejde i Sydafrika støttede det daværende apartheid-styre. Men pointen var jo netop, at han hyldede landets sorte befolkning og gav plads til deres stemmer og følelser.
Hvilket yderligere understreges i stærke interviewsekvenser med Hugh Masakela og Miriam Makeba, som ligeledes begge medvirkede ved den koncert, hvor Simon opførte ‘Graceland’ på Rufaro Stadium i Zimbabwe.
Den dejlige koncert er filmens helt store klimaks, og at Simon og hans enestående ensemble samler både sorte og hvide under verdensmusikkens magiske faner bekræfter med syvtommer-søm hele formålet med ‘Graceland’-projektet. Jeg sad konstant med tårer i øjnene og en klump i halsen under hele seancen.
Med en karriere så lang og omfangsrig som Paul Simons havde det været nemt at falde for fristelsen og begå den generiske ’nu slår vi ned på de centrale øjeblikke’.
Bevares, det gør Alex Gibney også, men netop fordi han har prioriteret en lang spilletid, bliver alle aspekter tilfredsstillende belyst, ligesom vi bevidner en kunstner, der i sin karrieres efterår stadig har appetit og nysgerrighed.
Kort sagt:
Paul Simons omfangsrige karriere belyses i livsbekræftende dokumentar, der belyser alle aspekter på mere end tilfredsstillende vis.