Vi gyserfans er blevet forkælet i en sjælden grad af Ti Wests ’X’-trilogi. Over tre år har den garvede mumblegore-instruktør serveret tre distinkte visioner af exploitation-cinema. Film, som alle handler om det sidste århundrede, men som umiskendeligt er tiltænkt nu og her.
I den første film ’X’ spiller Mia Goth både den vordende pornostjerne Maxine Minx samt seriemorderen Pearl, som skuler ondt og liderligt mod det unge kød, der bruger hendes lade til at optage smuds.
’Pearl’ vender snuden tilbage til den titulære psykopats ungdom i 1918, hvor den tyske immigrant selv har hovedet oppe i skyerne med drømme om Hollywood.
Og i det biografaktuelle finalekapitel ’Maxxxine’ spoler West båndet frem til ’85, hvor Goths pornostjerne gør sig klar til sit store gennembrud som skuespiller i studiegyserfilmen ’The Puritan II’. Alt imens lurer en mystisk seriemorder i gyderne, og sexarbejdere forsvinder sporløst til eksklusive fester oppe i The Hills’ villaer.
Samtlige film kredser om Goths dobbeltkarakters (de)route til glamour og berømthed gennem den lille såvel som store død på filmrullen, men ellers er den røde tråd mellem de tre kapitler ikke helt klar. I stedet bruger West og medproducer Goth hver film til at granske exploitation-genrens komplekse historik i det kristenkonservative USA.
Trilogien har således mere tilfælles med Krysztof Kieslowskis Tricolore-trilogi bestående af det franske flags farver ’Blå, ’Rød’ og ’Hvid’, end den har med ’Fredag den 13.’. Om end den tematiske farve for hver ’X’-film ville være blodrød.
Fra Pressburger til Hitchcock
West har altid haft et sjældent talent for at dyrke gysergenrens klicheer og gøre dem til sine egne. Med sit gennembrud ’The House of the Devil’ satte han den prestigiøse ’Rosemary’s Baby’ i hjertet af en satanisk home invasion-film, hvor en babysitter passer et ægtepars villa, som viser sig at huse en diabolsk hemmelighed.
De visuelle motiver hentet fra ikoniske gysere driver ligeledes ned ad væggene af hans slasher-trilogi.
Med ’Pearl’ tog West udgangspunkt i technicolor-klassikere fra første halvdel af det 20. århundrede – som ’The Wizard of Oz’ og Powell/Pressburger-musicalen ’The Red Shoes’ – til at fortælle en Disney-agtig prinsessehistorie om en enfoldig psykopat. For Pearl snakker også med dyrevennerne i skoven – hendes selskab er dog hverken Jesper Fårekylling eller Bambi, men i stedet en massiv sumpalligator.
’X’ udspiller sig, som hvis de unge byboere fra ’Motorsavsmassakren’ tog til Texas’ bagland for at skyde pornofilmen ’Debbie Does Dallas’ på kannibalfamiliens gård.
Begge film har deres ben solidt plantet i Hitchcocks spændingsfyldte drejebog, og ’Maxxxine’ fortsætter i endnu højere grad tendensen ved vitterligt at præsentere kulissen fra Bates’ Motel.
Generelt er det sidste kapitel mere åbenlys med sine referencer til fordum tids mestre. Det er ikke tilfældigt, at udgangspunktet for mange af filmens visuelle motiver er fra Brian De Palmas filmografi, der originalt moderniserede Hitchcocks spændingsthrillere i film som ’Sisters’, ’Body Double’ og ’Blow Out’.
Filmens ansigtsløse seriemorder med de stramme læderhandsker er pænt lånt fra giallo-genrens garderobe og dens mange psykopater, drømt op af italienerne Dario Argento, Mario Bava og Lucio Fulci.
’The Puritan II’ vækker desuden minder om den gale brite Ken Russels vanvidsnonnefilm ’The Devils’, som han af uransagelige årsager fik Warner Bros. til at lægge ud for.
Kold mammon og Gud
Alle de visuelle motiver underbygger en historie, som netop handler om exploitation-genrens plads i Hollywood gennem det 20. århundrede.
Den centrale konflikt i ’X’ mellem den dumstædige pornostjerne Maxine Minx og den aldrende seriemorder Pearl, der ser de unge, virile mennesker som et spyt i ansigtet på sin egen dødelighed, foregår ikke kun imellem den døende og nye generation.
I 70’erne var det gamle Hollywood-studiesystem og Hays’ kodeks, som satte samtlige film under strikse censurpolitikker, for længst ført bag skuret til et nakkeskud.
Det gav plads til en mainstreamfiksering på vold og sex på film. Folk strømmede i hobetal ind for at se pornofilmene ’Behind the Green Door’ og ’Deep Throat’, alt imens publikum hvinede af skræk og fryd til ’Eksorcisten’ og ’Motorsavsmassakren’.
I ’Pearl’ udforsker West arnestedet for denne moderne exploitation-genre. Den smækre operatør (David Corenswet) forfører Pearl ved at vise hende en 8mm skinflick på det skinnende lærred.
»Det her er fremtiden«, flirter han, og det er præcis, hvad vi ser udspille sig i ’Maxxxine’. Her er pornofilmen og splatteren allestedsnærværende i Reagans kristenkonservative frimarkedshelvede, hvor kold mammon og det gamle testamentes hævngerrige Gud hyklerisk tilbedes side om side.
Fortidens ondskab
Men hvis West med ’X’-trilogien skoler publikum i filmhistorien, vil den selv gå ned i horrorannalerne af en anden grund. Nemlig Mia Goths røde kjole og maniske, tårevædede grimasse i ’Pearl’, hvor hun formår at give den kvindelige seriemorder et løft med vognstangen.
Ligesom Maxine efter hende har psykopaten in spe technicolor-drømme om det søde liv, hvor hun tages under favnen af Hollywood-agenter og forlader sin grå tilværelse omringet af sin kørestolsbundne far og strikse moder.
Hun har ingen interesse i den virkelighed, som binder hende på hænder og fødder, og som hun fejlagtigt tror, at pornofilmen repræsenterer.
For hvor Maxine gennemgår en horrorfilm i ’X’ og ’Maxxxine’ for at opnå sine ambitioner, er Pearl et anderledes mørkt væsen. Hun forestiller sig at være Dorothy, der kan ønske sig væk ved at klikke sine røde sko sammen, men er snarere beslægtet med Norman Bates fra ’Psycho’, der gemmer morens lig i kælderen og lemlæster skrigende starletter med høtyv og økse.
Med ’Pearl’ frygtede Goths karakter fremskridtets faretruende komme. Men i trilogiens afsluttende kapitel er det snarere fortiden, der banker på en dør, som Maxine holder lukket med bolt og lås.
Hun giver ikke meget for Hollywoods brogede historie, da hun punkterer nosserne på en voldtægtsmand iklædt Buster Keatons ikoniske porkpie-hat samt skodder sin cigaret ud på sexikonet Theda Badas Hollywood-stjerne.
En stjerne er født
For Maxine er historien lige nu, og alt det, som skete før, er for de døde. Med det rygende egocentriske mantra jeg vil ikke acceptere et liv, jeg ikke har fortjent, behøver hun ingenlunde at blive destrueret som andre final girls og overlever-karakterer fra rape/revenge-genren for at rejse sig fra asken.
Hvor Sally i slutningen af ’Motorsavsmassakren’ blev båret skrigende ud af filmen på ladet af en truck, slutter ’X’ med, at Sally resolut kører ud mod horisonten på førersædet.
Og ’Maxxxine’ sætter tonen tidligt for sin bratty heltinde, da hun råber til de andre håbefulde til en castingrunde, at de lige så godt kan pakke sammen og gå hjem. Rollen er hendes, hun nailede den.
Der er noget forfriskende ved en filmserie, hvor kvinden i centrum fejres for sin trodsige arrogance og apati over for andre på samme vis, som vi ville gøre det med Henry Hill, Daniel Plainview eller Hannibal Lecter.
Det er her, samtlige film i trilogien fungerer bedst. Når de er en usædvanlig power-fantasi for den slags heltinder – hvad end det er en marginaliseret sexarbejder eller en øksemorder – som Hollywood det meste af sin historie har afskrevet.
Det gør Mia Goths vidunderlige dobbeltpræstation så meget desto mere slående. For uanset om Pearl og Maxine er et monster, et røvhul og en seriemorder, så er hun stadig en fucking stjerne.
’Maxxine’ kan ses i biografen. ’Pearl’ kan ses på SkyShowtime og TV 2. ’X’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay.