’Den gule enke’: Gab, tænkte jeg – indtil filmen vakte min indre håbløse romantiker
På papiret lyder det måske lige så støvet som en urørt vinkælder på Risskovs fineste arkitekttegnede bopæl:
En biopic om champagneenken Barbe-Nicole Clicquot (Haley Bennet), der satte ild under det bedagede Champagne-distrikt ved indgangen til det 19. århundrede og med de napoleonske krige buldrende i baggrunden.
Gab, tænkte jeg, en ukultiveret plebejer. De frankofile grånisser vil samtidig få deres bedste drue i galhalsen, når de hører, at den biografaktuelle ’Den gule enke’ foregår på brovtende engelsk frem for det romantiske franske sprog.
Har briterne og amerikanerne ikke begået nok helligbrøde mod de stakkels franskmænd, efter deres lille tyran målte udstyr med Giza-pyramiderne i Ridley Scotts rædderlige ’Napoleon’?
Hvem er denne film overhovedet lavet til? Håbløse romantikere, viser det sig.
Instruktør Thomas Napper har længe arbejdet under Joe Wright, og indflydelsen fra auteuren bag de virtuose mesterværker ’Pride and Prejudice’, ’Atonement’ og ’Anna Karenina’ mærkes straks.
Vinstokkenes gule blade stråler som guldflager under Champagnes sommersol. I flashbacks nynner Clicquots afdøde udkårne Francois (en uimodståeligt hvalpet Tom Sturridge) søde ingenting til sine planter med mudder til knæene. Og Brönte-søstrenes gotiske romance om den ensomme kvindetilværelse spreder sig i biografmørket, da Clicquot overnatter oven på mandens grav.
Som Wrights mange egenhændige heltinder undgår Napper og manuskriptforfatter Erin Dignam at lade ’Den gule enke’ forfalde til en moderniseret girlboss-hymne eller en bedaget fortælling om musen bag det store geni. I stedet fremmer filmen Clicquots eget hverv gennem hendes ideer og ekspertise.
Hun ser ikke arbejdet som et hierarki, men som et hjul, hvor erfaring deles mellem alle fra vinplukkeren til forvalteren. Og hendes kærlighed til Francois skinner igennem deres fælles passion, når de diskuterer teknikker og smagspaletter med en indkodet forståelse og varme, som kun elskere kan.
I rollen som den pragmatiske enke udviser Bennet et utroligt stoisk intellekt og en uhørt nærhed. Hun ved, hvordan hun kan sno sig omkring de bøvede mænd, som sætter besnærende bånd på al nytænkning gennem embargoer, mansplainende ydmygelser og landegrænser.
Til tider ender ’Den gule enke’ helt queer.
Clicquot bliver nysgerrig, da hun opdager Francois legende i armene på deres vindistributør Louis (Sam Riley). »Du elsker ham, gør du ikke?« bemærker hun smilende til sin sky mand. »Går det dig på?« svarer han tøvende igen. »Jeg ved, du elsker mig højere end nogen anden«, replicerer hun flirtende.
Den pirrende leg med de hierarkiske grænser mellem kærlighed og magtpositioner i hjemmet såvel som samfundet holdes desværre til enkeltscener. Meget af filmen føles derimod ærgerligt begrænset af kostumedramagenren, når vi følger Clicquots op- og nedture med sin vingård. Instruktøren savner slet og ret Wrights visuelle vovemod og villighed til at være camp.
Det hjælper dog gevaldigt, at filmen holdes i en stram snor med en spilletid på halvanden time. ’Den gule enke’ fortæller nemlig blot et lille stykke af enkens rejse til succesfuld vinconnaisseur og formår i stedet at spænde bredt i dens feministiske kønskamp.
Gode lærepenge til andre biopics.
Kort sagt:
Franskmændene vil måske fastholde, at de laver verdens bedste mousserende vin, men de er heldigvis ikke de eneste, som kan skrue en rørende romantisk fortælling sammen.