’Den vilde robot’: Ny Oscar-kandiderende animationsfilm føles som et varmt knus fra en god ven
Animationsinstruktør Chris Sanders må siges at være en ven af dyrevenner. Først for Disney og senere Dreamworks har han lagt streg til den teenagerebelske alien Stitch og den kattelignende drage Tandløs. Begge er utilpassede fremmeddyr, som smeltede vores hjerter, i samme omgang som de og deres menneskeven brød med status quo.
Sanders ’Den vilde robot’ er dog af en anden støbning. For da hushjælperrobotten Roz (Lupita Nyong’o) nødlander på en fjern ø, hilses hun velkommen med mistroisk knurren og spidse kløer fra skovens nordeuropæiske vildtliv. Som dydig medborger lærer den blåøjede blikdåse dyreverdenens sprog, men selvom bæveren nu lyder umiskendeligt som Matt Berry, og den snu ræv spinder, som kun Pedro Pascal kan gøre det, så har kræene ikke megen tålmodighed med deres nye nabo.
Roz’ programmerede, kliniske høflighed strider slet og ret imod deres egen darwinisme. Så det er held i uheld, da hun knuser en gåsemors liv og drømme under sig, hvilket efterlader hende med ansvaret for den ene skravlede gæsling, der mirakuløst overlevede karambolagen.
Umotiveret gåseslagtning til trods er Dreamworks’ nyeste originalfilm ’Den vilde robot’ perfekt til typen, som ikke kan se dyreprogrammer, fordi de både græder, når rovdyret fanger det bedårende kid imellem sine glubske tænder … og når kulet af ulveunger går sultne i seng, fordi mor har haft en dårlig jagtdag.
For selvom der er nok så mange vittigheder om døde pungrotte-babyer, så kommer meget få dyr til skade i løbet af denne varme, lille animationsfilm, der lige nu ser selvskreven ud til en Oscar-nominering, måske endda en sejr. Og når det sker, går det enten ud over dem uden et ansigt (bløddyr har ikke en chance her!) eller i nobel selvofring.
Således prøver filmen ikke at pådutte os behovet for the ciiiiiircle of life, men snarere som Paddingtons tante Lucy siger: »If you’re kind and polite, the world will be right«.
De behagelige nicecore-vibes bæres på ryggen af Nyong’os engleblide stemmeføring. Hun flankeres af de habile veteraner Catherine O’Hara som en herligt sardonisk pungrottemor, der ånder lettet op, da én af ungerne lader livet, og Mark Hamill, som pruster og glammer som øens gnavpot af en bjørn.
Ensemblet er som balsam til øregangene og går hånd i hånd med en smuk vandfarve-inspireret animation, der naturligvis kipper med geviret til ’Into the Spiderverse’.
Som i Pablo Bergers eminente og dialogløse ’Robot Dreams’ kunne man håbe, at ’Den vilde robot’ ville slå sig til tåls med at fortælle en rørende, simpel historie. Om en arbejderdrone, der finder sit kald og opgiver et år af sit liv for at opfostre en gæsling, så den kan migrere mod syd for vinteren. Om en funden familie bestående af Roz, ræven Fink og lilleputten Brightbill, hvis forskelligheder giver hinanden styrke.
Men ak og ve, dette er en Dreamworks-studiefilm – i øvrigt med danske Jacob Jensen som chefanimator – så naturligvis dumper en trussel ned fra himlen i tredje akt for at servere tju-bang for de dyrt betalte billetter.
Alligevel er det svært at se sig sur på ’Den vilde robot’, især nu hvor Pixar skærer ned på de originale fortællinger. Jeg ville til hver en tid tage én ’Den vilde robot’ over de næste 500 unødige ’Toy Story’-efterfølgere.
Kort sagt:
Nicecore-animationsfilm om en pligtopfyldende robot og hendes lille gæsling føles som et varmt knus fra en god ven. Indtil den lovligt eksplosive tredje akt.