‘It’s What’s Inside’: Netflix’ dyrtindkøbte generationsgyser er en underholdende rutsjebanetur
Priviligerede unge under samme tag er åbenbart hovedingrediensen, når der skal laves spiddende generationssatire i komediegyserformat anno 2020’erne.
I Halina Reijns ‘Bodies Bodies Bodies’ fra 2022 samledes en gruppe twentysomethings for at feste og lege et vampyragtigt whodunit-spil med fatale følger. Og dette tema går igen i Greg Jardins debutfilm ‘It’s What’s Inside’, som Netflix erhvervede sig for et betragteligt beløb på årets Sundance-festival.
Her genforenes en gruppe college-venner otte år efter deres studentertid på vennen Reubens (Devon Terrells) familiegods til en sidste aften med fest, inden han skal giftes. De fleste af vennerne har været inde og ude af hinandens liv, men har selvfølgelig fulgt med i hinandens liv på sociale medier.
Primært følger vi kæresteparret Cyrus (James Morosini) og Shelby (Brittany O’Grady), der kæmper for at få gnisten tilbage i parforholdet. Det er imidlertid svært, når Cyrus er mere optaget af internetporno, end han er af at identificere sin partners behov og bekymringer.
Der er lagt op til et brag af en aften for vennegruppen, indtil Forbes (David W. Thompson) dukker op. Ingen har hørt fra ham siden en skæbnesvanger fest på college, der endte med hans bortvisning. Forbes er siden blevet tech-millionær og bærer på en mystisk kuffert – en maskine, der kan bytte rundt på folks kroppe og sind. Da Forbes foreslår en leg, der går ud på, at vennegruppen bytter kroppe og derefter forsøger at gætte, hvem der er i hvilken krop, er alle om bord.
Udsigterne til frit at kunne bevæge sig i en andens krop sætter selvfølgelig gang i en stormflod af interne intriger og uforløste forelskelser, der ville gøre kliken fra ‘Beverly Hills 90210’ stolte.
Sammenligningen med Reijns ‘Bodies Bodies Bodies’ er nærliggende. Foruden one location-konceptet i en rigmandsvilla er karakterene lige så priviligerede, anstrengende og konstant online. Influenceren Nikki (Alycia Debnam-Carey), rigmandssønnen Dennis (Gavin Leatherwood), den spirituelle Maya (Nina Bloomgarden) og den usikre mand Cyrus er karikaturer, der til tider bliver sat lidt for meget på spidsen for at gennemføre ideen om kropsbytninger.
Som når Maya står med en røgelsespind og fortæller om de krusedulletatoveringer, hun fik lavet på Bali.
Til gengæld gør de otte hovedroller det alle glimrende, når de skal efterligne hinandens personligheder. Det er også her, filmen er mest underholdende. James Morosini som Cyrus skifter fra at være den skeptiske kæreste til at være i hopla, når han har byttet krop med den overgearede Reuben. Takket være skuespillet og Jardins instruktion er de maniske skift i personlighed overbevisende.
Det er imponerende, at ‘It’s What’s Inside’ er Greg Jardins debutfilm, for slutproduktet ligner noget fra en instruktør med minimum et par film på cv’et. Kamerarbejdet er selvsikkert, og den neonfarvede belysning gør det lækkert at se på – understreget i en scene mellem Reuben og Nikki i husets spejlsal.
Jardin har desuden selv klippet filmen, og han virker til at have nærstuderet Edgar Wrights tempofyldte klippe- og montageteknikker i et handlingsforløb med speederen i bund.
Det hurtige tempo gør det let at miste overblikket over, hvem der er i hvis krop, men det løser instruktøren med visuelle virkemidler som splitscreen, der ikke overforklarer. Et skænderi mellem Cyrus og Shelby bliver badet i rødt lys for at indikere, at det er dem bag Forbes og Nikkis ydre.
Konceptet i ‘It’s What’s Inside’ er ikke entydigt skudsikkert. Undervejs savner man mere dybde i karakterskildringerne, eller at filmen eksempelvis udforskede, hvad der ville ske, hvis de kunne bytte krop på tværs af køn.
Alligevel får man en underholdende rutsjebanetur i selskab med en narcissistisk vennegruppe, der absolut burde kunne lære noget af at gå i andres sko.
Kort sagt:
Instruktør Greg Jardin imponerer med sin debutgyser om en gruppe priviligerede twentysomethings, der bytter krop i et rigmandspalæ.