‘The Menendez Brothers’: Det er brutalt at overvære de autentiske optagelser fra ’Monsters’-sagen i Netflix’ nye dokumentar

‘The Menendez Brothers’: Det er brutalt at overvære de autentiske optagelser fra ’Monsters’-sagen i Netflix’ nye dokumentar
'The Menendez Brothers'. (Foto: Netflix)

Første sæson af Ryan Murphys antologiserie ‘Monsters’, der handlede om seriemorderen Jeffrey Dahmer, mødte hård kritik fra pårørende til flere af hans ofre.

Den aktuelle anden sæson følger den opsigtsvækkende sag om brødrene Erik og Lyle Menendez, der i 1989 dræbte deres forældre. En forbrydelse, de stadig sidder fængslet for.  

Og igen er Ryan Murphy blevet mødt med heftig kritik. Denne gang fra de to brødres eget bagland.  

Murphy bliver beskyldt for ikke at have forståelse for, hvad en opvækst i »fysisk, følelsesmæssigt og seksuelt misbrug« kan gøre ved én og for at vise direkte usandheder om de to brødre. 

Nu giver Netflix’ nye dokumentarfilm ‘The Menendez Brothers’ mulighed for at forholde sig lidt mere sagligt til den tragiske sag, uden at den skal ses gennem fiktionens øjne. Jeg havde blot håbet, at den ville bringe mere nyt til debatten, end det er tilfældet.  

Dokumentaren tager os med det samme tilbage til drabsnatten, hvor vi hører originale optagelser af Lyle Menendez’ opkald til politiet, hvor han hulkende fortæller, at nogen har dræbt hans forældre.  

‘The Menendez Brothers’. (Foto: Netflix)

I nyhederne fra dengang beskrives drabet som en af de mest opsigtsvækkende sager i USA i nyere tid.   

Gennem interviews med blandt andre forfatter til bogen ‘The Menendez Murder’ Robert Rand, anklager i sagen Shelley Ross og journalist Alan Abrahamson beskrives Beverly Hills i 80’erne som et af de mest eksklusive områder i verden. Og også et af de mest sikre steder at bo.

Desuden medvirker flere af Menendez-familiens pårørende, og at høre de mange genkendelige vidneudsagn og udtalelser fra personerne selv giver naturligvis historien et ekstra lag af troværdighed. 

Det, dokumentaren gør måske mest overbevisende, er, at den understøtter, hvordan folkene bag ‘Monsters’-sæsonen har lavet et imponerende researcharbejde. For stort set alt, man får fortalt i de første 100 af filmens omkring 110 minutter, er noget, der bliver dækket i serien. Man er derfor hele tiden på forkant med historien, og de store overraskelser udebliver. 

Har man ikke set Ryan Murphy-serien, vil der være spoilers i det følgende.  

Som bekendt bliver de to brødre sigtet for det brutale drab på deres forældre. Og den efterfølgende retssag bliver dækket, som var det reality-tv – med kameraerne rullende live fra retssalen.  

‘The Menendez Brothers’. (Foto: Netflix)

Og selvom historien er kendt, begynder det herfra at gøre ondt at overvære Netflix’ dokumentar om de to brødre. For en ting er at følge sagen gennem fiktion, noget andet er at være vidne til de autentiske optagelser af de dybt ubehagelige vidneudsagn om farens modbydelige overgreb. Det fortæller Lyle og Erik om foran både dommer, anklager, forsvar og jury, og det efterlader én med en stor klump i halsen.  

Den slags detaljer dukker op flere gange i løbet af dokumentaren, og uanset hvor meget man ved i forvejen, kan man ikke forberede sig på at høre beretningerne om de mange forfærdelige ting, de to brødre hævder at være blevet udsat for.  

Jeg skriver ikke »hævder«, fordi jeg ikke tror på deres udsagn. Men når man efterfølgende hører anklageren Shelley Ross i et dugfrisk interview sige, at hun stadig er overbevist om, at det er et spil for galleriet, efterlades man alligevel med en tvivl.

Og det er den kompleksitet, der gør, at dokumentaren stadig har sin berettigelse. Vi skal dog helt hen til efter sagens afslutning – omkring tyve år frem – før der sker en udvikling, der også efter at have set fiktionsserien er super interessant.      


Kort sagt: 
Dokumentaren om Lyle og Erik Menendez bidrager ikke med meget nyt set i lyset af den seneste debat om Ryan Murphys anden sæson af ‘Monsters’. Men den er stadig både ubehagelig og tankevækkende.   

‘The Menendez Brothers’. Dokumentarfilm. Instruktør: Alejandro Hartmann. Medvirkende: Erik Menendez, Lyle Menendez, Rober Rand, Shelley Ross, Alan Abrahamson. Spilletid: 110 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af