’Kvindefængslet’: Ny DR-dokumentar er lige så barsk, som den er vigtig
Jessika er lige ankommet til Jyderup Fængsel.
Hun bliver vist hen til scanneren, der skal sikre, at hun ikke smugler noget med ind (vaginale og anale smuglinger er nærmest standard, lærer vi senere), og følges af en betjent gennem den ene låste dør efter den anden. På hans kontor sidder Jessika over for betjenten, der kigger ind i sin computer og informerer hende om, at der nu kommer nogle spørgsmål, der kan virke »provokerende«.
»Har du nogensinde tænkt på at begå selvmord?« spørger han for eksempel til lyden af en kuglepen, der klikker.
»Ja«, lyder svaret prompte.
Og så, stadig vendt mod computeren: »Har du nogensinde tænkt, det ville være bedre at være død end at være levende?«
Velkommen til ’Kvindefængslet’, DR’s nye dokumentar, som over fire afsnit (og med flere på vej til foråret) vækker empati og forargelse over et institutionaliseret limboland, når den i fluen på væggen-stil følger hverdagen for betjente og indsatte i en åben fængselsafdeling.
En af dem er 26-årige Nanna, som afsoner en dom på to år. Hun forsøger at afslutte sin HF i fængslet, men kæmper med sin ADHD-diagnose og et misbrug. Alle kan lide Nanna, hun er sjov, har selvironi og er reflekteret. Hun vil have betjentene til at love, at de laver et »urinmuseum«, så alle de prøver, de tager, bliver brugt til noget fornuftigt. Hun har gemt alle videoer, hun har af sig selv fra sin hårde misbrugstid, så hun kan huske, hvad hun ikke skal tilbage til.
Men som hun selv ser det, gør hendes diagnose hende for impulsiv til at huske, at hendes handlinger har konsekvenser. Betjentene kan slå til med en urinprøve når som helst, og er den positiv, kan de straffe hende med alt fra isolation til uddannelsesstop.
De er for syge til fængsel, men for raske til psykiatrien. Sådan beskriver en af betjentene de indsatte bag den låste dør til frokoststuen.
For kvinderne drømmer om frihed og en lysere fremtid, men er hele tiden på kanten til det, der er værre. Alle dem, vi møder i dokumentaren, er eller har været misbrugere, og for flere af dem er stoffer grunden til deres dom. Mange har flere diagnoser, de taler om al den medicin og de stoffer, de har taget, som var de farmaceuter, og de møder op ved en skranke og får udleveret deres daglige håndfulde piller.
For det er sådan, alting foregår i fængslet: Hen over skranker og skriveborde og foran alle de forbandede computere, hvor velmenende sagsbehandlere siger ting som »jeg finder dig lige i systemet« og laver risikoprofiler for at vurdere, hvor sandsynligt det er, at én som Nanna begår kriminalitet igen.
At se de bureaukratiske møder med »systemet« i kontrast til de indsatte, der hænger ud, laver mad til hinanden, deler deres bekymringer og får tiden til at gå sammen, er en af de stærkeste fortællinger i ’Kvindefængslet’. Og man tænker, hvad er det nu lige for en funktion, vi forestiller os, at denne type fængselssystem udfylder?
Straf er vel en del af svaret, men det ord bliver næsten grotesk, når man hører dem fortælle mere om, hvordan de er endt, hvor de er. Jessika skal for eksempel møde i retten for at vidne mod en mand, der voldtog hende og bankede hende med en hammer, og Michell spiser håndfulde af smertestillende, fordi hun har utallige brækkede knogler. Nanna har PTSD på grund af sin kærestes død, og en anden blev misbrugt som barn.
’Kvindefængslet’ er barskt tv, fordi det er barske liv, som normalt gemmes væk bag lås og slå, og derfor er det så vigtigt, at DR her har fået adgang og bruger det til at vise alt, nøgternt og intimt. Det er et godt valg, der er truffet, om at gøre journalistikken og kameraerne så usynlige som muligt, for de moralske spørgsmål om personligt ansvar, og om det hele nytter noget, kommer frem helt af sig selv.
De spørgsmål burde vi – som et land der bryster sig af social mobilitet – forholde os meget mere til. For tiden dukker de da også op i lyset af en forestående opioid-krise.
I den sammenhæng er ’Kvindefængslet’ et vigtigt indspark.
Kort sagt:
DR-dokumentaren følger hverdagen på en åben afdeling i et kvindefængsel, og som en antitese til Anders Agger viser den uden stor patos-opbygning eller borende spørgsmål det underlige limboliv, et misbrugspræget liv i fængsel er.