’Madame Ida’: Tre fremragende præstationer bærer flot dansk filmdebut
Et hus kan bære mange ting.
Billeder, dufte, blomstret tapet – og et stærkt periodedrama, naturligvis.
Sidstnævnte påviser Jacob Møller med sin flotte spillefilmdebut ’Madame Ida’, der med en monstrøs bolig som sin effektive scenografi leverer en medrivende fortælling om 1950’ernes (køns)konventioner og om uomtvistelige skæbnebestemmelser.
Sådanne umyndiggørelser er allerede til stede fra filmens første og afklædende scene, hvor den 15-årige Cecilia (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) grundet en ufrivillig graviditet – og ufrivillig seksuel omgang – fortælles, at hun må forlade sit børnehjem og midlertidigt bo hos den tidligere partygirl, men nu enlige/ensomme midaldrende Madame Ida (Christine Albeck Børge).
På et overdådigt isoleret palæ skal den unge forældreløse pige gemme sin voksende mave, tvangsfodres af husets tjenestepige, Alma (Karen Lise-Mynster), og senere bortadoptere sin nyfødte til den rødvinsentusiastiske titelfigur. Og så forsvinde.
Her er ikke tale om action-packed storylines eller sindsoprivende plottwists – sommetider næsten ingen handling. Men med ovenstående anslag udspilles et intenst trefoldigt kvinde- og generationsportræt, og gennem en imponerende psykologisk forståelse udvist af både dramaets instruktør og medvirkende fortælles her tusinde kraftfulde historier om mangeartede tab, savn og relationer.
Takket være stor indlevelse fra Flora Ofelia Hofmann Lindahl (der nok engang cementerer sig som et af dansk ungdoms største skuespiltalenter) bevæges man, når den følelsesmæssigt underernærede pige kastes rundt i et koldt system, mens hun begræder klaustrofobi og ømme bryster.
Man henrykkes derfor tilsvarende, når hun med hud- og omsorgssult læner sig ind i Idas vuggende arme. For gennem filmens første akt finder de to fremmede roomies håb og ømhed i hinanden, og i nogle fine (dog til tider lidt forcerede) scener, deler de eventyr og sjælesmerte.
Men som Mathias Dehn Middelhars stemningsfulde underlægningsmusik og den aldrende Alma ildevarsler, ulmer et mørke.
Langsomt oplåser Ida dørene til dunkle værelser og indre dæmoner, og det bliver pludselig tydeligt, at vi alle er beskuere til både et (spøgelses)hus og en kvinde i forfald.
Her fremmales stilleben med tunge gardiner, tunge øjenlåg og endnu tungere hjerter ikke blot med stor præcision af Stroud Rohde Pearces medrivende fotografering, men ligeledes af palæets bjergtagende regent.
Christine Albeck Børge er nemlig suveræn som den alkoholiserede og storrygende velhaver, der med en dynamisk vekselvirkning mellem det kærlige og det modbydelige leverer en af sine bedste filmpræstationer.
Skuespillerens kunstneriske formåen understreges i særdeleshed ved et middagsselskab fra helvede, hvor dyre oste og ubærlige sandheder kommer på bordet.
På de smukt polstrede stole rundtom sidder blandt andre Stig Rossen og Klaus Bondam i roller som long lost venner og liderlige cigarmænd, og selvom hele forsamlingen er ved at drukne i ubehag og afslørende modermælk formår særligt sidstnævnte at tilføre friske pust til det vemodige kammerspil.
Det samme gør Nanna Koppel, der ligeledes er god som middagsgæst og skræmt vidne til manisk solodans og menneskelig opløsning, og hun agerer kortvarigt ’Madame Ida’s befriende – og på et tidspunkt dejligt lattermilde – ærlighedsspejl.
Der er nu ellers ikke sådan super meget at grine af i denne melankolske og (lidt for) langtrukne film – slet ikke den manglende udfoldelse af Karen-Lise Mynsters sympatiske og ret spændende Alma.
Mynster får dog heldigvis råderum nok til at vise sit (melo)dramatisk talent. Desuden får hun råderum nok til at vise, at også den ældre tjenestepige er fange i sit eget forældreløse fortidsfængsel og i den kuldegysende bygning, som Møller har indrettet med medfortællende profiter og tung symbolik.
Her sætter et svulstigt sprog sig på Merlotrøde læber, og her kryber krabber over bonede gulve.
Og præcis som havdyret har de tre palæbeboere en sårbar midte, en hård skal og en skarp klo, der kan få deres modstandere til at gå i et med tæppet.
Med dette klarlægges, at ja, et hus kan bære mange ting. Skygger, kraftfulde fortællinger, (et lille) liv og et farligt mørke.
Det samme kan en kvinde.
Kort sagt:
Jacob Møllers flotte spillefilmdebut om kvindeliv og skæbnebestemmelser er møbleret med melankoli, sansemættede billeder og fremragende skuespilpræstationer.