’Wolf Man’: Skuespiller leverer gruopvækkende forvandling i ny varulvefilm
Hvis man virkelig har brug for at trække stikket og komme i zen, er der så noget bedre end et ophold i et afsides hus omringet af en dyster skov med mørke myter og farlige rovdyr?
Med en nyligt afdød far og et haltende ægteskab beslutter den arbejdsløse forfatter Blake (Christopher Abbott) sig for at give det et skud, da han tager sin kone Charlotte (Julia Garner) og deres datter Ginger (Matilda Firth) med ud til sin fars gamle landejendom i et forsøg på at genfinde noget ro og fred.
Ikke overraskende for genren finder de det modsatte.
Faktisk kører de allerede galt på skovvejen, da et mystisk væsen, som Blake sværger »stod på to ben«, pludselig dukker op og angriber dem. Med nød og næppe slipper de væk og når ind i det store hus, hvor de er fanget, mens monstret utålmodigt venter udenfor. Værre bliver det, når de opdager, at Blake er blevet såret og nu langsomt forvandler sig til en varulv.
Instruktørstolen varmes af australske Leigh Whannell, der har været en af horrorgenrens mest indflydelsesrige manuskriptforfattere i dette århundrede. I samarbejde med instruktør James Wan bragte han både ’Saw’- og ’Insidious’-filmene til verden.
I ’Wolf Man’ demonstrerer han da også sin evne til at få os til at holde vejret. Man er aldrig i tvivl om den konstante fare omkring Blakes familie, både uden for og inden i huset, hvor selv lyden af et afløb i en håndvask kan give ulveassociationer.
Whannell har selv fremhævet David Cronenbergs ’The Fly’ som en inspiration, og det bliver især påfaldende, når Blakes transformation begynder at tage fart. Bodyhorror-entusiaster bliver forkælet med ubehagelige billeder af hår og negle, der falder af, tænder, der falder ud, og hvordan Blake sultent gumler i sine egne lemmer.
Med ’The Invisible Man’ fra 2020 tog instruktøren en horrorklassiker fra 1933 og vendte perspektivet på hovedet, så historien blev fortalt gennem offeret. Og også denne gang sætter han sit eget spin på en klassisk fortælling.
Det mest unikke ved Whannels varulve-take er, hvordan vi hyppigt ser begivenhederne fra det spirende uhyre, Blake er ved at forvandle sig til. Vi er med på forreste række, når han pludselig kan høre og lugte usædvanlige detaljer i huset, udvikler et syn som en omvandrende nattekikkert og gradvist taber evnen til at kommunikere som et menneske.
Her træder Abbott virkelig i karakter med sin præstation, som sælger den skræmmende pinsel ved langsomt at miste kontrollen over sine sanser og instinkter.
Udover varulvetransformationens gys og rædsel er det dog sparsomt, hvad historien har at byde på. Hen mod tredje akt kommer en afsløring, som ender fladt og overforklaret.
Og herfra bliver lyssætningen ofte distraherende mørk i en grad, der kan konkurrere med en dansk seneftermiddag i januar eller den ’House of the Dragon’-episode.
Filmens tematik om forældreskab og beskyttelse følges ikke helt til dørs. Blake har ageret stay-at-home dad, mens konen Charlotte har knoklet som journalist. Hun føler sig ikke lige så forbundet til datteren som sin mand, og derfor bliver moderrollen for alvor sat på prøve, når hun pludselig må beskytte Ginger fra sin egen far. Det kulminerer blot i mere flugt og skræk end følelsesmæssigt katarsis.
Det ændrer imidlertid ikke på, at Whannell disker op med et gennemgående uhyggeligt og nærgående portræt af forvandlingen fra mand til bæst.
Kort sagt:
Leigh Whannell overbeviser med sin evne til at holde publikum på kanten af sædet med en gribende og gruopvækkende version af en af gysergenrens mest berømte monsterforvandlinger.