KOMMENTAR. I start-00’erne undgik vi med nød og næppe en katastrofal cinematisk begivenhed.
Her havde James Bond-fadæsen ’Die Another Die’, det sidste kapitel i Pierce Brosnans 007-karriere, nemlig taget ladegreb på en spin-off med Halle Berrys Jinx (en af de mest forhadte karakterer i Bond-universet) i hovedrollen.
Heldigvis blev patronen aldrig affyret. Bond-filmen med gletsjer-surfing og Madonna som fægteinstruktør blev et kritisk flop, og Brosnan måtte give faklen videre til Daniel Craig, der i fem film over 15 år brillerede i rollen som den hemmelige agent.
Men æraen, hvor vi i gennemsnit har en kærkommen genforening med Bond, Felix Leiter, M, Moneypenny, Q og resten af slænget hvert tredje år, er formentlig en saga blot. I et strategisk træk, der måske er lidt for meta-uhyggeligt til min smag, har Bond-skurk-lookaliken Jeff Bezos og hans Amazon MGM Studios nu erhvervet sig den kreative kontrol over James Bond-franchisen. (Indsæt Wilhelm-skrig her).
007 og hans kompagnoner rykker dermed med overvejende sandsynlighed snart ind i den efterhånden medium-estimerede klub, der blandt andet tæller Star Wars, Marvel og Middle-earth.
Og det har jeg det ambivalent med.
Fra familieforetagende til Amazon
I mere end 60 år er der blevet værnet om den hemmelige agents optræden på det store lærred med forholdsvis stor succes.
Der har været bakkedale og bølgetoppe, og Bonds fremtid har ikke altid set lige lys ud, men igennem det hele har der altid været en standhaftig Broccoli bag roret. Først Cubby Broccoli og dernæst hans datter Barbara Broccoli og stedsøn Michael G. Wilson, som sammen har haft fuld kreativ kontrol over franchisen.
Og meget kan man sige om rejsen hertil og de fejltrin, der er blevet begået undervejs (igen må jeg pointere, hvor ringe en film ’Die Another Day’er!), men med sine 63 år på bagen er den sejlivede James Bond unægtelig en franchise-enhjørning.
Vedholdenheden kan nok tilskrives mange ting, men ikke mindst det faktum, at Bond-filmene har været et familieforetagende. Det har været drevet af lyst og en kærlighed for IP’en, og ikke af et bestyrelseslokale fyldt med ansigtsløse execs, der går målrettet efter laveste fællesnævner, så alle – og dermed ingen – kan blive glade.
Men det havdige af Broccolier er fortid. Kystlinjen er nu med et fingerknips befærdet af Bezos og hans posse, der driver den i strandstole og hængekøjer, mens de sipper daiquiries og tæller pengeposer. Okay, måske bliver det lidt for malerisk. Men i skrivende stund har Bezos – som for at understrege min pointe – netop påbegyndt en voxpop for at caste den næste hovedrolleindehaver, hvilket meget vel kan være første søm i 007’s kiste.
For var de gået med folkets stemme tilbage i midt-00’erne, havde vi aldrig fået 15 gode år med Daniel Craig. Så her er en bøn til Bezos: Giv publikum, hvad de har brug for, ikke hvad de vil have.
… Og dog.
Har altid været et cash grab
Hvis jeg skal prøve at pakke mine fordomme og kynisme lidt væk og spille Bezos’, jeg mener djævlens advokat, et øjeblik, kan jeg også godt tåle at indrømme, at alt ikke nødvendigvis er af lave.
For to år siden meldte jeg forholdsvis klart ud, at jeg ikke troede, at Henry Cavill ville blive – eller burde være – den næste Bond. Men efter Bezos’ rundspørge begyndte den tidligere Superman-skuespiller at trende på nettet, og der er ingen tvivl om, at hvis det stod til fansene, så ville den casting-proces allerede være lukket og slukket. Og hvad så, hvis det bliver Cavill? Ville det være så slemt?
Måske ikke. Måske endda tværtimod. Nu hvor Barbara Broccoli ikke længere står som et værn mod franchisens udvanding, og Jeff Bezos formentlig har travlt med lave spin-off- og prequel- og presequel-kalkuler, er der brug for magtfulde stjerner som Henry Cavill, der flere gange har bevist, hvordan han med krop og sjæl går ind i et projekt og er mere end villig til at walk the walk, hvis de bagvedliggende kræfter ikke udviser samme trofasthed mod forlægget.
Så med fare for at modsige mig selv: Henry Cavill må for min skyld meget gerne blive vores næste Bond.
Man kan da også pointere, at franchisen alle dage har været et cash grab-imperium. Filmene er berygtede for deres product placement – Cola, Heineken, Rolex, Omega, Bollinger, Aston Martin … Når det begynder at gå ud over kvaliteten, så lad os endelig finde høtyvene frem, men indtil da er big business altså bare business as usual.
Allerede et spraglet univers – i bogform
Man kan blive bekymret for kvaliteten af Bonds fremtid, men den største trussel er dog kvantiteten.
Marvel og Star Wars og Ringenes herre er alle ved at nå et mæthedsniveau, fordi de i løbet af de sidste par årtier er blevet overproduceret (hvorfor Disney-chef Bob Iger sidste år annoncerede et reduceret output i Marvel-titler). Men måske er den frygt en falsk positiv. For ’Avengers: End Game’ er jo ikke blevet en dårligere film, bare fordi der efterfølgende blev produceret 13 MCU-film og et hav af serier.
Den egentlige skade ved overproduktionen af IP-baserede film er, at de små film lider en stille død – ikke at vi bliver overeksponeret for noget, der nogle gange er godt og nogle gange mindre godt.
Desuden er Bond i litteraturen allerede et gigantisk, spraglet univers i dur med Marvel. Der findes både tegneserier, romaner, prequels, spin-offs, Taschen-mursten, og jeg kunne blive ved. I et halvt århundrede har vi formået at ignorere den del af den litterære franchise, som vi ikke havde interesse i.
Og selvom det altid er fristende at jamre lidt over udvandingen af noget, man har kært, så ligger bolden altså hos en selv.
Det står os frit for at vælge og vrage mellem det, der bliver produceret, og de gode gamle Bond-film bliver hverken bedre eller værre af, at der udkommer en koldkrigs-prequel om M’s spæde MI-6-karriere eller en spin-off film om Moneypenny, der får sin double O-status … eller hvad de nu finder på. Hvis det bliver noget møg (som jeg for eksempel mistænker, Jinx-spin-off’en var blevet), må vi finde skyklapperne frem og genelske de 25 Bond-dvd’er, der står og samler støv på hylden.
Faktum er, at vi (og her tæller jeg bestemt mig selv med) har været meget hurtige til at råbe vagt i gevær over den markante ændring i Bond-universet, men i 007-regi har det førhen vist sig at være en fejl at tage sorgerne på forskud.
Så selvom jeg går den næste æra varsomt i møde, er jeg også med den nye udvikling spændt på at se, hvad morgendagens Bond byder på.