Kameraets fiskeøje slubrer grådigt billederne af stramme balder, struttende bryster og fyldige læber til sig med en slagters grovkornede præcision.
De glinsende indstillinger kunne være fra den nyeste sæson af ’Paradise Hotel’, men stammer i stedet fra instruktør Coralie Fargeats fandenivoldske bodyhorror-kønssatire ’The Substance’.
Kroppen med det proteseperfekte udsnit tilhører workout-modellen Sue (Margaret Qualley), som fødes ud af rygraden på den aldrende skuespiller Elisabeth (Demi Moore) ved hjælp af en sygelig grøn substans. Som i en faustisk pagt med det skønhedsindustrielle kompleks skal hun dog dele sin bevidsthed mellem de to kroppe – en uge til hver – med alvorlige konsekvenser til følge, hvis aftalen brydes.
Filmens svulstige blodbuffet af metaforer for kvinders selvhad og deres kroppes formelighed under kapitalistiske markedskræfter har vundet den franske instruktør indpas i mainstream-spotlyset. Hun modtog prisen for bedste manuskript til filmfestivalen i Cannes, og filmen har til dags dato indtjent knap 80 millioner dollar på globalt plan.
I sidste måned fortsatte succesen, da filmen modtog hele fem nomineringer til det kommende Oscar-show. Heriblandt for bedste film, instruktør og originale manuskript – sidstnævnte har Fargeat også stået for.
Det er i sig selv et deprimerende særtilfælde på grund af instruktørens køn, at hun er nomineret i hele tre af hovedkategorierne i årets felt.
Mere overraskende er det dog, at det notorisk støvede Oscar-akademi i det hele taget har omfavnet en splatterfilm som ’The Substance’. Det er ikke sket, siden ’Eksorcisten’ blev nomineret i 10 kategorier helt tilbage i 1973.
50.000 liter blod og Cronenberg-lignende monstereffekter vejer sjældent tungt i prisuddelingernes vægtskål. Når den røde løber rulles ud foran Dolby Teateret i L.A. natten til den 3. marts, dansk tid, kunne Fargeat med andre ord meget vel skrive filmhistorie for sin splatterfilm.
Fransk splatterbølge kom og gik
At Fargeat nu kan vinde en (eller flere!) af de små gyldne mænd, har langt fra ligget i kortene.
For den 48-årige pariser har hele karrieren været en kamp op ad bakke for at udleve sin barndomskærlighed til de amerikanske genrefilms alsidige, fantastiske universer, som hun voksede op med. Hun har til mange medier fortalt historier om, hvordan hun som lille lavede ’Star Wars’-kortfilm i baghaven.
Men Frankrig er ikke en filmnation, der nogensinde har agtet gys og splat med andet end spot og spe.
Parallelt med at Fargeat i 00’erne dyppede tåen i filmandedammen, skabte en gruppe af hendes landsmænd ellers en række splatterfilm under bevægelsen New French Extremity, der skvulpede over Seinen i en bølge af makaber gru og tortur.
Her sprang folk som Alexandre Aja (’High Tension’), Alexandre Bustillo og Julien Maury (’Inside’) samt Pascal Laugier (’Martyrs’) rammerne for den udskældte splattergenre med film, der brugte kroppens ødelæggelse som en kødelig manifestation over det 21. århundredes angstfulde problematikker.
Til trods for international anerkendelse måtte bevægelsens auteurer i sidste ende rykke teltpløkkerne op og rejse til den anden side af Atlanten for at søge penge til deres produktioner. Der var dermed ikke ligefrem en bølge at ride videre på for Fargeat.
Med et rygstød fra sin kortfilm ’Reality+’ lykkedes det hende således først i 2017 at udgive sin debut ’Revenge’. I kortfilmen fra 2014, der kan streames på Mubi, tillader en app hovedpersonen at ændre sit udseende fra midaldrende, grå mus til plastik-adonis i en begrænset periode af døgnets timer. Lyder det bekendt?
Kvindekroppen som subjekt
Med ’Revenge’ fortsatte Fargeat ned ad sin sti gennem kropsidealernes makabre bodyhorror. Efter at være blevet voldtaget og forsøgt dræbt af sin elsker og hans venner transformeres den unge Jen (Mathilda Lutz) fra Lolita-nikkedukke til genfødt, haglgevær-bærende ørkenfurie.
Jen filmes i første akt gennem de samme overgearede kameraindstillinger, som Qualleys Sue gør det i ’The Substance’. Hun er altid våd, glinsende og med et kækt smil over hele ansigtet. Hun udstråler kontrol og sex, men den agens tages fra hende af de modbydelige mænd – og hendes voldsaktion bliver en rasende genkaldelse af retten til egen autonomi.
Fargeats satiriske øje for, hvordan samfundet parterer kvindekroppen i al sin skønhed, er med andre ord langt fra ny. Men ’Revenge’ er også et udtryk for en stor visionær, som stadig er i gang med at skabe sin egen identitet.
Som hun har sagt til Indiewire op til premieren for ’The Substance’: »’Revenge’ var mit første feministiske filmudtryk, men jeg var slet ikke selv opmærksom på det, da jeg skabte den«.
Det kan være svært at tro på, at de feministiske overtoner i filmen ikke skulle være intentionelle. Men især med ’Reality+’ in mente, er det tydeligt at Fargeats grundlæggende fascination er ved beskuelsen af kroppe, og hvem der har ejerskab over denne ret.
Den feministiske agenda er på den anden side slet ikke til at tage fejl af i ’The Substance’.
Det indre landskab
Der er allerede blevet skrevet mangt og meget om filmens kritik af Hollywoods og skønhedsindustriens profitdrevne idealdyrkelse samt kollektivets affejning af ældre kvinder, som en mælk, der er gået over dato.
Men det er, hvordan Fargeat bruger disse tematikker til at omtale de unikke angstfølelser, som kommer ved at have en kvindekrop, der for alvor har sat hende på kortet.
Elisabeths mentale tilstand og ydre landskab hænger nemlig uløseligt sammen. Det Hollywood, vi præsenteres for i ’The Substance’, er ikke virkelighedens drømmefabrik, men snarere en refleksion over skuespillerens indre, skrøbelige væsen, der forvrænger L.A. til et mareridt.
På samme vis er hendes umuligt kliniske badeværelse som et indre tankerum, et safe space om du vil, hvor hun kan observere sig selv, nøgen og fri fra alle andres fordømmende blikke end sit eget.
Fargeat gjorde brug af en lignende devise i ’Revenge’. I et videointerview med Variety, bemærker instruktøren, at filmens golde, ubarmhjertige ørkenlandskab er en refleksion over den kvindelige overlevers traumatiske oplevelse og transformation til dræbermaskine.
I sin video om filmen argumenterer filmkritikeren Thomas Flight for, at dette aspekt af ’The Substance’ slægter den på med 1920’ernes tyske ekspressionisme, hvor filmsets og kontraster blev brugt til at granske menneskets indre. Han kalder det for »neo-ekspressionisme«.
Fargeat går sin egen vej i sin dyrkelse af banalitetens sprog. Ved at bruge splatterfilmens chokværdi og sensationalisme til at sætte billede på dybereliggende samfundskritik, hamrer hun sine pointer ind i hjernebarken på sit publikum med syvtommersøm.
Herigennem gør hun svære sandheder om vores samtid håndgribelige. Det fortjener hun i den grad en Oscar for.
Oscar-showet finder sted natten til 3. marts dansk tid.