’Frøet fra det hellige figentræ’: Virkeligheden brager ind i intenst Oscar-nomineret familiedrama
Når en iransk film hyldes i udlandet, er det snarere reglen end undtagelsen, at hjemlandets præstestyre kvitterer med censur, forbud og straf. For systemkritik strømmer ud af Irans anerkendte filmkunst, nok netop på grund af undertrykkelsen fra toppen.
Det i mange år mest kendte eksempel er instruktør Jafar Panahi, som siden 2010 har været idømt husarrest og forbud mod at lave film på grund af sine kritiske udtalelser – men som i hele perioden har været aktiv og løbende har smuglet nye værker ud af landet til premiere på europæiske festivaler.
Den anerkendte instruktørkollega Mohammad Rasoulof har på lignende siddet bag tremmer flere gang for sine film, der gennem karrieren er blevet mere og mere udtalt kritiske af det teokratiske styre. Sidste år var han nødsaget til at flygte fra Iran, da han blev idømt otte års fængsel samt pisk og bøde. Det lykkedes ham at nå til Tyskland, hvor han nu bor i eksil.
Kort efter flugten fik Rasoulofs 10. film, ’Frøet fra det hellige figentræ’, verdenspremiere og prishæder i Cannes-festivalens hovedkonkurrence. Filmen er nu aktuel i de danske biografer op til Oscar-showet, hvor den er repræsenteret af produktionslandet Tyskland i kategorien Bedste internationale film.
’Frøet fra det hellige figentræ’, der blev optaget i hemmelighed i Iran, er et betydeligt skridt op fra instruktørens seneste danske premierefilm, Guldbjørn-vinderen ’Der findes ingen ondskab’, som stillede skarpt på landets dødsstraf med fire forskellige fortællinger. For selvom samfundskritikken bestemt skar igennem, formåede Rasoulof ikke at skabe interessante karakterer eller synderligt fængende dramaer i den lovligt tålmodighedskrævende antologifilm.
Det står anderledes til i instruktørens nyeste film, som, trods en spilletid på 167 minutter, er spændende og engagerende hele vejen igennem. Fortællingen begynder som et konfliktfyldt familiedrama og eskalerer efterhånden til at blive en intens paranoiathriller.
Fiktionsfortællingen er et produkt af den konfliktfyldte tid omkring den unge kvinde Mahsa Aminis død i 2022, som skete i forbindelse med, at hun blev arresteret af moralpolitiet for ikke at gå med hijab. Et muligt drab, som vækkede ’Kvinde, liv, frihed’-bevægelsen, hvor unge kvinder og mænd gik på gaden for at demonstrere mod styret – og blev slået voldeligt tilbage af politistyrkerne.
Familiefaren Iman bliver forfremmet til undersøgelsesdommer, der i teorien skal efterforske og indsamle bevismateriale til retssager, men som i praksis er tvunget til at underskrive dødsstraffe uden at have beviserne i orden. Det velbetalte, men kontroversielle hverv medfører, at familien bestående af hustruen Najmeh og de store døtre Rezvan og Sana må holde hans arbejde hemmeligt og i øvrigt skal passe på med, hvem de omgås.
Hans ansættelse rammer tilfældigvis sammen med Amini-sagen, hvor styrets retsinstans, med Imans underskrifter, dømmer unge demonstranter til døden. Hvilket vækker stor harme hos hans døtre, der sympatiserer med deres oprørske skolekammerater. Mellem dem står Najmeh, som forsøger at være sin ægtemand loyal, men også til tider forstår sine døtrenes frustration.
Virkelighedens voldsomme konflikt brager løbende ind i fiktionen på grund af et velfungerende greb, hvor Rasoulof giver de iranske frihedskæmperes rystede, vertikale videoer fra optøjerne en vægtig plads. Når Rezvan og Sana ser disse videoer på deres iPhones, og græsrodsdokumentationen forstørres op og vises for os på det store lærred, forstærker det bare fiktionens følelser af frygt og vrede hos publikum.
Modsat de lidt for simple (om end dødsens alvorlige) konflikter i ’Der findes ingen ondskab’ fremstår dramaet i ’Frøet fra det hellige figentræ’ komplekst og nuanceret, fordi vi har god tid til at se fortællingen fra alle sider.
Vi er vidne til de unge kvinder, der ser den formodede retssikkerhed smuldre og deres jævnaldrende blive slået til blods.
Vi er vidne til hustruen, der ofrer sin families sociale liv til fordel for velstand – for langsomt at fortryde sit valg og sin loyalitet til patriarken.
Og vi er vidne til faren, der går gennem en uhyggelig udvikling fra følsom rettighedsforkæmper til kynisk propagandist – og som i tiltagende grad begynder at behandle sin egen familie som de fængselsfanger, han på daglig basis afhører og tvinger til tilståelse.
Den højaktuelle kamp mellem generationer og samfundssyn syder af ægte følelser. Derfor er det lidt ærgerligt, at Rasoulof i sidste ende bygger dramaet og klimakset op omkring et påfaldende konstrueret fiktionselement.
I et af filmens første billeder ser vi, at Iman har fået en pistol af sit arbejde, som han hver dag tager med hjem for sin egen og familiens »beskyttelse«. Da pistolen en dag pludselig forsvinder – en forseelse, der kan koste ham tre års fængsel – mistænker Iman sin familie for at stå bag. Og herfra går tilliden gevaldigt ned ad bakke.
Om man kan lide denne plottråd eller ej, må man dog give Rasoulof, at han med det forsvundne håndvåben iscenesætter en nervepirrende afslutning, der minder om finalen i en westernfilm.
Instruktøren holder sit publikum effektivt fast, mens karakterernes relationer udfordres til det absolut yderste.
Kort sagt:
Den iranske, systemkritiske film ’Frøet fra det hellige figentræ’ mikser et komplekst familiedrama med virkningsfulde, virkelige mobiloptagelser fra optøjerne omkring Mahsa Aminis død i 2022.