’Honey’: 14-årig skuespiller understreger, at hun er Danmarks hurtigskydende stjerneskud
Natasha Arthy har en helt særlig tæft for at forene en til tider betongrå virkelighed med barndommens farverige fantasi.
Det har hun gjort i geniale 00’er-hits som ’Container Conrad’, ’Drengen de kaldte kylling’ og den formidable fortælling om minimal hårvækst i et barneskridt og en højtråbende (og herregrineren) mor i mesterværket ’Mirakel’.
Og ja, det er sateme svært at nå sidstnævntes tårnhøje niveau, men med sin nyeste spillefilm er den danske instruktør tilbage i topform og påviser nok engang en af sine absolutte styrker: at skabe legesyg socialrealisme i børnehøjde.
I det stensikre musikalske familiehit ’Honey’ følger man den 13-årige titelfigur (gestaltet af Selma Sol ì Dali Pape fra ’Agent’), der – præcis som i filmens litterære forlæg, ’Hest, Hest, Tiger, Tiger’ – har svært ved ikke at lyve.
Med løgne kan hun som den nye pige i skoleklassen dække over sit noget kaotiske liv, der er fuld af pres og (urimelige) ansvarsbyrder.
For med en hårdtarbejdende mor (Lene Maria Christensen), der veksler mellem at skure toiletter på advokatkontorer og riste løg i sin pølsevogn, er det Honey, der ofte står med ansvaret for hjem og dets beboere – herunder storesøster Mikala (Sidsel Boel Kruse), der har Down’s Syndrom, dyre taxavaner og komisk timing.
Den unge hovedperson griner dog ikke sådan synderligt meget, men sukker i stedet dagligt over udeblivelsen af en ’almindelig’ barndom.
Iveren efter at ville passe ind er et hovedtema i Arthys visuelt fornøjelige film, hvor mobilgrafik og sociale medier fint integreres med kommuneskoleæstetik, hvorved den danske instruktør skaber et univers og en (til tider barsk) virkelighed, som både børn og voksne vil kunne spejle sig i.
Kan man ikke genkende de medfølgende (sommetider morsomme) problematikker ved, at ens deltidsfar (Simon Bennebjerg) er en hashrygende Peter Pan-type med et yderst lemfældigt forhold til forældreforpligtelser – og i øvrigt også til tyveri af politisk ukorrekt kød og offentlige transportmidler – kan det unge publikum garanteret genkende filmens portræt af venskab, eksklusionsmekanismer og den evige diskussion om, hvorvidt klassens seje band skal fremføre numre af Medina eller The Minds of 99.
Heldigvis evner den grundmusikalske hovedperson at spille det hele. En gave hun muligvis har fået skænket af sin afdøde morfar, Marcel (det altid veloplagte trækplaster Jesper Christensen).
Eller … gennem lidt klassisk googleri og en busbillet finder Honey ud af, at han faktisk slet ikke er død, men bare en god gammeldaws douchebag med kræft og hoved i røv.
Hun synger en sang, han udtaler ukulele med j, og pludselig er der dannet et tæt bånd på tværs af generationer i ømme scener og livskloge læresætninger, hvor de to skuespillere får rum til at udvise sans for både det rørstrømske og det humoristiske.
Denne balance gennemsyrer komediedramaet, for uagtet at ’Honey’ fint berører alvorstunge tematikker som arv, (brudte) familieforbindelser og alskens former for svigt, er det ligeledes en underholdende feelgood-film spækket med sjove detaljer.
De tæller en skolelærer med to brækkede hænder og sødmefulde kærlighedsstunder i den lokale Lidl omgivet af das autocitron og hygiejnebind med ekstra sugeevne.
Blandt alt det står filmens bankende hjerte Selma Sol í Dali Pape. Det 14-årige talent, der tidligere har arbejdet med Arthy i decembersuccesen ’Julefeber’, er ikke bare pissesød, når hun ryster maracas og savler over Oliver fra 9.a. Hun er ligeledes sjældent gribende og dybt sympatisk, når hun finder trøst på plejehjem og klatrestativer, og den mangefacetterede kunstner cementerer sig nok engang som Danmarks hurtigskydende stjerneskud.
Apropos hurtig kan det ellers musikalske og afstemte værk sommetider føles en smule hektisk og lige lovligt tætpakket med skift og løbesekvenser, men ’Honey’s forpustende tempo illustrer egentlig ret fint hovedpersonens – og den spæde ungdoms – indre og ydre pres.
Således har Arthy skabt en rørende familiefilm, der på alle måder har barnets perspektiv og (manglende) tarv i fokus.
Kort sagt:
Børnenes kunstneriske advokat, Natasha Arthy, har endnu engang skabt en både alvorstung og underholdende familiefilm, der med leg og psykologisk forståelse evner at skildre det lille livs store følelser.