Kære Bridget Jones – og dine utallige dagbøger,
Jeg vil ikke påstå, at jeg nødvendigvis har et ambivalent forhold til dig og dit generøse skriveri. Jeg har faktisk altid lettere jubelidiotisk idoldyrket dig og din storrygende tilværelse og din potentielle skrumpelever. Betragtet dig som min altid velakkompagnerede og charmerende veninde med munddiarre, et hjerte af guld og ikonisk store granny panties.
Alligevel blev jeg både overrasket og mundlam ved meldingen om, at der skulle komme en fjerde film i rækken om dig.
Og nej, det handler ikke om, at jeg ikke anerkender 50+-kvindens utvivlsomme ret til at få sit (under)liv portrætteret på det store lærred. Det skyldes primært, at du på sin vis er en problematiseret og tidsatypisk – måske endda forældet – figur.
For uagtet at din sofa – hvor du pyjamasklædt sidder all by yourself og drikker hvidvin til tilbudspris, mens du oplyses af muggen ost og din egen dårlige dømmekraft – vel er Charli XCX’s brat-bølges nussede moderskib, synes nogle af dine betænkelige vaner at sammenstøde med nuværende normkritiske tilstande.
Men det er muligvis derfor, vi er blevet ’beriget’ med endnu et cinematisk romanceværk? Et forsøg på at vise, at du nu er blevet klogere – og måske endda (gisp!) woke?
Ej, det er der vist ingen fare for. Uagtet at 2016-filmen ’Bridget Jones’s Baby’ forsøgte at etablere en forvandling fra komisk selvmedlidende nervevrag til tjekket boss lady – og desuden tilbød et spændende faderskabsdilemma, der somewhat imødeså den alternative og polyamourøse familieførelse – er fortællingerne om den britiske singleton notorisk kendt for at levere et vittigt, dog begrænsende univers.
Også i 2025-versionen.
Kalorietælleriet er skrottet
Jo jo, i den aktuelle ‘Bridget Jones: Mad About the Boy’s lidt undervældende ’enkefrue-skal-på-datingapps’-komedie (Rip Mr. Darcy!), er der skam sket en nogenlunde positiv udvikling.
Man har halvhjertet forsøgt at udligne den hidtil ikkeeksisterende diversitet, og der er ikke længere white savior-skvadder, hvor det hovedløst antydes, at vesteuropæere let kan forsøde livet for thailandske fængselsfanger ved at udlevere farverige pushup-bh’er og Madonna-melodier som i toeren ‘Bridget Jones – på randen af fornuft’.
Samtykke berøres ligeledes florlet og kalorietælleriet er skrottet. Og det manglede da også bare.
For siden Renée Zellwegers Bridget Jones i 2001 første gang tændte en Silk Cut og blev begramset af en nasty selverklæret onkel, er hun trods sine ligheder med Claudia Schiffer og andre katalogtyper blevet fremstillet som en modsætning til 90’ernes heroin chic supermodeler. Hermed udpeget som en everyday woman, der rammes af kropsforskrækkelser og internaliserbar udskamning. Som i øvrigt agerer en hyppig målskive for horrible replikker a la »I thought you said she was thin«. Av.
Der er vist ingen grund til, at jeg generklærer det absurde i denne udstilling af “overvægt”. Heller ingen grund til at fremhæve det problematiske i de tidlige films fritløbende sexisme, hvor vi (udover ovennævnte semi-incestuøse røvklask) blandt andet overværer MeToo-gloificering, når både oralsex og upassende beskeder fra en liderbuks-chef omhandlende en kort nederdel modtages med smil og støn.
Og jeg magter da slet ikke at beskæftige mig med originalfilmens karakter Mr. Tits Pervert, der er en… ja, tits pervert med nedladende opføresel overfor sine unge og østrogenbærende kollegaer. Men hvad kunne man ellers have forventet på et forlag, hvor læseoplevelsen med den mundrette titel ’Kafka’s Motorbike’ publiceres?
Det var vel bare just another day at the office og et ganske rammende portræt af hvad damer har måttet (og til stadighed må) affinde sig med?
For baseret på Helen Fieldings klummer, der er et populærkulturelt fænomen på samme hylde som ‘Sex and the City’ og danske ‘Nynnes dagbog’, er historierne om Londons pinlige single en selvbetitlet ærlig skildring af den moderne kvinde og hendes omkringliggende – og til tider uretfærdige – virkelighed. Og af hendes tumultariske kærlighedsliv, naturligvis.
Mændene kan ikke dø
I dit tilfælde, miss Jones, har kærlighedslivet været fuld af mænd med krøller, red flags og tilsyneladende også dødstendenser – dog har den ellers begravede badboy Daniel Cleaver, der spilles af den endnu mere badboy’ske Hugh Grant, på magisk vis fået vejrtækningen tilbage i den aktuelle fjerde film.
Men sådan er hankøn jo – de kan ifølge dine fortællinger åbenbart det hele. Rocke dum rensdyrmode, trash talke sig til en bachelorettes blødende hjerte og, ja, vækkes til live.
Den utilnærmelige Mark Darcy (bakkenbartet gestaltet af Collin Firth) er vistnok ægte død. Og selvom hans nylige bortgang er mere end sørgelig, er den måske naturlig nok. Foooooor…. har han ikke levet omkring 150 år og et par minutter?
Jo, den smukke førsteelsker Mr. Darcy så dagens lys i Jane Austens sværvægter ’Stolthed og fordom’, og grundet sin forbistrede uimodståelighed adopterede ’Bridget Jones’-franchisen lystigt både ham og hans uklædelige bagtaleri – og i øvrigt også det litterære værks 1800-tals ægteskabssyn.
Sidstnævnte er mest udmattende, når det konstant pointeres, at en kvindes største frygt er at transformere sig til en ensom pebermø og dermed ende som hundemad (#DogCoreLogic), og at kun en mand kan skåne hende fra denne skam- og rabiesbidende skæbne.
En frygt, der gentages i filmseriens seneste romcom, hvor tosomhed nok engang præsenteres som den absolutte lykke, og hvor vi igen-igen skal overvære jagten på en maskulin redningsvest med lækkert hår.
Morsomt? Ja, det hænder.
Rettidigt? Åh, du godeste nej.
»Just as you are«?
Det mest tidsåndlige ved ’Bridget Jones: Mad About the Boy’, er muligvis, at der kuvøseguffes i Tinders ungeafdeling.
For derudover synes mange af filmens elementer enten at være bedagede eller at være en ærgerlig gentagelse af en ærgerlig kultur, der – trods et udtalt opgør med selvsamme – fortsat måler, vejer og valoriserer dets forvirrede tilhængere.
Ja, stakkels Bridget. Selvom man har smidt både smøger og slankekure, og har udviklet sig fra kontorelskerinde, der laver sjove jokes om Sadam Husseins røv til succesfuld tv-producerende mommy, stopper fordømmelsen altså aldrig.
Case in point: Her sidder jeg, en thirty something kønsfælle og diskuterer, hvorvidt (historien om) en ikonisk antiheltinde ældes med ynde.
Offer for både toksisk femininitet og maskulinitet har du kæmpet for at balancere dig gennem tilværelsens svære kår, mens du – som flere både før og efter – er blevet tilsvinet i medier og til livets ekskluderende langbordsmiddage, hvor der serveres alt fra uappetitlig »turkey curry« til hånende floskler vedrørende blondiners angivelige dumhed og identitetspolitiske fodfejl.
For ligevægtens skyld (og nej, det er i denne sammenhæng ikke et tykfobisk ord), lad mig da påpege dele af al den værdsatte visdom, du har skænket dit publikum:
Du har lært os, at man aldrig skal bruge blå snor i supper, at narkosmugling ikke altid er ens egen skyld, og at et bunnykostume kan være en udemærket icebreaker til en familiefest.
Mest af alt har du lært os, at verden er vilde med at glo på og grine med såkaldte fejlbarlige damer – men ligeledes at (film om) en kvinde ikke nødvendigvis skal være elsket af alle for at have eksistensberettigelse.
Heldigt for dig, Bridget Jones, er der dog mange, der kan lide dig »just as you are«. Sådan da.
‘Bridget Jones: Mad About the Boy’ kan ses i biografen. De andre ‘Bridget Jones’-film kan ses på Netflix.