’Kærligheden fårever’: Plat svensk Netflix-romcom har et deprimerende budskab
Netflix fyrer planmæssigt romantiske komedier af på valentinsdag, og i år får vi den svenske, ægteskabsfikserede komedie med den lodne titel ’Kærligheden fårever’. Og ja, den er lige så fåret, som titlen antyder.
Kendiskokken Samuel (Charlie Gustafsson), der kommer fra den traditionsrige svenske ø Gotland, og storbypigen Hanna (Matilda Källström), der arbejder som psykolog, er det umage par i fokus.
Efter et års parforhold skal de giftes. Det får vi at vide inden for filmens første syv minutter. Hvordan de har mødt hinanden, og, vigtigst af alt, hvorfor de skal giftes, får vi derimod aldrig svar på. Til gengæld er det meget vigtigt, at de bliver gift, og at det skal være et lavmælt bryllup, hvor kun deres bedste ven og veninde tager med fra Stockholm til Gotland for at overvære den store dag.
To dage inden brylluppet er der allerede dårlig stemning. Under Hannas polterabend, hvor hun i bedste woo-girl-stil kører i limousine med en håndfuld veninder, siger den eneste inviterede, Linda (Doreen Ndagire), at hun nok skal tage billeder af det intime bryllup, nu hvor de andre ikke skal med. Det får selvfølgelig utilfredsheden til at bryde ud.
Hanna sipper sin drink, mens hun undskylder, retfærdiggør sig selv og undgår venindernes blikke. Den akavede stemning og hovedpersonens tåkrummende reaktion er faktisk spændende at iagttage, fordi den er så almenmenneskelig, og fordi scenen får tid til at vokse. Kameraet veksler mellem en oprørt venindes skuffede blik og Hannas febrilske forsøg på at finde en neutral modtager. Som seer bliver man revet med.
Men ak, hjerte rimer på smerte, og dette er desværre filmens eneste scene, som for alvor engagerede mig.
Til trods for fortællingens varme, landlige rammer fremkaldte ’Kærligheden fårever’ snarere en utilsigtet eksistentiel angst i mig. For tænk at blive styret imod sin dødelige endelighed for andres skyld, som det sker for Hanna og Samuel.
Sidstnævntes forældre, Majgun og Leif, orkestrerer en surprise-opgradering af vielsesfesten – for de kan da ikke have »et lille lortebryllup«. Forældrene har inviteret mange flere gæster, end parret havde planlagt, og endda valgt Hannas brudekjole for hende.
Samuel og Hanna siger aldrig fra over for den ene platte, muligvis grænseoverskridende handling efter den anden, som familien udsætter dem for. Derfor blev jeg aldrig overbevist om deres sammenhængskraft som par. Sådan fortsætter det, indtil fortællingen kulminerer i totalt kaos, hvor folk kommer til skade, mens Hanna og Samuel passivt kigger på.
Alligevel insisterer filmen stædigt på, at kærligheden overvinder alt – uden nogensinde at fortælle hvorfor.
Det havde været mere passende, hvis instruktør Staffan Lindberg var gået Christian Tafdrup-vejen. I dramaet ’En frygtelig kvinde’ og den isnende psykologiske gyser ’Speak No Evil’ har den danske instruktør som bekendt understreget, at vi danskere er mindst lige så konfliktsky som svenskerne. Modsat sin svenske kollega går Tafdrup bare hele vejen og lader os opleve konfliktskyhedens mest ekstreme konsekvenser på egen krop.
’Kærligheden fårever’s budskab er derimod, at man bare skal vælge at elske nogen for herefter gøre det uanset hvad – selv hvis man aldrig støtter hinanden. Én ting er ikke at kunne stå op for sig selv, en anden er ikke at stå op for den, man elsker. Og at se to mennesker sige »ja« til hinanden, når man slet ikke tror på, at de kan passe på hinanden, er bare deprimerende.
Derfor efterlod ’Kærligheden fårever’ mig i alt andet end romantisk valentinsdagshumør.
Kort sagt:
Den svenske Netflix-film ’Kærligheden fårever’ er en konfliktsky og plat film med et deprimerende budskab.