Når ikke sjusket klippearbejde spoiler det kommende afsnits cliffhanger-spænding, er ’Spillet’ ret svær(t) at regne ud.
Eller det vil sige: Præcis som det gælder for den moderne tilværelse, kan reglerne være svære at regne ud. For nogle altså. Heriblandt mig. Åbenbart.
For selv efter at have brugt tre timer i selskab med TV 2’s nye satsning, er jeg lidt i tvivl, om hvorvidt der er et nøje udtænkt forløb med en nedskrevet konkurrencejura, eller om de daglige instrukser bare gives af public service-kanalens praktikanter, mens de sidder og fjoller.
Ej, det sidste passer nok ikke, for det er skam alvorstungt, når 12 kendisser lukkes inde i en luksuriøs villa i Fredericia, hvor de skal smide hinanden ud.
Her er magt, penge og venskaber på højkant, og det er mildest talt medrivende at overvære det danske og mærkværdige kærlighedsbarn mellem’ Squid Game’ og ’Robinson’, der (udover det åbenlyse regelsæt) dog hverken rummer knivstikkeri eller tændstål – eller en højtråbende ekspeditionsleder i cargoshorts.
Nej, faktisk har ’Spillet’ kasseret en programvært af kød og skærmvant blod til fordel for en robotlignende spåkugle med Alexa-energi. En lille lidt latterlig gimmick – men dog et rammende billede på, at vi lever et mere og mere teknologiseret liv og tager ordre fra åndsforladte computerstemmer.
Frihed, Kellogg’s og paranoia
Uagtet at sociale eksperimenter inden for nyere tv-tid synes at være en populærkulturel fetich og derfor er i overproduktion – og desuden en ’fancy’ måde at undgå det udskældte realityprædikat – er det da betryggende, at der endnu skabes programmer, som har mennesket og dets relationer som analyseobjekt.
Og ’Spillet’ tilbyder netop en iscenesat, men meget virkelig virkelighed, der spejler mennesker, flokdyrstendenser, samfundets uretfærdigheder og dets opdelte verdener.
I den jyske villas oververden er der frihed, Kellogg’s cornflakes og paranoia. I dens underverden feltsenge, dårligt indeklima og eliminerede deltagere. Og sammenhold.
Sidstnævnte er godt, når man som underverdensbeboer/kældermenneske på bedste Broder Salsa-maner bliver bedt om at farvesortere tusindvis af bønner og folde nogle ubrugelige pizzabakker, fordi … ja, det skal man altså bare. I al fald hvis man vil have fingre og drøbler i den moderne kapitalismes flydende guld: Coca Cola Zero.
Det er der rigelige mængder af på øverste etage, hvor den tidligere landsholdspiller Joachim Boldsen trasker rundt i klipklappere, hvilket åbenbart er udmærket fodtøj, hvis man gerne vil gå under radaren, så man ikke gør sig uvenner med YouTube-typer og andet godtfolk.
Det kan nemlig sagtens være en strategi i ’Spillet’ – og i livet.
Fra Östlund til Fredericia
Sådanne erkendelser vækker programmet til overflod. Ja, faktisk er der en hel del visdom at hente fra TV 2-formatet, om end den ikke kommer fra det underlige kommentatorpanel bestående af fire andre kendisser, som metaagtigt iagttager deltagerne, påpeger banaliteter og enten griner eller græmmes, når villaens gæster er farve- eller privilegieblinde.
Men af den lidt atypiske realitydeltager Glenn Bech – der med sine hyldede litterære udgivelser ’Farskibet’ og ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ er trænet i beskæftigelsen med (og desuden artikulationen af) magtforhold – lærer vi for eksempel, at yoga ikke nødvendigvis er lige så nemt, som tv-vært Anna Lin får det til at se ud.
Af provokatøren og den tidligere moderedaktør Jim Lyngvild lærer vi, at det kan være idiotisk at skrive grimt om den influerende iværksætter Irina Olsen. Og alle andre i øvrigt. Noget en vis omdiskuteret og obskur ’Spillet’-anmeldelse på Avisen.dk yderligere bekræfter.
Af Vicki Berlin lærer vi, at bare fordi man har været med i Ruben Östlunds magtkritiske værk ’Triangle of Sadness’, der skildrer gruppedynamikker og (skiftende) hierarkier, betyder det ikke, at man finder sig godt til rette i et konkurrenceprogram omhandlende selvsamme.
Det blev soleklart i seneste afsnit, hvor hun og Oliver Stanescu fik en neglebidende og forventningsafstemmende snak om Ludo og moral.
Her blev det tydeligt, at hvor den mandlige komiker paradiso-ish er kommet for at »spille spillet« og derfor gør et ihærdigt forsøg på at separere følelser fra taktik, betragter skuespilleren sin deltagelse som en forlængelse af sit personlige liv. Udspekuleret og backstabbende opførsel godtages derfor ikke. Punktum.
Den allervigtigste regel
Oliver ville egentlig bare have en kold forsoningsøl, men led slutteligt en dybt dramatisk martyrdød (læs: han og hans rullekuffert blev sendt i kælderen).
Nogle ville nok mene, at han blev lige lovligt hårdt dømt af både sig selv og sine medspillere, og dele af mig har lyst til at hoppe på Team Oliver-toget og advokere for, at han med sine (i nogles øjne) egoistiske valg jo sådan set bare har gjort det, den åndssvage kugle og produktionen har bedt ham om.
Men på samme måde som man kan kritisere det at gemme grove udmeldinger bag løsslupne anmelderkoder, kan man kritisere tanken om, at følelser og et indre moralsk kompas er noget, man kan tænde eller slukke for. Så teknologiserede er vi vel ikke helt blevet endnu?
Kald det et spil, kald det satire. Ligegyldigt hvad betyder det (lykkeligvis) fortsat noget, hvordan vi omgås og omtaler hinanden.
Det må være ’Spillet’s fornemmeste læresætning – og allervigtigste regel.
’Spillet’ kan ses på TV 2.