‘Schmeichel’: Fodboldlegendens ikoniske sejre føles som parenteser i overfladisk dokumentar
»Man skal være lidt småtosset for at stå på kassen«.
I fodboldmunde er det en klassisk vending om målmandsgerningen, og blandt tosserne er Peter Schmeichel en af historiens mest tossede. Og bedste.
I den nye todelte dokumentarserie ’Schmeichel’ dykker den britiske instruktør og klipper Owen Davies ned i den danske målmands glorværdige karriere og liv fortalt af 61-årige Schmeichel selv.
Mange unge i dag kender ham måske primært som far til Kasper Schmeichel eller som reporter på CBS Sports Golazos utroligt populære Champions League-dækning. Tiden er inde til at ære far Schmeichel. Tiden er til, at Peter Schmeichel får sin egen ’Beckham’ med et vink til den populære Netflix-serie fra 2023.
Og det får han. På en måde. For paradoksalt nok fremstår fortællingen om den ellers så pæne og relativt kedelige Beckham langt mere nuanceret og levende til sammenligning med en på alle måder original og stor personlighed som Schmeichel.
Kan det være fordi, Peter Schmeichels historie mangler interessante perspektiver? Nej, tværtimod.
Fra sin strandvejsidyl i Espergærde – hvor han i dag lever sammen med eksmodellen Laura von Lindholm – bevæger Schmeichel sig rundt i gader og gennem skove, mens vi hører om hans polske bedsteforældre, hvoraf bedstefaren blev dræbt på første dag af Anden Verdenskrig, mens bedstemoren blev deporteret af sovjetiske soldater for øjnene af Peters 11-årige far.
Peters fars historie kunne være en dokumentar for sig. Den fremragende jazzmusiker, der under Den Kolde Krig måtte leve som dobbeltagent splittet mellem den polske og danske efterretningstjeneste for af kunne rejse til Danmark, og som efterfølgende gennemlevede mange år plaget af alkoholisme.
Peter Schmeichels egen historie har et mere liberal-eventyrligt skær over sig. Den lille dreng fra Taastrup, der drømte om at spille for mægtige Manchester United og med en uhyggelig viljestyrke efterlevede farens mantra om, at »du skal være den bedste« – og faktisk blev verdens bedste målmand i 90’erne og en central figur på et af historiens mest succesfulde fodboldmandskaber.
Og så selvfølgelig også eventyret i eventyret om det upåagtede badebilletlandshold, der vandt EM i 1992.
Peter Schmeichels historie er spækket med utrolige drejninger og stærke tematiske tråde om faderroller, familiefravær og grænsen mellem galskab og genialitet.
Vi får det hele præsenteret i ’Schmeichel’, hvor instruktør Owen Davies udover Schmeichels store tilstedeværelse også har fået United-legender som manager Sir Alex Ferguson, eneren Eric Cantona og klubmanden Gary Neville samt ikke mindst børnene Kasper og Cecilie i tale.
Dertil har instruktøren haft et fantastiske arkivmateriale af hjemmeoptagelser til sin rådighed. Vi er både med til at fejre mesterskaber i omklædningsrummet og i 90’er-lædersofaen, hvor en yngre Schmeichel sidder i mørket i inderlig improvisation med sin guitar.
’Schmeichel’ er som et koncentrat af den roste selvbiografi ’One’ om Peter Schmeichel, der kom for nogle år siden. Den skal og har allerede affødt artikler om Schmeichels ustyrlige temperament som spiller, der var svær at slippe på hjemmefronten, og om den modne og mere velbalancerede Schmeichel. Den skal sikkert også få nogle til at genantænde kritikken af Schmeichels dubiøse rolle ved fodboldverdensmesterskaberne i Rusland og Qatar, som er udeladt fra dokumentarens gnidningsfrie form.
Men dokumentarserien om Peter Schmeichel skal nok også blive glemt ret hurtigt igen. Og så er vi tilbage til ’Beckham’ og en lang række andre nyere sportsdokumentarer. For der er særligt to vigtige elementer, som ikke gør dokumentaren om den store dansker til en særlig stor oplevelse: den manglende historiske kontekst og den ubetonede dramaturgi.
Hvor Beckhams karriere blandt andet blev et afsæt til at reflektere over tidsånden og den eskalerende kendisdyrkelse i 90’ernes England, føles tiden i ’Schmeichel’ som et hullet og ubetydeligt baggrundstæppe. Meget sigende kommenteres den revolutionære overgang i engelsk fodbold i starten af 90’erne til det langt mere kommercialiserede Premier League-ligasystem, vi kender i dag, blot med en kort bemærkning om, at »det var som skabt til Manchester United«.
Meget af fodboldgennemgangen i ’Schmeichel’ fremlægges forbløffende indforstået. Kender man omvendt sin fodboldhistorie, eller har man set den glimrende dokumentarserie ’Historien om Premier League’ på DR, synes det hele umådelig trivielt og overfladisk.
Netop den overfladiske fornemmelse, som ’Schmeichel’ efterlader én med, peger tilbage på Owen Davies. Hans største erfaring er som klipper på diverse sportsdokumentarer. Ikke desto mindre er det pudsigt, hvor fladt og inkonsekvent dokumentaren er sat sammen.
Den konstant dramatiske underlægningsmusik bliver en monoton brummen, når vi skøjter gennem fem år på fem minutter. Eller nå vi hopper lettere uelegant fra tungere temaer såsom hovedpersonens fravær fra børnene og farens alkoholisme og tilbage til fodboldsucceserne.
Er der noget, som man er blevet dygtig til inden for sportsdokumentarisme, er det at fremelske de gode narrativer og den (overdrevent) intense spændingsopbygning. Tour de France-etaper, som man har set med halvlukkede øjne, får eksempelvis helt nye suspensefyldte kampe i kampen i ’Tour de France: Unchained’ på Netflix. I Prime Videos ’All or Nothing’-serie med forskellige Premier League-klubber som Arsenal og Manchester City bliver hver en spillerunde et spørgsmål om den ene spillers død og den andens startplads.
Selv Prime Video-dokumentaren ’Sir Alex Ferguson: Never Give In’ om Schmeichels gamle manager – den ubestridelige vinder, men også lidt konservativt knotne skotte – blev en rørende mindefortælling skabt mellem far og søn med døden truende i kulissen.
I ’Schmeichel’ lykkes det at få ikoniske højdepunkter som sejren ved EM i 1992 og Uniteds mirakuløse comeback i Champions League-finalen i 1999 til at føles som parenteser. Det er faktisk lidt af en bedrift.
Med andre ord mangler der en fernis af storhed i ’Schmeichel’. Eller et større vanvid. Eller en dybere undersøgelse af motivet af Schmeichel i lædersofaen med guitaren i hånden. Et eller andet, der kunne have givet dokumentaren den særlige karakter, som ’supertossen’ Peter Schmeichel havde og har.
Kort sagt:
Dokumentaren om målmandslegenden Peter Schmeichel flyver afsted mellem store fodboldsejre og refleksioner om faderskab og offervilje. Den formår dog aldrig at gengive de ubegribelige sejre, så man mærker dem, eller stikke dybt nok ned i den komplekse personlige bagage, der har gjort Schmeichel til noget særligt både på og uden for banen.