’Det skjulte’: Familiethriller om børnepornoanklager burde være brændende aktuel
En respekteret spidsborger oplever pludselig at få tæppet trukket væk under sig selv og sin familie, da beskyldninger om, at han har haft adgang til børneporno, ruller ned over ham.
Den belgiske instruktør Joachim Lafosse har angiveligt taget udgangspunkt i en betændt belgisk sag fra 00’erne. Herhjemme ligger centralkonflikten i hans biografaktuelle film ’Det skjulte’ dog foruroligende tæt op ad de nylige anklager rettet mod Henrik Sass Larsen.
Ligesom den skandaleombruste ekssocialdemokrat lyder familiefaren Francois’ (den franske hofskuespiller Daniel Auteuil) forsvar sågar, at han blot brugte de grusomme videoer til »research« i sit arbejde som forsvarsadvokat.
Tilfældighedernes pudsige spil har således givet Lafosses familiethriller et spotlys på en af dette års varmeste kartofler, i det mindste i vores lille hjørne af verden.
I ’Det skjulte’ bruges bærbaren med børneporno som en rygende pistol, der har ødelæggende konsekvenser for hele Francois’ familieenhed.
Som en flue på væggen holder Lafosse sig på afstand af mor, far og børn og nøjes blot med at observere dem i deres hverdagstristesse, alt imens snøren strammes tættere og tættere om halsen.
Adoptivsønnen Raphael, som i forvejen er en ulykkesfugl, forsvinder lang tid ad gangen uden at ville forklare sig. Voksendatteren Caro tager afstand fra forældrene. Og gamle, incestuøse voldtægtsanklager fra Francois’ lillebror Pierre spøger atter en gang 30 år senere.
I kaosset prøver løvemoren Astrid (Emmanuelle Devos) at holde facaden. Hun smider gamle cd’er ud med fordækt materiale, affejer de voldsomme anklager som ondsindet karaktermord og bortforklarer mandens ugerninger til sine chokerede børn.
Heri er der potentiale til et fascinerende karakterstudie af jernkvinden, som bliver medskyldig i sin mands forbrydelser ved at tie dem ihjel. Men ’Det skjulte’ er ikke interesseret i at fælde dom over sine karakterer, og således har filmen heller ikke synderligt meget at sige om deres amoralske levevej.
Det er tydeligt, at Lafosse er inspireret af landsmændene Jean-Pierre og Luc Dardenne, hvis film er drevet af den samme spændingsopbyggende socialrealisme. Men hvor denne naturalistiske instruktørtilgang til en vis grad fungerede i ’Rastløs’ (Lafosses autobiografiske familiedrama om en far, som lider af bipolaritet), gør stilvalget det her noget nær umuligt at indleve sig i dilemmaet, som Astrid befinder sig i.
Hvad værre er, viser instruktøren sig at være mere end en smule inkompetent i brugen af thrillergenrens virkemidler. Lafosse virker til at tro, at en stemningsopbyggende atmosfære bedst skabes ved at holde publikum hen i mørket. Filmens behandling af den centrale konflikt er meget vag trods den ellers simple præmis.
Et flashforward i anslaget, der afslører filmens tragiske slutning, gør intet for at opbygge en inciterende stemning, men mudrer blot kronologien. Lige lidt hjælper det, da det dramatisk opsatte klimaks udspiller sig som en tømmermandsramt skoleforestilling.
Pierres anklager mod Francois ender uforløst, og forvirringen bliver total, da Francois arbejder på en lignende pædofilisag som den, han selv ender med at blive fældet for, men som Lafosse nægter at introducere os til.
Lyder det unødvendigt knudret? Ja, det er det.
Der er enkelte scener, hvor Lafosses Dardenne-inspirerede slice-of-life stilart kommer til sin ret. Særligt under politiets forhør af Astrid, Raphael og Francois, hvor familiens forskellige virkeligheder kløgtigt udstilles gennem én lang kameraindstilling.
Men selv denne scene er ligesom filmen som helhed for pæn og for tilknappet.
Kort sagt:
Belgisk instruktørs thriller om en respekteret familiefars fald fra tinderne efter alvorlige anklager om ejerskab af børneporno burde passe som fod i hose til tidens hotteste nyhedsoverskrift. Så det er en skam, at filmen er rodet og inkompetent fortalt.