‘Mickey 17’: Robert Pattinson gakker helt ud i Bong Joon-hos første film siden ‘Parasite’

‘Mickey 17’ er Bong Joon-hos ‘Starship Troopers’.

En bidende science fiction-samfundssatire, der overrumpler med action og comedy, så det deprimerende spejlbillede bliver nemmere at kigge på.

Hvis man har set den sydkoreanske mesters to foregående engelsksprogede film ’Snowpiercer’ og ’Okja’, han man også en god idé om, hvorvidt man vil kunne lide ’Mickey 17’. Det er en film, der er meget ham. Altså Bong. Lidt mere til den komiske side, ikke ligefrem en typisk Hollywood-film og sandsynligvis ikke den ’Parasite’-opfølger, nogen forventede.

Robert Pattinson spiller Mickey, der vil undslippe Jorden og en heftig dummebøde, så han accepterer et jobtilbud som ’undværlig’ på en rumekspedition til en fjern isplanet, der skal koloniseres.

Uden at have læst det med småt bliver Mickey skudt ud i rummet og er nu officielt skibets prøvekanin, hvis job det er at udføre dødbringende opgaver og rent faktisk dø af dem. Og næste dag bliver han 3D-printet igen og skal møde på arbejde.

Det er et hårdt job at dø. Det må også være eksistentielt komplekst. Heldigvis er Mickey hverken den skarpeste kniv eller den grublende type, så han accepterer sin rolle. Lige indtil han mirakuløst overlever et fald ned i en issprække og kæmper sig hjem til basen imod umulige odds, kun for at finde nummer 18 liggende i køjen.

Lige der bliver situationen for eksistentielt kompleks for Mickey 17.

Det bliver ikke nemmere af, at Mickey i forvejen er fanget på skibet, der ledes af en fejlslagen politiker og korrupt demagog – en sprudlende Mark Ruffalo – og hans Lady Macbeth-agtige kone, spillet af en suveræn Toni Collette, der endnu engang minder os om, hvor uretfærdigt det er, at horror- og comedy- og horrorcomedy-præstationer så sjældent bliver anerkendt med filmpriser og anmelderkys.

Man forventer, at det bliver absurd, når det er en film af Bong Joon-ho, og også her får man virkelig lov til at strække de muskler, som gør dig i stand til at acceptere overdrevne abstraktioner. Det er jeg vild med, men det er desværre også en usammenhængende film, som jeg mistænker for at have haft et omtumlet liv i klipperummet.

Men hvis du bare ser ’Mickey 17’ som den nye actionfilm med Robert Pattinson frem for det nye auteurværk af en af de største instruktører i vor tid, er det måske nemmere at sætte pris på den weirdness, der gennemsyrer filmen, og som fjerner fokus fra narrativt rod, tunge voiceover-passager og lidt for grove karikaturer.

Til tider balancerer ’Mickey 17’ på grænsen til at blive ’Don’t Look Up’-satirisk, og det mener jeg ikke som en kompliment. Det er især Robert Pattinsons præstation som to versioner af den samme person, der trækker filmen hjem. Han leverer fysisk slapstick og taler næsten som en goofy Steve Buscemi. Der er ikke meget Batman over Mickey 17, og det fungerer virkelig godt.

I Verhoevens ’Starship Troopers’ kommer erkendelsen af, at det er mennesket, som er de fremmede, krigeriske væsner, snigende efter underteksterne, efter publikum er blevet bombarderet med fascistisk propaganda i to timer. I ’Mickey 17’ bliver samme pointe råbt næsten direkte til kameraet: »We’re the aliens, you idiot!«.

I en verden, hvor et mesterværk af en scifi-satire som ’Starship Troopers’ findes, er ’Mickey 17’ ikke kraftfuld nok til at blive en klassiker. Ikke vild og undergravende nok til at blive misforstået i sin samtid og ikke genial nok til at blive opdaget som et glemt mesterværk om 20 år, hvis ellers menneskeheden er så heldig at eksistere i så lang tid.

Men jeg tror, ’Mickey 17’ bliver bedre med alderen. Lidt distance og perspektiv vil hjælpe til at modne filmens afsøgning af den amerikanske identitet og pointer om klassesamfund, grådighed, kolonialisme, korruption og post-revolutionær politik. Lige nu er det for tæt på.

Der er endda en scene, hvor Mark Ruffalos sleske, selvbestaltede, næsten guddommelige leder bliver snittet af en kugle på kinden. Jeg ved ikke, om det også sker i Edward Ashtons romanforlæg, men her midt i en Trump-æra er det lidt for on-the-nose.

Men hvis du er klar til at omfavne the weirdness, er ’Mickey 17’ bestemt værd at se. Det hjælper også, at mesterfotografen Darius Khondji (’Seven’) har hjulpet med at få filmen til at se fabelagtig ud, og CGI er brugt med omtanke.

’Mickey 17’ skal nok blive en eller andens yndlingsfilm, og hvis du sidder ved siden af ham i baren, vil han gladeligt fortælle dig alt om den.

---

Kort sagt:
Bong Joon-hos første film siden ’Parasite’ lykkes som en hjernevridende, eksistentiel og sort komedie med en Robert Pattinson i spidsen, der er med på – og har fået lov til – at gakke helt ud.