’Paradis City’: Svensk dystopithriller misser for mange muligheder trods lysende stjerne i centrum
’Underverden’-instruktør Fenar Ahmad har kastet sig over endnu et storladent, hyperrealistisk filmprojekt.
Men denne gang bevæger vi os fra en socialrealistisk Batman, der tager kampen op mod københavnske kriminelle, og over i en svensk nærfremtidsdystopi baseret på forlægget af den svenske forfatter Jens Lapidus, mest kendt for ’Snabba Cash’.
Järva, i folkemunde kaldet Paradis City, er navnet på en slags overdimensioneret visitationszone i Sverige, et samfund bestående primært af kriminelle eller de kriminelt beslægtede, omkranset af en uigennemtrængelig mur, der har til formål (eller i hvert fald til følge) at indføre klassebaseret apartheid.
Ganske beslægtet med Kurt Russell-baskeren ’Escape From New York’, Blomkamps ’District 9’ og den danske actionthriller ’Shorta’.
Da indenrigsministeren Eva Basarto Henriksson, der går til valg på at nedlægge muren, bliver bortført under en brandtale, må agenten Fredrika (Julia Ragnarsson) og den kriminelle eks-MMA-fighter Emir begive sig ind i det berygtede Paradis City for at redde hende – og drømmen om et bedre Sverige.
Om end plottet lyder (og er) relativt uoriginalt, er der noget enormt aktuelt og sympatisk over udgangspunktet. Serien er en klar kommentar til den samfundsødelæggende tribalisme, der hærger verden over, og som ikke umiddelbart lader til at gå i den rigtige retning. Paradis City-samfundet er en pendant til den tid, vi lever i nu, sat på den absolutte yderste spids for at understrege problematikken i othering-tankegangen – og af den grund alene synes jeg, at serien og dets forlæg har sin eksistensberettigelse.
Desværre snegler den første halvdel af seriens seks afsnit sig afsted i et forsøg på at udvide historien og karaktergalleriet i en grad, der ikke holder vand. Jeg har ikke læst Lapidus’ roman, men jeg må antage, at ambitionen var at inkludere så meget af kildematerialet som muligt. Problemet er bare, at det enten bliver kedeligt eller irrelevant.
Et eksempel er Emirs ekskæreste Nova, som vi af uransagelige årsager følger i scene efter scene i et b-plot, der har meget lidt at gøre med – eller indvirkning på – hovedhistorien. Et andet eksempel er Emirs diagnose. Han har nyresvigt, hvilket betyder, at han skal gennemgå dialysebehandling hver femte dag for ikke at dø.
Det sætter naturligvis en timer på, hvor længe han kan rende rundt på sin redningsmission bag muren, inden han må kaste håndklædet i ringen. Det bliver bare aldrig brugt til noget. Det har ingen konsekvenser for handlingen, at han i teorien burde gå rundt og tælle minutterne, til han dratter om.
Værre er historiens mangel på overraskelsesmomenter. Langt hen ad vejen er plottet forholdsvis lineært, men selv når det indimellem tager nogle potentielt spændende drejninger, kan man se udfaldet komme på lang afstand. Og når man først sporer sig ind på den konstante brug af deus ex machina, er det svært at få pulsen op. Jeg talte mindst fem gange på de seks episoder, hvor en karakter i sidste øjeblik dukkede op ud af det blå for at redde dagen.
Heldigvis gør seriens klimaks og denouement til en vis grad op for det, men det er too little, too late.
Den visuelle skildring af Paradis City forbliver også en misset mulighed. Måske er det budgettet, der sætter begrænsninger, men vi mærker mestendels, at vi befinder os i et dystopisk samfund på randen af selvdestruktion, ved at det brænder lidt i gaderne om natten. Man får ikke indtryk af, at Paradis City skulle adskille sig markant fra en hvilken som helst anden bydel verden over – ud over at vi gang på gang får det fortalt af karaktererne.
Alexander Abdallah fra Netflix’ ’Snabba Cash’-serie er til gengæld et lyspunkt. Han leverer en dejligt nuanceret præstation som den moralsk komplekse Emir, der er en af de få karakterer, jeg kunne mønstre sympati for.
Han manøvrerer elegant mellem kæk og led, kærlig og ubarmhjertig, helt og skurk, og hvis vi nogensinde skal udsættes for mere i Paradis City-universet, så håber jeg bare, at det bliver med Abdallah i centrum.
Kort sagt:
Trods en tankevækkende præmis, et par veleksekverede actionscener og en dygtig hovedrolleindehaver er ’Paradis City’ en relativt uinspirerende og langsomlig dystopi.