’September 5’: Nyt drama om skelsættende terrorangreb er en af de mest effektive spændingsfilm længe

Der var meget på spil, da De olympiske lege løb af stablen i München i 1972. Det var første gang siden 1936, at sportsbegivenheden blev afholdt på tysk jord, og værtsnationen satte alt ind på at genoprette deres ry efter Anden Verdenskrig. Desuden skulle sportsbegivenheden bevise sit værd som samlende, global begivenhed under Den kolde krig.

Sådan gik det ikke. Den palæstinensiske terrorgruppe Sorte September angreb den olympiske by og tog 12 israelske atleter som gidsler over 22 timer for at presse Israel til at løslade 200 palæstinensiske fanger.

I Tim Fehlbaums nervepirrende ’September 5’ følger vi næsten udelukkende begivenhederne fra det tv-kontrolrum i München, hvorfra den amerikanske kanal ABC dækkede begivenhederne live via en banebrydende satellitforbindelse, der kunne transmittere deres eksklusive billeder til hele verden. Det var første gang, at en terrorbegivenhed blev transmitteret på direkte fjernsyn. 900 millioner så med – flere end da Armstrong landede på månen.

Vi ser stort set ikke terroristerne eller gidslerne udover som pixelerede silhuetter på små tv-monitorer i det klaustrofobiske kontrolrum. Alligevel bider man negle som aldrig før.

Der er nemlig masser af etiske dilemmaer, der pibler op til overfladen, når den uprøvede sportsredaktion skal forsøge at bedrive troværdig nyhedsjournalistik, samtidig med at de jagter den gode historie og de høje seertal, så den ansvarshavende sportschef Roone Arledge (Peter Sarsgaard) kan modtage en klækkelig bonus.

De organisatoriske fronter tegnes effektivt op i timerne op til angrebet, hvor Arledge insisterer på, at redaktionen forfølger sensationer i deres sportsdækning. Alt skal politiseres, så en sportsdisciplin ikke bare er en sportsdisciplin, men en kamp mellem Cuba og USA eller en konfrontation af Holocausts spøgelser i Tyskland.

Og da det pludselig ikke længere er sport, de dækker, men et terrorangreb, har han ingen skrupler ved at overføre de samme journalistiske principper, selvom det både strider mod instinktet hos produktionschefen Marvin Bader (Ben Chaplin), den unge, uprøvede tilrettelægger Geoffrey Mason (altid fremragende John Magaro) og deres tyske tolk (Leonie Benesch).

Filmen, der var Oscar-nomineret i år for bedste manuskript, lægger ikke fingre imellem, når den blotlægger tv-dækningen af terrorangrebet som kimen til det nyhedsbillede, vi har i dag.

Fokus rettes således hverken mod Israel eller Palæstina (filmen blev optaget længe før 7. oktober 2023), som den faktisk har overraskende lidt at sige om.

I stedet anklager den en journaliststand, der i stedet for at rapportere nyheder begynder at skabe dem selv, når de flere gange viderebringer udokumenterede påstande og går på kompromis med nyhedskriterierne. Hvor noget så prosaisk, som hvad man skal kalde gidseltagerne, hvis ærinde man i starten ikke kender, eller om man kan vise drab på fjernsyn, bliver katalysator for store menneskelige og moralske dilemmaer.

Terrorangrebet er en vare, der skal pakkes ind mellem reklamepauser for seertalssultne annoncører – understreget af de konstante forhandlinger med konkurrerende tv-kanaler om at få lov at fastholde satellitten. Ikke for at tjene folket, men for at tjene flest penge.

Her er de såkaldte journalisters opgave ikke at rapportere nyhederne retvisende, men at lave det mest effektfulde show. En medielogik, der gør en journalistisk katastrofe til en mediesucces.

Hvis du synes, det lyder kedeligt, kan du godt tro om.

Fehlbaum har et fremragende øje for de intrikate dynamikker i kontrolrummet, hvor timing er altafgørende, og hvor der skal træffes beslutninger på et splitsekund. Hvor dem, der rapporterer nyhederne, får det samme kick ud af at forløse opgaven på kreativ vis, som hvis det var en sportsbegivenhed – hvilket flere gange får den samvittighedsfulde produktionschef til at bede medarbejderne om at nedtone deres begejstring. Det er trods alt en tragedie, de er vidne til.

Filmen viser effektivt, hvordan nyheder sidestilles med underholdning, og hvordan medierne langt hen ad vejen hjælper terroristerne med deres ærinde. Som det bemærkes på et tidspunkt, ligner terroristerne nærmest rockstjerner, når de soler sig i mediernes blitzlys. Der er næppe tvivl om, at deres dagsorden havde fået langt mindre opmærksomhed, hvis den ikke var dokumenteret af de sensationssøgende kameraer, der også hjælper terroristerne med at aflure politiets aktioner.

Når ’September 5’ alligevel ikke helt formår at forløse alle sine ambitioner, skyldes det, at den vælger en nem løsning på en særdeles kompleks geopolitisk situation. Ved kun at blive i nyhedsrummet omformer den et afgørende øjeblik i verdenshistorien til en (dybt relevant, men også snæver) medieetisk diskussion, hvilket udjævner mange af historiens nuancer, som man i stedet kan opleve i Steven Spielbergs fremragende ’Munich’.

Den kommer ikke nær så bredt rundt om begivenheden, som man ville forvente af en film, der udelukkende handler om det skæbnesvangre døgn.

For eksempel antyder den kun Tysklands samvittighedsnag efter Holocaust med en pointe om, at terrorangrebet kun var muligt, fordi det tyske politi ikke havde udstationeret bevæbnede vagter i OL-byen grundet de negative konnotationer, væbnede tyske vagter ville have til Anden Verdenskrig.

Det bliver samtidig kun antydet, hvordan det tyske militær måtte overlade aktionen mod terroristerne til det dybt uerfarne lokalpoliti på grund af en lov, der forbyder tysk militær at handle i området (igen som reaktion på Anden Verdenskrig).

Man savner et større perspektiv på de skelsættende begivenheder. At filmen dermed er tæt på at reducere komplekst stof til en nervepirrende sensation på samme måde som journalisterne i filmen, er et interessant paradoks, der tager lidt fra dens mediekritik.

Det ændrer dog ikke på, at ’September 5’ er en af de absolut mest effektive spændingsfilm, jeg længe har set.

---

Kort sagt:
Det har sjældent været mere nervepirrende at se flow-tv blive produceret end i Tim Fehlbaums intense dokudrama om terrorangrebet på OL i 1972.