’Svære sandheder’: Hun er umulig at holde af – indtil stemningen vender fuldkommen
Hun er umulig at holde af, tænkte jeg om hovedpersonen halvvejs inde i ’Svære sandheder’, nyeste og 15. film af mesterinstruktør Mike Leigh.
Den 82-årige brite, der spillefilmdebuterede i 1971 med ’Bleak Moments’, blev op gennem 80’erne og 90’erne kendt for sine stærke socialrealistiske dramaer om Storbritanniens hårdt trængte arbejderklasse – typisk tilsat mere humor i tragikken end hos landsmanden Ken Loach.
Et karrierehøjdepunkt er Leighs Guldpalmevinder ’Hemmeligheder og løgne’ fra 1996, hvor den succesfulde sorte kvinde Hortense, spillet af Oscar-nominerede Marianne Jean-Baptiste, opsøger sin ukendte biologiske mor – og til sin store overraskelse møder en hvid kvinde med et kaotisk liv og en dysfunktionel familie.
28 år senere genforenes instruktøren i ’Svære sandheder’ med nu 57-årige Jean-Baptiste, som leverer endnu en utroligt overbevisende hovedrollepræstation. Modsat den sympatiske karakter i ’Hemmeligheder og løgne’ skubber hendes protagonist i Leighs nye film alt og alle væk fra sig.
Husmoren Pansy er nemlig evigt vred og konfrontatorisk. Hun føler sig vitterligt altid uretfærdigt behandlet og kan brokke sig over ethvert aspekt af livet. Samtidig lider hun af både søvnløshed og fobier for fugle og snavs. På den måde er hun den diametrale modsætning til Sally Hawkins’ charmerende og utrætteligt optimistiske hovedkarakter i Leighs ’Happy-Go-Lucky’ fra 2008.
Hendes negative væsen går både ud over den kuede, stilfærdige ægtemand Curtley (David Webber), deres hjemmeboende 22-årige søn Moses (Tuwaine Barrett), der helst lukker sig inde på sit værelse iført høretelefoner, og Pansys anderledes venlige og imødekommende søster Chantelle (Michelle Austin).
Tilfældige fremmede står ydermere konstant for skud. »Du har ingen finesse«, lyder hendes bidske kommentar eksempelvis til en vikarierende tandlæge, som gør alt i sin magt for at være høflig og imødekommende. Senere skaber hun kaos i kassekøen ved det lokale supermarked.
Pansy er umanerligt hårdt selskab – også for filmens publikum, der er vidne til den ene scene efter den anden med hovedpersonens aggressionsfyldte konflikter. Hendes enslydende tirader bliver en smule ensformige i længden, selvom Leigh også afveksler med lidt humor og glæde gennem nogle af sine bikarakterer, særligt Chantelle, hendes to voksne døtre og frisørkunder.
En time inde i ’Svære sandheder’ vender stemningen imidlertid, da Jean-Baptiste lykkes med det umulige: Pludselig vækker Pansy vores sympati.
Det sker, da hun omsider blotlægger den sårbarhed og dybe smerte, som ligger bag vreden. Da hun modvilligt tager med søsteren forbi deres afdøde mors grav, taler hun endelig åbent om sin følelse af ensomhed, sit dårlige selvværd og sine selvmordstanker. Siden barndommen har hun haft følelsen af, at hun ikke er god nok og ikke kan elskes. Det gør ondt på Chantelle at høre.
Herfra forholder Pansy sig – i stor kontrast til de forudgående scener – tavs og tårevædet. Det er, som om noget er gået i stykker i hendes indre. Hun sidder fast i sin depressive tilstand. Det samme gør de to ordfattige mænd i hendes familie, der efterhånden er sygnet helt hen.
Sådan indledes filmens hjerteskærende og afsindigt spændende tredje akt, hvor karaktererne i en række intense scener kæmper med at formulere deres følelser, tanker og ønsker. De har brug for hinanden, men evner ikke at vise det.
I stedet for at give familiedramaet den glædelige forløsning, som både publikum og karaktererne higer efter, efterlader Leigh bogstaveligt talt fortællingen med døren på klem i en lige dele fastlåst og åben spids.
En følelsesmæssig mavepuster, som indikerer, at realismemesteren ikke er blevet mere blød med alderen.
Kort sagt:
Oscar-nominerede Marianne Jean-Baptiste leverer en utroligt overbevisende hovedrollepræstation i sin genforening med realismemesteren Mike Leigh.