’La Cocina’: Ny hektisk køkkenfilm er som ’The Bear’ – bare med klam mad, illegalt personale og abortproblemer i kulissen
Man går ikke umiddelbart sulten fra ’La Cocina’.
For ulig ‘The Bear’, ’Boiling Point’, ja sågar miss Markles håbløse Netflix-serie ’With Love, Meghan’, kæles der ikke for hverken retter eller dekorative tørrede blomster.
Næ, i instruktør Alonso Ruizpalacios’ hektiske maddrama ser serveringerne faktisk tæt på ulækre ud, og med mindre man craver sperm på et stykke politisk ukorrekt kød, skal man holde sig fra The Grills umanerligt lange menukort.
For på denne Time Square-lokerede diner rammes alt fra burgerer til hummere af sved (og det, der er værre) fra øldrikkende kokke og spyt fra den hårde restaurationslingo, når et kogepladevarmt mikrokosmos spejler virkelighedens urimeligheder og immigrationsproblematikker.
Den amerikansk drøm – og opholdstilladelse – er i fokus i denne på flere måder sort-hvide fortælling, der er fuld af skarpe knive og endnu skarpere tunger, og med en behind the scenes-vibe viser ’La Cocina’ os alt det, vi ikke bryder os om at se. I køkkenet såvel som i samfundet.
For på The Grill spiser rotter og andre udstødte gårsdagens slatne pizzarester, og det pressede og primært illegale personale glider i cherry coke og tabte håb, mens de må snige sig gennem livets mange bagdøre.
En af dem er den mexicanske kok og filmens excentriske hovedkarakter, Pedro (Raul Briones). Han kan rigtignok lave mad, men grundet et lemfældigt forhold til tid og god opførelse kommer han i karambolage med sine kollegaer og overordnede.
Ansættelsen trues dog først ægte, da han pludselig bliver hovedmistænkt i et undervældende tyveri/detektiv-spor, hvor dickhead-chefen mr. Rashid (mørkets fyrste-agtigt gestaltet af Oded Fehr) er overbevist om, at en af medarbejderne har stjålet fra pengekassen.
Uheldigvis er det manglende beløb næsten det samme, som Pedro har givet til sit situationship, den amerikanske tjener Julia (en betagende og veloplagt Mara Rooney), så hun kan få foretaget en abort. Et indgreb den fattige og semiskrukke hovedkarakter egentlig er imod, så hvorfor i al verden, han tilbyder hende en konvolut fuld af kontanter, undres man over.
Ja, i denne forbindelse melder der sig faktisk en del spørgsmål, som på frustrerende vis forbliver ubesvarede. Men den bærende Shakespearianske romantiske relation er nu ellers ret fin, og det lykkes den kemispækkede duo at tegne et delvist komplekst portræt af kærlighedens mange begrænsninger og muligheder – og hvordan en graviditet potentielt kan indbringe et permanent visum.
Tvivl og mistro. Tro og (fra)valg. Magt og privilegier. Identitet og etnicitet. Alonso Ruizpalacios’ frie filmfortolkning af Arnold Weskers 1956’er-forestilling ’The Kitchen’ dissekerer menneskets eksistentielle anliggender med en hektisk grundstemning – og en tilsvarende hektisk hovedkarakter – der forpuster sit publikum.
Uagtet, at man til tider (eller faktisk ganske ofte) får åndenød og lange patter af Pedros ustyrlige macho-energi, og uagtet at han er tre minutter i at minde om en lidt anstrengende Woody Allen’sk tegneseriefigur, er han svær ikke at holde af.
Man holder dog primært af fotografen Juan Pablo Ramirez, hvis kameraføring er eminent.
Men generelt er ’La Cocina’ en virkelig flot og imponerende film, og takket være dens gennemgribende leg med speed og kontraster (i både billede og lyd) er fødekædedramaet en god kunstnerisk oplevelse.
Sort-hvid-grebet, der kun få gange brydes af et farverigt lys, tilfører ikke blot en betagende old New York kind of feeling, menligger som et filter af almengyldighed, og den eksperimenterende form understøtter flere steder værkets tematiske lag – som når en prolog i slowmotion viser, hvor svært det er at bevæge sig i en verden fuld af hierarkier og sprogbarrierer.
Desværre overdøver de visuelle finter sommertider fortællingen, hvorfor de alvorstunge problematikker, der i den grad fortjener at blive foldet ud, kun berøres overfladisk. De ellers spændende karakterer lades således i stikken, og deres personlige historier og smerter ender med at stå som understimulerende og ufærdigt tilbehør.
Så nej, jeg er hverken rigtigt sulten eller mæt efter mere end to timer i instruktørens favntag. Alligevel er jeg underligt underholdt, somewhat bevæget og æstetisk næret.
Kort sagt:
Trods flere uforløste elementer og virkelig klam mad serverer ’La Cocina’ betagende visualitet og almengyldig samfundskritik.