’Sterben’: Tre timer lang dødsfilm glider overraskende glat ned med tragikomisk bramfrihed
Der skal en aldrende instruktør til at lave en film som tyske ’Sterben’.
De færreste nye filmskabere ville i hvert fald forsøge sig med et tre timer langt tragikomisk familiedrama om liv og død. Det ville nok også være svært for dem at finansiere projektet.
Den bedrift er imidlertid lykkedes for 60-årige Matthias Glasner, som har opnået solid anerkendelse i den tyske filmbranche gennem knap 40 års arbejde.
I stil med norske Erik Poppe har Glasner gjort det til sit speciale at undersøge de mørke afkroge i menneskets psyke og moralsk komplekse problemstillinger. Han er stadig mest kendt for dramaet ’Den frie vilje’ fra 2006, hvor en voldtægtsforbryder forsøger at starte et nyt liv efter ni års fængsel.
Siden ’Gnade’ fra 2012 har han helliget sig serier og tv-film, og det har måske smittet af på fortællestrukturen i ’Sterben’, der godt kunne have fungeret som en miniserie. Handlingen er nemlig opdelt i fem kapitler, hvoraf de tre første starter på cirka samme tidspunkt i forløbet med hver sin hovedperson.
Først møder vi den ældre kvinde Lissy, der bor sammen med sin demensramte ægtemand Gerd og selv kæmper med helbredet. Da Gerd bliver placeret på et plejehjem, øjner Lissy en mere fri og fredelig alderdom, men den forhåbning forpurres af, at han dagligt opsøger hende på hjemmeadressen – fortsat iklædt ganske lidt tøj.
Dernæst følger vi deres voksne søn Tom (spillet af det tyske filmkoryfæ Lars Eidinger), som er semi-succesfuld dirigent og nyslået bonusfar for sin ekskæreste, der er blevet gravid med en anden mand.
Halvanden time inde introducerer filmen os omsider for Toms indtil da fraværende søster Ellen, der arbejder som tandtekniker, har en ubekymret affære kørende med sin chef og er dybt afhængig af alkohol.
Alle karakterer har det til fælles, at livet går jævnt dårligt for dem, og at de ikke har det bedste forhold til hinanden. Glasner forholder sig usentimentalt og bramfrit til deres kvaler, hvilket giver de fleste dramatiske situationer et tragikomisk skær.
I filmens første scene forsøger Lissy for eksempel at få styr på sin ægtemand, der render forvirret rundt i huset uden bukser på. Imens er hun selv smurt ind i afføring på grund af udfordringer med sin tarmflora.
Senere forsøger en stakkels romakvinde at tigge om penge, mens to karakterer storskændes over hovedet på hende. Scenen er komisk, men udstiller også samfundets nedslående ulighed.
Glasner synes også at forholde sig selvironisk til sit eget hverv som (lidende) kunstner gennem karakteren Bernard, der er komponisten bag den nye forestilling ’Sterben’, som Tom dirigerer.
»Jeg ved godt, det hedder ’Sterben’, men jeg synes ikke, folk skal kede sig til døde«, siger en instrumentalist i ungdomsorkestret, da Bernard spørger om deres ærlige mening. Herefter forlader komponisten lokalet i selvdestruktiv afmagt og med en depression i støbeskeen.
Denne særegne balancegang mellem parodi og tung alvor er ganske underholdende, og de mange velskrevne scener får de tre timers spilletid til at gå overraskende glat.
Filmens let underspillede væsen afholder dog også fortællingen fra virkelig at sætte sig fast i publikum. Sammenlignet med eksempelvis Todd Fields ’Tár’, en anden undergangsfortælling med en dirigent i front, rammer ’Sterben’s halvtriste menneskeskæbner – herunder to ubehagelige dødsscener – ikke lige så hårdt.
Glasners film bevæger sig i nærheden af det fantastiske, når karaktererne endelig forenes under en håndfuld mere eller mindre vellydende musikoptrædener. Om det så er i en koncertsal eller på en snusket bar, finder hovedpersonerne øjensynligt en tiltrængt form for fred, forsoning og mening, når musikken skyller over dem.
Evigt forpinte Bernard taler om at ramme »den fine linje« med sin klassiske komposition – et sted mellem et ægte kunstnerisk udtryk og publikumsappel. På lignende vis kæmper de andre karakterer konstant med at være tro mod både sig selv og hinanden.
Noget så enkelt som anerkendelse og forståelse er måske nøglen til deres (og vores) lykke.
Kort sagt:
Matthias Glasners usentimentale tyske familiedrama går en særegen – og ganske underholdende – balancegang mellem parodi og tung alvor.