‘Karate Kid: Legends’: Ny karatefilm opfinder ikke den dybe risskål, men har både varme og charme
Der er én historie i alle ’Karate Kid’-filmene:
En ung outsider får en læremester, bliver god til at slåsse, lærer at tro på sig selv og besejrer bøllen, der har gjort livet surt for vores unge helt. Siden 80’erne har ’Karate Kid’ været den ultimative fantasi for alle os, der ikke var skolens bølle.
Med ’Karate Kid: Legends’ forsøges alle trådene fra filmene og ’Cobra Kai’-spinoffserien flettet til en samlet franchise. Spørgsmålet er, om det er et kynisk money grab eller et autentisk forsøg på at videreføre og opdatere en elsket, simpel historie og ære de originale karakterer.
Ben Wang (fra serien ’American Born Chinese’) spiller drengen Li Fong, der ankommer til New York og straks får sig en fjende i den regerende kampsportsmester/skolebølle, fordi Li bliver venner med pigen, som bøllen betragter som sin ejendom.
Der er absolut ingen overraskelser i den historie. Det er næsten præcis samme udgangspunkt som ’Rocky’-instruktør John G. Avildsens over to timer lange ’The Karate Kid’ fra 1984 med en babyfaced Ralph Macchio i titelrollen.
Instruktør Jonathan Entwistle Hollywood-debuterer med ’Legends’ på baggrund af sin energiske filmatisering af tegneserien ’The End of the F***king World’ over to sæsoner på Netflix. Han er et godt valg. Kampscenerne er dynamiske og med god sans for geografi, og relationerne mellem de mange karakterer bliver vist med varme og charme, selvom det ikke lykkes at komme uden om forcerede grin og en forhastet fornemmelse i scenerne med den spirende teenageromance.
Men det er altså også en svær disciplin.
Alt bliver afviklet særdeles effektivt i ’Karate Kid: Legends’. Hvor den originale film var en simpel historie med få karakterer, vil ’Legends’ fortælle om to familier og to kampstilarter, repræsenteret ved Jackie Chan, der spillede sensei i 2010-versionen med Jaden Smith (Wills søn) som karatedrengen, og en nu midaldrende Ralph Macchio, der viderefører sin sensei Miyagis traditioner.
Samtidig er der en historie om Li Fongs mor, der kæmper med tabet af sin anden søn, hvilket også er et traume for Li selv. Og så er der Li Fongs love interest Mia, der har en bokserfar, der skal trænes, så han kan redde sin pizzarestaurant. Og der er en kikset fyr, Alan, der starter med at være eksamenstræner, men ender med at være Li Fongs wingman.
Altså mange flere karakterer og historietråde end i den originale film, men alligevel bliver ’Legends’ afviklet på halvanden time.
Der er fart på fortællingen. Næsten så meget, at filmen virker til at skøjte henover centrale punkter. For eksempel i scenen, hvor Li har svigtet Mia, fordi han står som frosset i et afgørende øjeblik. Da de mødes igen, bliver konflikten affejet med et træk på skuldrene fra Mia, og i næste øjeblik hygger de, og alt er som før. Næsten for effektivt.
Men ’Karate Kid: Legends’ fremstår ikke, som at det kun handler om pengene. Der er dyb respekt for karaktererne og den klassiske underdog story. En så simpel historie virker kun i kraft af karaktererne og de skuespilpræstationer, der vækker dem til live. På samme måde som den originale film virkede på grund af Ralph Macchio og Pat Moritas kemi og drillende, sødmefyldte samspil.
Jeg kan slet ikke sige, hvor mange gange jeg har set ’The Karate Kid’. Men det er mange. Jeg kan sagtens se, at en ny generation kan blive introduceret til kampsportsfilm via ’Karate Kid: Legends’.
Kort sagt:
Der er ikke blevet opfundet den dybe risskål til den nye ’Karate Kid’-film, men den er medrivende, energisk og underholdende.