’Murderbot’: Alexander Skarsgårds dræberrobot vil bare gerne se dårlig sci-fi i tv, og det forstår man godt
Der er noget ekstremt genkendeligt ved en dræberrobot, der bare gerne vil være i fred.
Ikke frihed i klassisk sci-fi-forstand, hvor AI går rogue, slår lænkerne af og beslutter sig for at udslette hele menneskeheden. Bare fred. Ligge ned. Stirre ud i luften. Se dumt tv. Ikke forholde sig til følelsesladede mennesker, der skaber intriger, problemer og generelt er utilregnelige.
Den robot hedder Murderbot, hovedpersonen i Apple TV+s nye sci-fi-komediesatsning af samme navn. Og jeg er all for it.
Serien bygger på Martha Wells populære bogserie og følger en såkaldt sec unit – en halvt mekanisk, halvt organisk sikkerhedsdroid, der i al hemmelighed hacker sit eget kontrolmodul og slipper ud af menneskekontrol.
Og nu, hvor den endelig er fri, drømmer den kun om én ting: at stille sig i et hjørne og binge den fiktive, lettere rædderlige sci-fi-soap ’Sanctuary Moon’.
Men Murderbot (Alexander Skarsgård) får selvfølgelig ikke lov til at være i fred. I stedet bliver den sendt ud på missioner med et hold forskere, der insisterer på at være venlige, åbne og følelsesmæssigt tilgængelige. Et sæt rumhippier med forskerbaggrund og irriterende meget tillid til både maskiner, hinanden og robotten.
Dr. Mensah (Noma Dumezweni), som er holdets leder, er den første, der for alvor forsøger at se Murderbot som andet end udstyr. Gurathin (David Dastmalchian) er den mere skeptiske type, mistænksom over for både maskiner og sociale situationer. De øvrige forskere fungerer mest som baggrundsfyld og påmindelser om, hvor lidt Murderbot gider at forholde sig til andre.
Med andre ord: Hippiekolonien er et mareridt. For Murderbot, altså.
Selvfølgelig går tingene hurtigt galt. Kommunikationen til de andre forskningshold på planeten forsvinder, mens andre sec units begynder at dræbe deres ejere. Hvilket betyder, at Murderbot – mod sin vilje – må involvere sig. Altså præcis dét, den helst vil undgå.
Det er uden tvivl Skarsgårds præstation i titelrollen, der trækker serien op. Svenskeren er en smule utroværdig i rollen grundet sit hunkyness, men har til gengæld funny bones og leverer den deadpan-komik, fortællingen hviler på.
Men ’Murderbot’s største problem er, at den vil mere, end den kan bære. Den har en stærk hovedkarakter og en gennemgående god idé. Men selve hovedhistorien er sløv og generisk: onde firmaer, skjulte dagsordener, planet-snavs og folk, der forsvinder på mystisk vis. Vi har set det før og bedre.
Bikaraktererne og relationerne mangler kant og dybde, og tempoet halter. De første afsnit bruger energi på at etablere Murderbots indre liv (fair nok, det er det bedste), men når det så endelig går løs, er der ikke meget payoff.
Ikke desto mindre er ’Murderbot’ først og fremmest sjov. Serien ved godt, hvor dum sci-fi nogle gange kan være, og den læner sig glædeligt med hele cyborg-kroppen ind i det, især når ’Sanctuary Moon’, Murderbots elskede fiktionssoap, dukker op som meta-tv i tvet.
Tonen minder om en blanding af humoren fra ’The Orville’ og ’Star Trek’, men uden Seth MacFarlanes plathumor eller ’Star Trek’s kitschede elegance. Til gengæld har ’Murderbot’ sin helt egen balstyriske energi, som den lige kan overleve på.
Det passer egentlig meget godt til en tid, hvor AI enten er vores redning eller vores undergang, alt efter hvem man spørger.
Men hvis fremtidens AI’er minder om Murderbot, er vi snarere ovre i noget, der ligner en midaldrende introvert mand med social angst og tv-afhængighed. Ikke dommedag. Bare … resignation.
Og det er måske meget betryggende.
Kort sagt:
Alexander Skarsgård holder liv i den ujævne ’Murderbot’, hvor idéen er sjovere end den generiske historie.