‘Scooter Boys’: Ny DR-dokumentar om knallertkørende knægte er et sårbart og fordomsfrit ungdomsportræt
»Jeg har altid haft svært ved at sidde stille og høre efter. Så jeg tror, da jeg sad på min første scooter, tænkte jeg bare: ’Det her, det kan skabe ro til mig’«.
På mange måder indkapsler ordene fra 14-årige Johan essensen af Jonatan Nothlevs nye serie ’Scooter Boys’. DR-dokumentaren følger en flok teenagere med lidt mere benzin i blodet end resten af befolkningen, når de på deres scootere fræser rundt i den midtjyske by Bjerringbro. Deres tætte bånd knyttes af kærligheden til livet på to hjul, men de unge mennesker går også og bakser med deres egne problemer.
Alberte er startet på efterskole, men har svært ved at finde sig til rette. Sebastian er flyttet fra Rumænien i en ung alder og frygter, at de kulturelle barrierer hæmmer hans sociale udvikling. Scooteren giver et frirum fra de unges tankemylder.
»Hvis der er noget, der er træls derhjemme, så er det rart bare at kunne køre og komme væk fra alt det, der fylder«, forklarer Kål, en af drengene, der optræder anonymt.
Kombinationen af ungdom, fællesskab, køretøjer og provinsbyer er ikke underbelyst i dokumentargenren. Bing Lius fænomenale ’Minding the Gap’ om skatere i det amerikanske rustbælte og Leone Balduzzis lille perle ’Sting Like a Bee’ om teenagere og deres trehjulede Piaggio Ape-køretøjer i Syditalien har allerede udforsket territoriet med forskellige nationale fortegn. Alligevel er det en fornøjelse at se det i en dansk kontekst, der sjældent får spalteplads herhjemme.
Her hjælpes ’Scooter Boys’ særligt på vej gennem den voldsomt flotte iscenesættelse. På mennesketomme gader, sneklædte marker og rundt om brændende biler følger vi scooterbanden. Voiceovers om de unges problemer kombineres med skud af deres ansigtsudtryk i køretøjernes bak- og sidespejle.
Det er utroligt godt eksekveret og en kreativ brug af et simpelt virkemiddel.
Langt hen ad vejen ligger styrken i Nothlev og hans medskaberes fordomsfri skildring af de medvirkende. Det er bevægende, når Alberte indrømmer, at hun har haft alkoholisme tæt inde på livet, eller når Max åbner op om sin fars blodprop og efterfølgende indlæggelse. Anderledes afvæbnende er det, når flere af dem med smil på læben bramfrit indrømmer, at de kørte knallert, længe inden de var gamle nok.
Dokumentaren opstiller heller ikke en søgt konflikt. Uanset om det er familiemedlemmer eller værkstedsejeren med det oplagte navn Knallert-Ole, er de voksne støttende over for de unge drenge.
Det er nemt at afskrive en gruppe unge scooterentusiaster som utilpassede bøller, men det er ikke fair. Der er brodne kar iblandt, men de er alle forbundet gennem deres passion, og det gør ’Scooter Boys’ et glimrende arbejde med at vise.
Der sker mange livsændringer for knægtene gennem det cirka halvandet år, dokumentaren udspiller sig over. Forhold går i opløsning, uddannelse bliver tidskrævende, og knallerthjelmen bliver lagt på hylden. Men venskaberne består. Og ’Scooter Boys’ sætter et fint punktum for sin coming of age-fortælling, hvor der stadig er plads til ungdommens naivitet, som en af drengene forklarer det:
»Vi laver færre dumme ting nu, end vi gjorde før i tiden, men de dumme ting dukker stadig ind imellem op«.
Kort sagt:
Med flotte iscenesættelser og en fordomsfri skildring skaber DR-dokumentaren ’Scooter Boys’ et ærligt og sårbart ungdomsportræt fra provinsen.