’Sting Like a Bee’: Elskværdig ungdomsdokumentar summer af knallerter, kærlighed og komik
CPH:DOX. »Alle fakta, karakterer og steder i denne film er sande. Udover dem vi har opfundet«.
Disclaimeren i starten af Leone Balduzzis ’Sting Like a Bee’ siger det egentlig bedst. De medvirkende i dokumentaren er ægte personer, hovedsageligt italienske teenagere i den syditalienske region Molise, men graver man et spadestik dybere, finder man en surrealistisk, sommerlig metafilm med et skørt persongalleri, hvor grænserne mellem fakta og fiktion udviskes.
På deres trehjulede knallerter navigerer en flok italienske teenagere sig igennem sommerens flirts, drømme og fællesskab, mens et kamerahold sværmer rundt om dem og leder efter stjernerne til deres kommende fiktionsfilm. Hele tiden stiller en stemme bag kameraet forskellige spørgsmål til de unge mennesker om sex, kærlighed og knallerter.
»Ved du, hvad AIDS er?«, lyder et af spørgsmålene. Nogle få ved det, og de, der ikke gør, leverer nogle af dokumentarens mange sortkomiske momenter. »En e-cigaret«, lyder et af svarene.
I den markante stilisering bliver talking head-interviews brudt med impressionistiske stillebens af landskaber, strande og blomstervaser, der fortæller en poetisk historie om en ungdom, der drømmer sig væk fra den konservative provins, hvor handlingen udspiller sig. Som pigen, der udtrykker sin frustration over cirkulationen af sladder i den lille by. Eller en anden, der foran sit TikTok-setup fortæller om sit store ønske om at flytte til L.A.
I en scene bliver en af drengene bedt af intervieweren bag kameraet om at springe ud som homoseksuel over for sine forældre for at teste deres reaktion. Indrømmelsen over for forældrene er en løgn, men erklæringen afføder sigende blikke mellem forældrene, før der klippes til faren, der understreger, at han ikke accepterer det, men at han altid vil elske sin søn.
I en anden scene spørger intervieweren en af teenagernes bedstemor: »Hvordan ser du forholdet mellem drenge og piger og forskellen mellem denne generation og din?«.
»I vores generation var drenge og piger tættere. Måske er de vildere nu, det ved jeg ikke«, svarer hun.
Mange gode dokumentarer – som Bing Lius ’Minding the Gap’ og Sara Dosas ’Fire of Love’ – lader mennesker i en specifik subkulturel niche fortælle deres historie, mens de formidler underliggende tematikker. I den henseende rammer ’Sting Like a Bee’ plet med sin skildring af ungdom, kærlighed og generationskløfter.
Man tages med ind i tankestrømmen hos de italienske teenagere, når de med stor oprigtighed fortæller om livet i de syditalienske provinser. Man mærker, hvordan det er at vokse op i en bekymringsløs, men også begrænsende opvækst.
Magien i ’Sting Like a Bee’ ligger dog ikke kun i fortællingen om de trehjulede knallerter som bagtæppe for et ungdomsportræt. Den ligger også i den ubesværede sammenfletning af fakta og fiktion, der udfolder sig, når kameraholdets film i filmen materialiserer sig.
Her bevæger den sig i et slags krydsfelt, der til tider vækker minder om den iranske mester Abbas Kiarostamis doku-fiktionshybrider.
Metalaget giver nogle af de sjoveste øjeblikke i filmen, der heldigvis ikke tager sig selv alt for seriøst. I scener, der involverer en brudgom i et jakkesæt, som har været i håndgemæng med et vildsvin, og kvinder, der mundhugges om coronavirus ved lægen, leverer filmen deadpan-humor, når man mindst venter det.
Samtidig er der et herligt anakronistisk element over den analoge æstetik, der giver en følelse af, at de medvirkende lige så godt kunne have haft firsergarn og campinghabit frem for smartphones og e-cigaretter.
Det er ikke op til os at fælde dom over de medvirkende, men snarere at hylde deres ærlighed foran kameraet. ’Sting Like a Bee’ er en lille eskapistisk perle, der viser et Syditalien, hvor sommeren synes at vare evigt, men hvor ungdomskulturen også er i forandring. Her får de lov at være hovedpersonerne i deres egne fortællinger.
Kort sagt:
Leone Balduzzis ’Sting Like a Bee’ er en hovedbrydende, men elskværdig metafilm om ungdom, sex og drømme, pakket ind i en kærlighed til italienske unges trehjulede transportmidler.