’Warfare’: Alex Garland og SEAL-soldats krigsfilm sætter publikum i choktilstand
Konceptet bag ’Warfare’ er lige så gennemført, som det er simpelt.
Irak-veteranen Ray Mendoza instruerer fortællingen om en traumatisk oplevelse med sin gruppe af SEAL-soldater så virkelighedstro som muligt.
Det vil sige, at alle hændelserne i filmen kan bekræftes uafhængigt at de soldater, der var der, og at filmen holder sig fra at bruge musik som virkemiddel.
Med sig på missionen om at lave filmen har han Alex Garland (’Ex Machina’, ’Annihilation’), der sidst beskæftigede sig med krigens væsen i et nært fremtidsscenarie i ’Civil War’.
Kritikere af den film mente ikke, at den tog tydeligt nok stilling til sin verdens politik. Og en film dedikeret til soldaters oplevelser bag fjendens linjer i en ørkenstat kan skabe bange anelser om, at den negligerer det lokale perspektiv, som det skete med ’Black Hawk Down’.
Men helt fra start er ’Warfare’ anderledes.
Ligesom Sofia Coppola i åbningen af ’Lost in Translation’ gør os pinligt opmærksomme på kameraets male gaze ved at fastholde sin indstilling på Scarlett Johanssons bagdel, viser ’Warfare’ soldatens synsvinkel.
Vi kender ingen af karakterernes forhistorier. Alt, man lærer om soldaterne, kommer fra deres ageren under missionen – og tillykke til dem, der kan huske halvdelen af deres navne.
Endnu mere ukendte er irakerne. De ses næsten udelukkende gennem soldaternes sigtekorn. Undtagelsen er den familie, hvis hus soldaterne indtager uden varsel.
De forsøger med deres hjemmeøvede professionalisme at bevare kontrol og overblik, mens de er på udebane, men ender med at blive taget på sengen og må kæmpe sig ud af kaotisk kugleregn med store skader til følge.
SEAL-soldaterne opererer i små udrykningsgrupper, der hver især bevæger sig som en organisme, hvor individerne dækker hver deres vinkel og rapporterer klart og tydeligt til lederen.
Således bliver ens ører sat på stilke gennem hele filmen. For at forstå bare lidt af, hvad der foregår i filmen, må man høre godt efter de beskeder, der bliver videregivet til kommandocentraler og internt i gruppen – og de livsafgørende tilbagemeldinger, der kommer tilbage fra de anonyme stemmer i den anden ende.
Mens soldaterne kæmper mod den skjulte ydre fjende, der potentielt kunne være enhver mand i den våbenføre alder, rykker krigens rædsler ind under huden på dem.
Efter de bliver godt og grundigt rystet er deres eneste håb for overlevelse at holde hovederne kolde, mens deres kammerater skriger på morfin. Men selv de stærkeste tropper i verden knækker.
Choktilstanden videreføres til publikum gennem talentparaden af et ensemblecast – anført af Will Poulter som lederen, D’Pharaoh Woon-A-Thai som Mendoza og Cosmo Jarvis som en skytte, der får sprængt benene af – når de snapper efter vejret og slører blikkene. Men også gennem det overvældende lydbillede.
Der er så stor smæk på geværsalver, granater og lavtgående jagerfly, når de pludselig punkterer stilheden, at det smælder gennem biografsalen.
Og man har ingen chance for at vide, hvornår det kommer. Filmen følger begivenhederne i realtid, hvilket bryder med klassisk dramaturgi og gør enhver stilhed fyldt med nerve.
Men er det ikke et problem, at de lokale irakere er reduceret til anonyme skydeskiver?
Man kan omvendt spørge: Hvad kunne være et bedre billede på den vestlige indsats i Irak end en gruppe svært bevæbnede soldater, der besætter irakeres hjem og skyder vildt omkring sig, mens ingen rigtigt ved, hvad der foregår eller hvorfor.
At fastholde soldatens synsvinkel så ekstremt, fremmedgør helt bevidst seeren fra missionen snarere end at glorificere den.
Filmen snubler en smule på målstregen med en malplaceret epilog af billeder fra forberedelsen til optagelserne med billeder af skuespillerne og de virkelige mennesker, de spiller. Dog med de fleste af de rigtige ansigter sløret?
Mest af alt er det nok en taknemmelig hilsen fra Mendoza til sine kammerater, men for filmen virker det som et skridt baglæns ind i kultdyrkelsen af specialstyrkerne.
Resten af filmen står dog som et sigende blik ind i krigens langt fra rosenrøde realiteter.
Kort sagt:
’Warfare’ er et bragende billede af SEAL-soldater på en forvirrende mission i Irak, der bruger soldaternes egne minder til at komme helt ind under huden på dem og stiller skarpt på ineffektiviteten i vade ind i et fremmed land med militærstøvler på.