‘To a Land Unknown’: Filmen fik ærgerligt afslag i Danmark – nu kan den endelig ses i biografen
En af de mest ærgerlige brister i det danske filmstøttesystem i nyere tid må næsten være at have givet afslag til dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifels debutspillefilm.
Fleifel, der er opvokset i flygtningelejre i Libanon og siden i Helsingør, har igennem 10’erne tegnet sig for nogle af de væsentligste dokumentarer om palæstinensere i eksil med det prisvindende gennembrud ’A World Not Ours’ og en række kortfilmperler.
Nu omformer han så den virkelighed, han har skildret dokumentarisk, til en spillefilm. Og man skal ikke mange sekunder ind i ’To a Land Unknown’, der uden danske penge var udtaget til sidste års Cannes-festival, for at se, at filmen besidder nøjagtig den slags visuelle overskud, vi for ofte mangler i Danmark.
Med farvemættede, grynede 16mm-optagelser og lange, velkoreograferede indstillinger fører filmen os stilsikkert gennem Athens gader, hvor fætrene Chatila og Reda lever fra hånd til mund med lomme- og butikstyverier for at finansiere de pas, der skal få dem ind i hjertet af Europa.
De er palæstinensiske flygtninge med drømme om at redde deres familie ud af lejrene i Libanon og åbne en café i Tyskland. De har tydeligvis hjertet på rette sted, når de får samvittighedskvaler over at stjæle en gammel dames taske, som viser sig at indeholde hendes medicin, men deres omstændigheder tvinger dem til at vende sig mod omverdenen, hvis de selv skal have en chance for at overleve.
Man mærker tydeligt Fleifels baggrund som dokumentarinstruktør i både karakter- og miljøportrættet.
Han indfanger flot den limbotilstand, som fætrene og deres palæstinensiske bekendtskaber er fanget i, når de hænger ud i den lokale park, hvor Reda må prostituere dem selv, når det står rigtigt slemt til, eller når de rastløse mures inde i deres lillebitte kammer.
Hvor opkald fra familien i Libanon fører til skyld over ikke at gøre nok, selvom vi tydeligt ser, hvordan deres hverdag er en lang kamp, som fører de mindre viljestærke til at bedøve sig med stoffer for at klare sig igennem.
Der er en ufravigelig solidaritet med og empati for karaktererne, når instruktøren klipper samvittighedsfuldt væk, hver gang hverdagens ofre bliver for ubærlige. ’To a Land Unknown’ er ikke nogen offerhistorie – og heldigvis for det.
Chatila og Reda er tydeligvis gode mennesker, der gerne vil gøre godt for andre, men som bliver frarøvet deres menneskelighed, så de til sidst ikke kan genkende sig selv. Hvis man behandler folk som hunde, vender de sig mod hinanden, lyder det på et tidspunkt i filmen – en slagkraftig replik, der giver genlyd fra start til slut.
Fleifel viser effektivt, hvordan geopolitik og krige breder sig langt ud over de ramte landegrænser og indlejres i de kroppe, som er dømt til at leve med konsekvenserne.
Det lyder trøstesløst, men det siger noget om Fleifels styrker, at han hele tiden finder glimt af medmenneskelighed. Som når Chatila og Reda fortæller om deres drømme på toppen af en bjergryg med udsigt over Athen. I ét spinkelt, fantasifuldt øjeblik er de oven på verden og kan få det hele, indtil virkelighedens realiteter kommer hamrende.
’To a Land Unknown’ sigter større end blot karakterdrama, når den halvvejs introducerer et thrillerplot, hvor fætrene i desperation lægger en farlig plan, der skal føre dem til Tyskland. Det er i denne ’Good Time’-inspirerede dramaturgi, at Fleifels ambitioner, men også begrænsninger, viser sig: Filmsproget bliver for direkte, dramatikken for voldsom og skabelonskåret, og de nuancer, filmen har brilleret i, bliver for udpenslede.
Men det er også her, at Fleifel for alvor viser, hvor mange forskellige tangenter, han kan spille på – et løfte, jeg tror, han vil kunne indfri med sin næste film.
Så må vi bare håbe, han får lov at lave den i Danmark.
Kort sagt:
Dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifels Cannes-blåstemplede spillefilmdebut er et hjerteskærende humanistisk drama om to palæstinensiske flygtninge, der tvinges til at vende sig mod den verden, de så gerne vil, men som ikke vil dem.