’The Sandman’ sæson 2: Efter tre års ventetid taber Netflix-serien alt på gulvet
Da de fleste fantasyfans’ forventninger og opmærksomhed var rettet mod prestigeprojekter som ‘House of the Dragon’ og ‘The Rings of Power’, rystede Netflix i 2022 magtbalancen med deres stort opsatte fantasydrama ‘The Sandman’ med Tom Sturridge i titelrollen.
Sturridge brillerede i rollen som Morpheus, også kaldet Dream, en Ole Lukøje-lignende gud, der hersker over drømmeverdenen. Ikke siden emo-rockbandet Tokyo Hotel, og Robert Pattinson i rollen som glitterhuds-vampyren Edward i ‘Twilight’ har melankolske emo-mænd haft så god pr. Iklædt eyeliner, sort fra top til tå, med mælkebleg hud, højt hår, en flygtig mystik bag stemmen og en nærmest æterisk aura var Sturridge en perfekt inkarnation af den udødelige drømmekonge.
Serien fulgte Dream, der efter 106 år i fangenskab hos den okkulte rigmand Roderick Burgess (Charles Dance) undslipper og skal forsøge at genfinde sine kræfter og magt i en verden, der er afsporet i hans fravær.
En mission, der fører til et møde med alt fra oldgræske orakler, dæmoner og levende mareridt til selveste Lucifer, spillet forrygende af Gwendoline Christie. Og alt sammen flettet og ført sammen med eksisterende myter og sagn, der på overbevisende vis udfoldes og udvides med nye facetter, som man kender det fra serier som ‘American Gods’.
Det var en kæmpe mundfuld af komplekse ingredienser, der krævede en helt perfekt alkymisk sammensætning for at lykkes. Men Netflix ramte fuldstændig plet med første sæson.
Nu vender ‘Dream’ og resten af slænget af monstre, myter og magi så tilbage i den længe ventede anden omgang.
Ligesom første sæson er handlingen delt op i to forløb. Det første forløb starter i kølvandet på, at Dream har genvundet sine kraftgenstande, der muliggør hans magi: Hans sand, rubin og hjelm. En ambivalent sejr, der afslørede, at en af hans søskende, Desire (Mason Alexander Park), står bag komplottet imod ham.
Det satte ham på kollisionskurs med Lucifer, der nu bærer nag og pønser på hævn imod Dream. Et fjendskab, der viser sig at være særligt uheldigt, fordi Dream efter 10.000 års betænkningstid har fortrudt at have dømt ekskæresten Nada til en evighed i helvede. Så nu må han drage mod helvede for at befri sin elskede, koste hvad det vil. Men det viser sig, at helvede er tomt, og Lucifer har overdraget sit herredømme til Dream. Guder og dæmoner fra alle verdener banker således på drømmeverdenens porte, alle med en skrupelløs sult efter helvedes magt.
Hvor første sæson var fantastisk i sin eksposition og naturlig i sin fremdrift, imploderer og taber anden sæson det hele på gulvet. Sæson 1 var drevet af modstanden i, at Dream i svækket tilstand uden sine kraftgenstande skulle bekæmpe The Corinthian (Boyd Holbrook), et øjeædende mareridt, der var undsluppet fra drømmeverdenen for at jage og dræbe mennesker sammen med sine menneskelige disciple af massemordere. Mens han også havde Desire i hælene.
Til sammenligning er Dreams største modstand i anden ombæring, hvem han skal overgive herredømmet over helvede til. Et halvhjertet dramaturgisk krumspring, der mest af alt virker som en undskyldning for at lave en flad optegnelse og introduktion til nye karakterer i universet. Men mest vakkelvorn er begrundelsen for overhovedet at opsøge Lucifer i håb om at genvinde og genoptænde en stendød og forbudt romance til mennesket Nada.
Sæsonens andet handlingsforløb graver dybere ind i ‘The Endless’, søskendegruppen af guder, der hver repræsenterer et kerneelement i den menneskelige tilværelse: Destiny, Death, Dream, Destruction, Desire, Despair og Delirium. Her er handlingens motor fraværet af Destruction (Barry Sloane), som frivilligt har forladt sit rige og sit hverv som herskeren over ødelæggelse.
Det skaber en krise for den yngste af The Endless, Delirium. Hun er en afstikker fra gruppen af gravalvorlige guder. Ligesom naturen i det ekstaseelement, hun repræsenterer, spænder hendes følelser fra lykkelig ekstase til afgrundsdyb nedtur. Hvilket alle de andre Endless rynker på næse af, bortset fra Destruction. Derfor kan hun ikke komme sig over hans forsvinden, for er han mon okay, og hvorfor ville han dog forlade dem ud af det blå uden nogen forklaring? Hun rekrutterer Dream for at få svar.
Kender man ikke forlægget indgående, men blot set første sæson, fanger det slet ikke. Og hvad værre er, undergraver det et af Dreams væsentligste budskaber i sæson 1: Man blander sig ikke i de andre guders affærer. For hvorfor ville de andre guder ellers lade deres bror være taget til fange af et menneske i 106 år!
Det virker logisk modstridende og ugennemtænkt, særligt fordi Dream ikke kræver særlig meget overtalelse til at begå selv samme kardinalsynd, som han tordnede imod over for Desire i slutningen af sidste sæson.
Og det er desværre symptomatisk. Trods tre års ventetid efter første omgang synes historien ikke at være gennemarbejdet. Et iøjnefaldende formdyk i en serie, hvis livsnerve tidligere var den fortællemæssige overlegenhed.
Kort sagt:
Anden sæson med Sandmanden smuldrer i skyggerne af den fantastiske forgænger. I bedste fald er det en snigende afdækning af universet, i værste fald devaluerer det alt det gode forarbejde fra den fænomenale første sæson.
Anmeldt på baggrund af hele første del af sæson 2.