’En plads i manegen’: Varm dansk dokumentar om cirkusdronningen og hendes nye protegé
»Det er ikke helt nemt at se sig selv gå i glemmebogen«.
Sådan siger Katja Schumann, tidligere cirkusartist og en del af det berømte familiedynasti Cirkus Shumann, om sig selv.
Hun voksede op i et cirkus, der enten turnerede eller holdt til i Cirkusbygningen i København. Som femte generation i foretagendet blev hun oplært i at arbejde med heste, fra hun var barn, og forfinede sine evner gennem en lang og succesfuld karriere, der blandt andet førte hende til Big Apple Circus i New York. Gamle kolleger og cirkusfans behandler hende med tydelig ærefrygt. Hvad hun kan med heste er enestående, siger de.
Men cirkusverdenen – og verden i det hele taget – er ikke, hvad den har været. Katja ser sine børn blive voksne uden at være en del af familiedynastiet, og Cirkusbygningen blive brugt til alt andet end cirkus. Nu bor Katja på en gård i Nordjylland med heste i stalden og sin egen manege, så hun kan holde traditionerne ved lige.
Selv bor hun med sin partner i de samme cirkusvogne, som Cirkus Shumann benyttede til tournéer. Det passer hende godt at leve lidt i fortiden og ikke forholde sig for meget til den moderne verden. Hun er i øvrigt heller ikke så god til andre mennesker, indrømmer hun selv.
Alt dette dokumenteres i Anne Svejgård Lunds ’En plads i manegen’. Vi møder både Katja på gården, hvor hun muger ud i stalden og passer tomaterne i sit drivhus med sirlig omhu, og vi hører hende mindes et eventyrrigt liv præget af hårdt arbejde og en kompromisløs kærlighed til at underholde publikum med sine heste.
Men ’En plads i manegen’ vil mere end bare at fortælle om Katjas liv. For i et twist, der måske mest af alle overrasker Katja selv, er den unge gymnasieelev Liv flyttet ind på gården. Alt vi hører om, hvordan det kom i stand, er, at Liv elsker at arbejde med heste, at hendes gymnasium ligger i nærheden, og at hun derfor kontaktede Katja for at høre, om hun ikke kunne bor der under sin uddannelse. Hun flytter ind, og Katja tager hende først lidt halvhjertet under sin vinge.
For hvem er denne fremmede, der ønsker at blive en del af hendes elskede, men truede kunstart?
Mødet mellem de to er en gave for ’En plads i manegen’, fordi det giver en rigere forståelse af den pensionerede cirkusprinsesse, at vi også ser hende på udebane. Som lærer for en ny generation, der ikke accepterer den form for hårdhændede træning, hun selv modtog som ung, må hun lære at være tålmodig og omstillingsparat.
I mødet med Liv og gennem samtaler med sine egne børn bliver Katja konfronteret med, hvor meget plads cirkusset har optaget i hendes liv, og at hun måske er nødt til at nedslibe nogle af sine skarpe hjørner, hvis cirkuskunst skal have en fremtid i den moderne verden.
I nogle fine, poetiske scener – som én hvor hun trækker en hest gennem et supermarked – sætter dokumentaren også på spidsen, at Katja føler sig som et rumvæsen, når hun ikke er på sin gård. Som om alt det, hendes tradition repræsenterer – kreativitet, leg, flid og præcision – er blevet fortrængt.
I mødet mellem to generationer og mellem tradition og forandring er ’En plads i manegen’ både varm og almengyldig.
Dokumentarens tidslinje er dog flere gange svær at gennemskue, når årstiderne skifter, mens der stadig kun er få måneder til det show, Katja og Liv træner op til – et show, der er kulminationen på deres arbejde, men som vi desværre næsten ikke ser.
Filmen danser også rundt om, hvorfor cirkus måske ikke er, hvad det har været. Det er ikke, fordi Katja skal stilles til ansvar for genrens spegede historie med dyremishandling. Men det er ikke kun moderne menneskers kulturelle forfald, der kan forklare genrens tilbagetog, når synet på dyrekunster har ændret sig så meget de seneste årtier.
Det kunne have været spændende at høre, om Katja bare synes, vi er nogle vatnisser, når vi gladeligt spiser dyr, men ikke vil have dem som underholdning – og det kunne have været rart med lidt kontekst, når hestene fråder om munden, og Liv skal lære at bruge en pisk.
Kort sagt:
Cirkus Shumann blev nedarvet gennem fem generationer med Katja Shumann som sit sidste led. I dokumentaren ’En plads i manegen’ skal hun lære at forstå, at verden ikke elsker hendes numre lige så meget, som de gjorde engang.