‘We Bury the Dead’: Zombiefilm med Daisy Ridley er så hul som de levende dødes kranier
FILM. Zombiefilmen har efterhånden gennemgået så mange filosofiske og politiske omfortolkninger, at genren næsten forventes at have noget vigtigt på hjerte. De levende døde er ikke kun rådnende kød og knasende knogler, men metaforer for alt fra kapitalisme og pandemier til kollektiv sorg og menneskelig tomhed.
Derfor virker det også som en oplagt idé at lave en eksistentiel zombiefilm om tab, skyld og det desperate håb om at finde nogen, man måske allerede har mistet. Det er netop den ambition, ‘We Bury the Dead’ lægger ud med.
Filmen foregår efter en militær katastrofe, hvor et amerikansk eksperiment er gået galt og har efterladt store dele af Tasmanien fyldt med døde, der stadig bevæger sig. Midt i ruinerne rejser Ava (Daisy Ridley) ind i karantænezonen for at lede efter sin forsvundne mand. Hun slutter sig til et hold, der får til opgave at gennemsøge landskabet, identificere de døde og give dem en begravelse.
Der ligger en oplagt tragedie i idéen om at bevæge sig gennem et landskab af lig og konstant håbe på ikke at finde den person, man leder efter. Samtidig åbner præmissen for refleksioner om sorg, afslutning og menneskets behov for ritualer, selv når verden er brudt sammen. Ava hjemsøges undervejs af flashbacks til sit bryllup med den måske afdøde Mitch (Matt Whelan), som antyder, at deres forhold rummede konflikter, vi senere vil forstå.
Men tonen begynder hurtigt at slingre. ‘We Bury the Dead’ vil gerne være et stille, eksistentielt drama via Avas melankolske blik på verden, men samtidig også en mere traditionel zombiefilm, når hun og kollegaen Clay (Brenton Thwaites) pludselig står ansigt til ansigt med de genopståede døde. Resultatet er, at spændingen falder sammen, lige så hurtigt som den bygges op.
Det hjælper heller ikke, at Ava som hovedperson fremstår bemærkelsesværdigt fraværende. Daisy Ridley har tidligere vist, at hun kan bære store genrefilm, men her virker hun mere som en figur, der bevæger sig gennem scenerne, end et menneske, der reagerer på dem. Når hun endelig taler, er dialogen så tydeligt skrevet til at signalere tyngde og alvor, at ordene sjældent føles som noget, der opstår spontant mellem mennesker.
Indimellem vågner filmen op sammen med zombierne. Især en sekvens mellem Ava og Clay, hvor de midt i al håbløsheden opgiver missionens alvor og i stedet drikker sig fulde og går løs på zombierne med en næsten kammeratlig laissez-faire-attitude, giver pludselig historien en uventet energi. Stemningen bliver absurd, træt og humoristisk på en måde, der giver både karaktererne og publikum lov til at trække vejret lidt.
Her aner man glimt af den film, ‘We Bury the Dead’ kunne have været, hvis den havde turdet læne sig mere ind i sin egen absurditet. I de øjeblikke nærmer den sig lidt den tørre zombiekomik i ‘The Dead Don’t Die’, hvor verdens undergang mødes med en apatisk form for humor.
Men så vender filmen tilbage til sit alvorlige, næsten selvhøjtidelige toneleje og insisterer på en tyngde, den aldrig helt formår at udfylde.
Det bliver særligt tydeligt i slutningen. Ikke fordi en åben eller dyster afslutning i sig selv er et problem, men fordi filmen føles, som om den har brugt halvanden time på at bygge op til en erkendelse, den aldrig rigtig formulerer.
Kontrasten bliver næsten brutal, hvis man tænker på zombiefilm som ‘28 Years Later’, der netop viser, hvordan genren kan bruges til at udforske kollektiv sorg og eksistentiel desperation med både nerve og vision.
Der er enkelte ubehagelige detaljer, der fungerer. Især zombiernes tænder, når de pludselig vågner igen, skaber et kort, fysisk ubehag. Men selv disse øjeblikke føles mere som isolerede chok end som dele af en gennemført atmosfære.
Kort sagt:
‘We Bury the Dead’ starter med en lovende og eksistentiel præmis om sorg og afslutning i en zombieramt verden, men den ujævne tone, en afkoblet hovedperson og en spænding, der konstant kollapser, efterlader filmen som en tom meditation over tab.