’Ilden, vandet, jorden, luften’: Dansk films klimastemme insisterer på at tænde håbet
DOKUMENTAR. Få filmskabere har dedikeret deres kunstneriske virke til Moder Jord som Phie Ambo.
Den erfarne danske dokumentarist har de seneste 12 år instrueret hele fem film, der på forskellig vis undersøger, hvordan vi mennesker kan (og bør) ændre den måde, vi lever med naturen på. Fra en enkelt idealistisk landmand i ’Så meget godt i vente’ til politisk og aktivistisk klimakamp i ’70/30’.
En instruktør arbejder aldrig alene, men nu åbner Ambo alligevel op for et større samarbejde, der går på tværs af nordiske landegrænser.
I biografaktuelle ’Ilden, vanden, jorden, luften’, der var udtaget til CPH:DOX i sidste måned, samarbejder hun med instruktørkollegaerne Ewa Cederstam, Janne Lindgren og Rógvi Rasmussen fra henholdsvis Sverige, Norge og Færøerne.
Fire filmhold har fra hver deres land fulgt ildsjæle, forskere og politikere, som forsøger at håndtere de ødelæggende lokale konsekvenser af global opvarmning. Filmen har sin titel fra naturelementerne, der raser i form af svenske skovbrande, danske oversvømmelser, norske jordskred og voldsomme storme på Færøerne.
Dokumentaren skildrer med svimlende totalskud, detaljerige nærbilleder og et levende lyddesign naturen som en både smuk og skræmmende kraftfuld størrelse.
I modsætning til den russiske filmkollega Victor Kossakovsky (’Aquarela’, ’Gunda’) kommer de nordiske instruktører også sideløbende med en del informativ kontekst om klimaforandringernes effekt på naturen og vores samfund. Typisk gives den af de medvirkende forskere, mens vi følger deres arbejde.
Som en lille spinoff til ’70/30’ stiller det færøske spor desuden skarpt på en ung og progressiv miljøminister, Ingilín D. Strøm, der kæmper for at få resten af Lagtinget til at vedtage en klimalov.
Desværre for både hendes eget projekt og filmens fokus ender hendes fortælling dog med at handle meget om en politisk skandalesag, hvor hun beskyldes for at have løjet for parlamentet.
Mest engagerende er en række forløb om borgere, som ikke er faglige eksperter, men bare bekymrer sig om fremtiden. »Jeg er en lille vagthund, men ingen lytter til mig«, siger eksempelvis en ældre dame fra Norge, der vil undgå flere jordskred i sit lokalmiljø.
På Skarø taler en strikkeklub sorgfuldt om, at deres elskede ø engang i fremtiden vil forsvinde helt under vand. Samme ø har en beredskabschef ved navn Bjarne, der går gennem en betydelig udvikling i filmen. Han starter med kun at have affejende vittigheder til overs for truslen fra oversvømmelser. Men da havet en stormfuld nat når længere op på øen end nogensinde før, kommer han på andre tanker. Og dem handler han på.
Netop muligheden for at handle er i centrum for dokumentarens overordnede vinkel. Man har taget det kreative og smågeniale valg at lade filmens voiceover-fortællere være fiktive, unavngivne personer fra fremtiden. »Alt måtte forandres, og I skulle lære at følge med«, gentager de skiftende fortællerstemmer på de fire nordiske sprog.
Ved at beskrive vores nutid som deres datid kommer de også med en betryggende og motiverende melding: at vi rent faktisk nåede at sætte ind, før vi smadrede planeten helt og udryddede os selv.
»Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke nogle af jer var begyndt at arbejde med naturen i stedet for imod den«, siger den danske fortæller helt i starten af filmen til publikum.
Fortællingens kollektive skabelsesproces taler også ind i en fællesskabsfølelse. Vi er i det her sammen, på tværs af landegrænser.
Det bliver næsten for patosfyldt, når stemmerne mod slut også introducerer det nyopfundne verbum »at verdne« med betydningen »at forme og leve i verden sammen«. Men man bebrejder ikke filmskaberne for at sætte alt ind på en kur mod apati og afmagt.
Klimaforandringerne er skræmmende, og vejen mod en bæredygtig levevis er fuld af modstand. Det lægger ’Ilden, vandet, jorden, luften’ ikke skjul på.
Men dokumentaren insisterer alligevel på at tænde håbet, og den lykkes med det.
Kort sagt:
Den danske dokumentarist Phie Ambo har slået sig sammen med tre nordiske instruktørkollegaer om en til tider skræmmende, men i sidste ende håbefuld klimafilm.