’Supergirl’: Milly Alcock redder ny superheltefilm, så man stadig tror på DC’s friske æra
FILM. Jeg var enormt godt underholdt af sidste års ’Superman’, der efter sigende skulle lægge kimen til en ny og forbedret DC-æra.
Og da James Gunn (instruktør på ’Superman’ og den nye kreative chef for DC Studios) lovede, at produktionen af opfølgeren ’Supergirl’ absolut ikke ville gå i gang, før han læste et manuskript, der blæste ham bagover, var forventningerne til Craig Gillespies biografaktuelle film højt sat.
Jeg har svært ved at begribe, hvordan det er det her manuskript, Gunn ventede så tålmodigt på. Det er Ana Nogueira, der står bag, kendt fra … kortfilmen ’We Win’ fra 2018 (?).
Som manusforfatter er hun, kan man vist roligt sige, ret grøn, og jeg skal love for, at det skinner igennem i hendes debut-blockbuster. Filmen har flere styrker – historien er bare ikke en af dem.
Kara ’Supergirl’ Zor-El (Milly Alcock) og hendes hund Krypto fejrer Karas fødselsdagsuge på bedste kosmiske vis: på planeter med en rød sol, så den kraftesløse fødselar rent faktisk kan nyde godt af sine utallige daiquiries. Supergirl har det ikke super, forstås.
Efter et uheldigt møde med skurken Krem (eller Cream, som Kara kalder ham), der efterlader stakkels Krypto på dødens rand, må den modvillige superhelt – ledsaget af pigen Ruthye, der også har et uafklaret mellemværende med Cream – drage afsted på en galaktisk rejse for at opsøge skurken og den livsredende modgift, han er i besiddelse af.
Filmens plot rammer alle de ”rigtige” vendepunkter, point of no return, dark night of the soul, alt det jazz, man får indoktrineret på filmskolen. Men hver gang den bør slå et slag for det følelsesmæssige engagement, er der åbenbart hul i ketsjeren. Den gør et bravt forsøg på at servere en fængende moralsk konflikt om prisen for at tage et liv, men det bliver aldrig til mere end et akademisk øvelse i rigtigt og forkert.
Man bliver aldrig investeret i dilemmaet, fordi vi ikke mærker konsekvenserne af den ene eller den anden beslutning. Det hele er bare snak og synsninger, en totalt anæmisk, ufarlig pædagogiseren.
Lobo (Jason Momoa), Ruthye og Generisk Superskurk #999 burde desuden have haft en ordentlig overhaling af en professionel script doctor, inden der var nogen, der tændte for et kamera.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for en ’Rick and Morty’-episode, Momoa tror, han er med i, men han er fuldkommen fejlcastet og fejlplaceret i ’Supergirl’. Lobo er åbenbart lidt af en fanfavorit, men jeg håber, han er bedre i tegneserierne, end han er her, for jeg fatter ikke en dadel af, hvad hans funktion er.
Han er mere ubrugelig end Master Codebreaker-karakteren i ’The Last Jedi’, og hvis man fjerner hans scener fra filmen, kan jeg ikke se, hvilken indvirkning det ville have på historien.
Ruthye eksisterer udelukkende for at agere moralsk sparringspartner og sidekick-på-dagpenge for Kara. Hun er teknisk set også årsag til, at Kara støder ind i skurken, så med lidt god vilje, og hvis man kniber øjnene lidt sammen, kan man også sige, at hun kickstarter filmens plot. Men som karakter er hun cirka lige så interessant som en dement guldfisk.
Den værste karakter er dog utvivlsomt Matthias Schoenaerts’ Krem (Cream). Han er så kedelig og generisk, at han kunne være håndplukket direkte fra en B-film fra 90’erne. Vi er 20 år inde i den her superheltefilm-epoke, og der må simpelthen ikke eksistere så papirstynde og uinteressante skurke længere. Han taler selvfølgelig med en russisk accent.
Nå. Rant over. Jeg sværger, at filmen faktisk er helt fin. Lad os komme videre til alt det, der fungerede.
Her må jeg først og fremmest fremhæve Milly Alcock. Jeg har forsøgt at være en flue på væggen på diverse internetfora op til filmens premiere og har lagt mærke til en besynderlig tendens til at angribe Alcock og tale hende ned.
En tendens, jeg hverken kan forstå eller respektere – især nu, hvor jeg har set filmen. Hun formår ikke bare at bjærge en forholdsvis kedeligt skrevet karakter, men også en middel superheltefilm, med sine evner og sin karisma. Hun gør så meget med så lidt, er så ekspressiv, så underholdende at iagttage, at man næsten glemmer, hvor meget hun outshiner sit mere sepiatonede vedhæng.
’Supergirl’ er også en enormt flot film. Den balancerer fornemt mellem praktiske effekter og CGI – og når sidstnævnte tages i brug, så bliver det gjort med omtanke, omhu og mere end et strejf af kreativitet.
De computerskabte effekter kommer filmen til gode i stedet for at ligge den til last, og det er en sjældenhed for genren. Kampsekvenserne føles friske og opfindsomme, og man sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at det har været sjovt at lave – hvilket står i skarp kontrast til Zack Snyders dunkle, altødelæggende, altdominerende CGI.
Det er ikke en efterfølger på niveau med Gunns egen ’Superman’, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke var godt underholdt undervejs.
Jeg hepper stadig på Gunns rebootede DC-verse.
Kort sagt:
’Supergirl’ er på kanten af at være “endnu en superheltefilm i rækken”, men også fin underholdning med en fantastisk hovedkarakter som det absolutte højdepunkt.