’The Bear’ sæson 5: Hitserien får den svanesang, den fortjener
FILM. Man skal stoppe, mens legen er god. Eller i det mindste før den bliver decideret uudholdelig.
Jeg har tidligere mistænkt, at skaberne bag ’The Bear’ ikke helt mestrede netop den disciplin. For efter en forrygende begyndelse mistede serien undervejs noget af det bid og den fortællemæssige præcision, der gjorde første sæson til et skævt og prisvindende mesterstykke.
Det ville derfor være løgn at sige, at jeg havde glædet mig til femte og sidste sæson af Disneys foodgasmiske dramedy. Jeg havde faktisk frygtet den en lille smule. Helt uden grund, viser det sig.
I denne svanesang er de ligegyldige subplots (næsten) skrællet væk, og vi er back to basis i det køkken, hvor Carmy (Jeremy Allen White) i forrige sæson meldte sin opsigelse. Og lidt ligesom serien selv trækker hans storladne exit ud, når vi over syv afsnit følger én lang, hektisk aften bag gryderne. Muligvis restaurantens sidste.
For det ’24 timer’-agtige ur fra forrige sæson er nu tikket ud, og den familiedrevne business er fortsat i massive økonomiske problemer. Så store, at der hverken er råd til ordentlige mængder råvarer eller pænt workwear.
Det kulinariske skib er ved at synke. Bogstaveligt talt.
For var serien ikke allerede tungsindig, lægges der – oven på Hans Zimmers score – en næsten klimadystopisk tone, når regnen skyller ind over Chicago. Den forvandler ikke bare turen til restauranten til et vådt mareridt, men får også kælderen til at oversvømme, karikerede biroller til at falde igennem loftet og et vandrør til at lække, så det pletter både håb og de røde lammebøffer.
Det er altså den sikre vej til en sur smiley og generelt herredårlig stemning, og trods velmenende brandtaler om god personalekultur og ordentlig kommunikation ender Berzatto-klanen konstant i både verbale og fysiske slagsmål.
Sjovt er det – men også ualmindeligt klaustrofobisk for både publikum og de involverede. Og som om kaosset ikke var nok, øges presset yderligere, da en anmelder fra Michelin-guiden træder ind ad døren.
Med ham entrerer ikke bare en gæst, der beskriver dyr vin som flydende Skittles, men også seriens evige kredsen om hungeren efter anerkendelse.
Så nej, der er ikke meget nyt på den tematiske menu. Sæsonen serverer de samme dynamikker, de samme dysfunktionaliteter og de samme sorgkvababbelser – og heldigvis også de samme solide skuespilpræstationer.
Abby Elliott er endnu engang on point som manager og søster Sugar, der – når hun ikke overvåger sin toksiske mor (en sublim Jamie Lee Curtis) – leverer små stik af visdom om (knuste) drømme og skrøbelige familieforhold.
Hendes melankolske motivational quotes overgås kun af Richies (Ebon Moss-Bachrach) katastroferamte peptalks – og hans besynderlige tvangstrang til at påpege, hvor hans hånd sidder.
Ja, det er fandeme svært ikke at elske den charmerende cousin, der er gået fra tracksuit-bærende manchild til semistabil vært og leder, som nu skal føre crewet igennem denne mareridtsagtige aften.
Eller rettere: Det er Sydney (Ayo Edebiri), der har kaptajnkasketten på. Som kommende køkkenchef må hun tage teten, men den ambitiøse kok struggler med at finde sig til rette i en position, hun ellers er både født og kvalificeret til.
Man forstår hendes frustration, når hun gentagne gange bliver micromanaged, ligesom man forstår hendes ærgrelse over, at hendes øretæveindbydende partner – og måske/måske ikke kærlighedsinteresse – er på vej væk fra deres gennemtæskede hjertebarn.
Men både rosenkål og relationer har en udløbsdato, og selvom jeg elsker at se Jeremy Allen White – uanset om det er i en sort-hvid Calvin Klein-reklame eller i en København-elskende dramedy – er jeg mæt af Carmys forpinte egotripperi, evindelige traumetilstand og latterlige køleskabsfrygt.
Derfor er det måske for det bedste, at både han og serien stopper her.
Det ændrer dog ikke på, at det er været en fornøjelse at besøge ‘The Bear’.
Kort sagt:
Femte sæson af ‘The Bear’ er den velkomponerede svanesang, den ujævne – men stadig elskede – hitserie fortjener.