’Rævenes dans’: Fantastisk skuespil fra de to boksespirer er filmens stærkeste kort
FILM. For at kunne være bokser skal man tro på, at ens krop er uforgængelig, og at smerte er til forhandling.
Det er i hvert fald sådan, sportsgrenen fremstilles i coming of age-fortællingen ‘Rævenes dans’, som er skrevet og instrueret af belgiske Valéry Carnoy og vandt en pris i parallelprogrammet Director’s Fortnight på sidste års Cannes Film Festival.
Vi følger en gruppe unge og ambitiøse drenge, som går på en sportskostskole, hvor de bokser. Hovedpersonen Cammie er et ungt talent og tilsyneladende usårlig. Han vinder i bokseringen og er omgivet af venner, der fejrer ham som deres billet til finalen i skoleturneringen i det testosteronpumpende omklædningsrum.
Men er der noget farligere end at være teenager og tro, at man er udødelig?
Med sin bedste ven, Matteo, fjoller de rundt i skoven og lokker ræve til med store stykker kød, som de stjæler fra skolekøkkenet. Men i hælene på en ræv glider Cammie og falder ud over en 10 meter høj skrant, som han få minutter forinden stod og spillede smart foran.
Et hybristisk fald i bogstavelig og overført betydning.
Cammie overlever, men hans uknækkelige tiltro til egen krop gør ikke. Pludselig har han et rødt ar langs underarmen, som gør ham ude af stand til at bokse, og han har mareridt og vågner i en panisk tilstand og hiver efter vejret.
Tilbage i bokseringen er han hæmmet af smerte, som ingen læge kan finde en god forklaring på. Hans krop sender ham signaler, han ikke kan fortrænge – men fortrænge skal man kunne, hvis man vil være en god bokser.
Sådan er ‘Rævenes dans’ en sportsfilm, men først og fremmest en film om at have en krop og opdage den og dens mange begrænsninger. Jeg kaldte den en coming of age-film, men det er næsten bare en eufemisme for pubertetsfilm, hvor kroppen er katalysator for alskens forelskelse, uskyldstab, angst og ensomhed.
Cammies fald bliver tidspunktet, hvor hans krop ikke længere makker ret, og erfaringen med at komme til skade sætter sig som en angst, der gør, at han ikke kan presse sig selv på samme måde som før.
Hans boksetræner befaler ham at møde til tidlig træning og blive ved med at slå med den svage arm, som lægen jo påstår har det fint. Cammie banker sine knoer ind i et træ, til de bløder, og smadrer en dåse mod sin pande i omklædningsrummet med en aggressivitet, som er for meget for selv de andre boksedrenge. Måske et forsøg på at tage magten over sin krop, men lige så sandsynligt i selvhad og afmagt.
Mødet med en pige på den skole, hvor de går, åbner for, at Camille måske ikke bokser af de rigtige grunde. I det ligger også en klassefortælling, hvor han og vennen Matteo vitterligt har kæmpet sig vej ud af trange kår. Men det er ikke et perspektiv, ‘Rævenes dans’ folder yderligere ud.
Faktisk er det sigende for filmen, at den gerne introducerer flere og flere brikker – ræveyngel, en trompet, en slåskamp og nogle sleske fætre – der virker mere som netop brikker end som organiske dele. En måde at tilføje dybde, hvor det slet ikke er nødvendigt. Jeg ved, at de der ræve er en metafor for noget med at vokse op. Men det gav mig intet.
Dramaet mellem Cammie og Matteo – om deres venskab, som i så høj grad har drejet sig om boksning og det liv, en professionel karriere kan medføre – er filmens stærkeste kort. Det hjælpes godt på vej af fantastisk skuespil fra Samuel Kircher og Faycal Anaflous, der veksler mellem ømhed og hårdhed.
Men jeg var ikke overbevist af Cammies udviklingsfortælling eller af de fortællemæssige krumspring, der laves for at få det hele til at hænge sammen.
Og rævene? De dansede ikke engang.
Kort sagt:
Et fald bliver katalysator for en kropslig coming of age-fortælling, hvor en ung bokser skal aflære, hvad smerte er. Det stærke cast er et plus, men fortællingen lider under at skulle skynde sig gennem for mange komponenter.